Danmarks 'Pionercenter for kunstig intelligens' åbner i dag
Publiceret:
28.03.2022
Kontaktperson:
Redaktør og presserådgiver Jane BenarrochI dag markerer Danmarks nye ’Pionercenter for kunstig intelligens’ sin officielle åbning. Det sker med et event, der skal sætte fokus på, hvordan AI (artificial intelligence) kan være med til at løse nogle af vor tids største udfordringer. Pionercenteret er støttet af en lang række danske fonde, herunder Carlsbergfondet.
’Pionercenter for kunstig intelligens’ er Danmarks hidtil største forskningscenter for kunstig intelligens. Ambitionen med centeret er at bedrive AI-grundforskning på højeste internationale niveau med fokus på at løse nogle af samfundets største udfordringer. Centret er initieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet i tæt samarbejde med Danmarks Grundforskningsfond, Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden og VILLUM FONDEN. De involverede partnere er Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, DTU, IT-Universitetet og Københavns Universitet.
Pionercentrets åbningsevent finder sted i eftermiddag i Den Sorte Diamant i København. Her vil visionerne bag centret blive præsenteret, og der vil blive fremlagt konkrete eksempler på, hvordan den grundforskning inden for AI, der udføres på centret, kan bruges til at løse nogle af samfundets enorme udfordringer.
AI skal løse samfundsudfordringer
Siden efteråret 2021, hvor centeret startede op, er der allerede blevet iværksat en lang række forskningsprojekter på tværs af de fem universiteter. Projekterne sigter mod at skabe samfundsmæssig gennemslagskraft inden for områder som sundhed og biotech, energi og infrastruktur samt klima og biodiversitet.
Centerdirektør, professor Serge Belongie, håber på, at centret med sit fokus på samfundsudfordringer, mennesker og design vil udfordre og forandre den måde, kunstig intelligens skaber værdi for Danmark:
”Pionercentrets unikke karakter afspejles i den måde, vi arbejder med store samfundsudfordringer på. De udfordringer, vi kommer til at konfrontere, er ikke kun et spørgsmål om big data og større modeller. I stedet beskæftiger vi os med menneskeforankrede problemer, hvor teknologiens bidrag bliver ligestillet med vitale bidrag fra bl.a. samfundsvidenskaben, participatorisk design, offentlig politik, journalistik og andre komponenter”.
Pionercentre er særlig ambitiøs dansk satsning
’Pionercenter for kunstig intelligens’ er det første af flere pionercentre i Danmark, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har taget initiativet til. Etableringen sker i tæt samarbejde og sam-finansiering mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet, Danmarks Grundforskningsfond, Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, VILLUM FONDEN og danske universiteter.
Datalogisk Institut på Københavns Universitet fungerer som vært og administrator for ’Pionercenter for kunstig intelligens’, mens forskere fra Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet i København, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet fungerer som co-leads.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.