Besøg Carlsbergfamilien på Folkemødet
Publiceret:
01.06.2023
Kontaktperson:
Redaktør og presserådgiver Jane BenarrochCarlsbergfamilien inviterer til samtaler, debat, kunstperformances og koncerter med bl.a. Lucky Lo og Guldimund under Folkemødet den 15. til 17. juni i Allinge på Bornholm. Besøg os i vores 216 kvadratmeter store skulpturtelt Tabernaklet ved Nørregade 35, hvor vi i god afstand af havneområdets mange debatscener også tilbyder ro til fordybelse.
Tabernaklet, der er formgivet af billedhugger Bjørn Nørgaard, danner igen i år rammen om et tre dages program, der udspringer af Carlsbergfamiliens virke til gavn for videnskaben, kunsten og unges drømme og fællesskaber.
Ambitionen med programmet er at begejstre og bane vejen for nye indsigter, der kvalificerer den demokratiske samtale og skaber en levende debat for Folkemødets mange besøgende. Gennem forskellige formater giver vi ordet til både forskere, kunstnere og unge stemmer med det formål at inspirere og vække til eftertanke.
Oplev blandt meget andet:
Forfatter og musiker Kristian Leth i samtale med bl.a. prorektor for forskning David Dreyer Lassen, komponist Louise Alenius og juraprofessor Morten Rosenmeier om grænserne for frihed i kunst og i forskning.
Klimaaktivist Selma de Montgomery, Manilla Ghafuri fra Rapolitics og P3-vært Liva Manghezi m.fl. tage dig med til et brag af en demokratifest med debat, taler og livemusik.
Filosofiprofessor Mikkel Gerken, Zetland-redaktør Lea Korsgaard og klimatolog Sebastian Mernild m.fl. i samtale om mediernes indvirkning på den offentlige tillid.
Museumsdirektør Gertrud Oelsner, professor i kunsthistorie Jacob Wamberg og landskabsarkitekt Rikke Juul Gram i samtale om det danske landskabs rolle i fremtidens energiforsyning.
Fire unge taleres kulturopråb til rektor Stefan Hermann, fondbestyrelsesforperson Christine Buhl Andersen, museumsdirektør Marie Nipper og forlagschef Simon Pasternak m.fl.
Politiker Pelle Dragsted dyste i viden om bæredygtigt byggeri mod Lærlinge for Bæredygtighed.
Dekan Maja Horst, forskningsordfører Karin Liltorp og fondsbestyrelsesforperson Majken Schultz m.fl. i samtale med journalist Nynne Bjerre Christensen om fremtiden for dansk forskning.
Musikerne Lucky Lo og Guldimund optræde med koncerter over to aftener.
Årets Folkemødebryg i Carlsbergs bar
I Carlsbergs bar på Carlsbergfamiliens plads kan du nyde årets helt unikke Folkemødebryg skabt særligt til lejligheden af Carlsberg Laboratorium. Folkemødebryggen er i år en helt speciel krydsning mellem øl og bitter spiritus. Smag og aroma er en kompleks kombination af søde og bitre appelsiner, malurt, rabarber og ensianrod. De udvalgte ingredienser og den specielle brygmetode uden tilsætning af sukker gør den behageligt bittersød og let citrusagtig.
Om Carlsbergfamilien
Carlsbergfamilien omfatter den verdensomspændende bryggerikoncern Carlsberg A/S, de tre uddelende fonde Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet, de to internationalt anerkendte museer Frederiksborg ◦ Nationalhistorisk Museum og Ny Carlsberg Glyptotek samt forskningslaboratoriet Carlsberg Laboratorium.
Årets folkemødeprogram er tilrettelagt af de tre fonde i Carlsbergfamilien: Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet.
Skulpturteltet Tabernaklet er skabt til Carlsbergfamilien af billedhugger Bjørn Nørgaard.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.