Carlsbergfondene bevilger 95 mio. kr. til at accelerere indsatsen mod COVID-19

Publiceret:

19.03.2020

Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet målretter ekstraordinære bevillinger, der kan mobilisere og støtte forskere, kunstmuseer og civilsamfund i den videnskabelige, økonomiske og menneskelige indsats i en tid, hvor samfundet er udfordret af COVID-19-epidemien.

De tre uddelende fonde i Carlsbergfamilien vil med hver deres konkrete bidrag forsøge at afbøde udfordringerne forbundet med den globale COVID-19-epidemi. Det ligger i fondenes DNA at tage ansvar, når mennesket og samfundet udsættes for alvorlige forandringer. Der uddeles i alt 95 mio. kr.

60 mio. kr. til tre forskningsprojekter

Carlsbergfondet, der støtter fremsynet og skelsættende grundforskning for en oplyst fremtid, bevilger 60 mio. kr. til tre forskningsprojekter. Der gives 25 mio. kr. til en naturvidenskabelig gruppe af internationalt anerkendte virusforskere i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Statens Serum Institut. Der gives 25 mio. kr. til en samfundsvidenskabelig og humanistisk gruppe af adfærdsforskere, der i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet skal forske i, hvordan vi som samfund håndterer epidemier mest effektivt. 

Samtidig gives der 10 mio. kr. til en tværvidenskabelig gruppe ved Roskilde Universitet, der skal forske i historiske epidemiers opstandelse, spredning og ophør. De tre projekter skal bane vejen for nye, globale indsigter i adfærd, forebyggelse, diagnose og behandling til beredskabet mod COVID-19 og fremtidige epidemier.

Formand for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, udtaler:

”COVID-19 udvikler sig lige nu eksponentielt, så vi er glade for, at vi på kort tid har kunne mobilisere et samarbejde mellem en række af Danmarks og verdens fremmeste forskere for at bidrage til løsningen af de enorme udfordringer, vi står overfor. Carlsbergs grundlæggere J.C. og Carl Jacobsen samt Carlsbergfondet er historisk set trådt til, når samfundet har været i krise. Vi kan risikere, at den næste epidemi har potentiale til at udløse en endnu større sundhedskrise end COVID-19, så vi er nødt til som nation og civilisation at tænke langsigtet og øge vores vidensniveau.”

Yderligere 7,4 millioner kroner blev uddelt i juni til to humanistiske projekter. Dermed er Carlsbergfondets samlede bidrag til corona-relateret forskning på knap 70 millioner kroner.

Håndsrækning til kunstmuseerne for 30 mio. kr.

Ny Carlsbergfondet, der støtter kunsten i det danske samfund, prioriterer en ekstraordinær pulje på 30 mio. kr. til genstart af kriseramte kunstmuseer. De danske kunstmuseer er midlertidigt lukkede på anvisninger fra myndighederne i forbindelse med COVID-19. Museerne drives i høj grad som erhvervsvirksomheder og er økonomisk afhængige af egenindtjening fra billetindtægter og kommercielle aktiviteter. Derfor rammer lukningerne kunstmuseerne hårdt med risiko for fyringer samt aflysninger af særudstillinger og publikumsaktiviteter. 

Samtidig med at Staten forventes at finde politiske løsninger, der kan kompensere museerne på lige fod med det øvrige erhvervsliv, har Ny Carlsbergfondet besluttet at give en håndsrækning til kunstmuseerne til gennemførelsen af de programmer, der skal trække gæster til, når museerne åbner igen. Det sker i form af en ekstraordinær pulje på 30 mio. kr., som vil kunne søges af kunstmuseerne.

Formand for Ny Carlsbergfondet, Christine Buhl Andersen, udtaler: ”Vi forventer, at der fra politisk side laves tiltag, der holder hånden under de ramte museer, som udgør en vigtig del af dansk kultur- og erhvervsliv. Fra Ny Carlsbergfondets side vil vi gerne bakke op om den indsats, så kunstmuseerne kan genåbne med deres planlagte programmer og forhåbentlig derved genindtage deres væsentlige rolle i det danske samfund. Som fond er det vores opgave at virke til gavn for kunsten og kendskabet til kunst i Danmark.” 

Støtte til særligt berørte for 5 mio. kr.

Tuborgfondet, der bl.a. støtter unges engagement for en bæredygtig fremtid, bevilger 5 mio. kr. i en akutpulje til civilsamfundets ungdomsorganisationer for at iværksætte aktiviteter målrettet de mennesker, der er særligt berørt af COVID-19. Fondet vil også monitorere behovet for hjælp i de dele af erhvervslivet, der er hårdt ramt af den aktuelle situation, f.eks. spillesteder og den rytmiske musik, som Tuborgfondet har tradition for at støtte.

Formand for Tuborgfondet, Anne-Marie Skov, udtaler: ”Vi ønsker at give mulighed for at unge i fællesskab kan omsætte deres idéer og lyst til at gøre en forskel for de mennesker, der netop nu er særligt berørt som konsekvens af epidemien. Vi har et helt særligt civilsamfund i Danmark, og fra Tuborgfondets side ønsker vi at give unge frivillige midlerne til at løfte de konkrete opgaver, som mange mennesker kan have gavn af i denne akutte situation.”

Med disse ekstrabevillinger er det Carlsbergfondenes håb og forventning, at vi kan handle hurtigt og bidrage til hinandens ve og vel samt vores samfunds bæredygtighed – nu og i fremtiden.

Video

The Carlsberg Foundations donate DKK 95m to accelerate efforts against covid-19

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.