Dronning Margrethes Romerske Pris 2026 uddeles til professor Bjørn Thomassen
Dronning Margrethes Romerske Pris 2026 uddeles til professor Bjørn Thomassen
Foto: Jesper Storgaard Jensen
Publiceret:
02.11.2026
Kontaktperson:
Professor Bjørn Thomassen fra Roskilde Universitet modtager Dronning Margrethes Romerske Pris 2026. Prisen blev traditionen tro overrakt i forbindelse med Det Danske Institut i Roms årsmøde fredag aften. Med prisen, der blev indstiftet af Carlsbergfondet i 2015, følger 100.000 kr.
Komiteen bag uddelingen af Dronning Margrethes Romerske Pris begrunder tildelingen af prisen til Bjørn Thomassen med hans ”betydningsfulde og nyskabende forskning i religionens rolle i det moderne samfund, og særligt for hans bidrag til forståelsen af forholdet mellem katolicisme, politik og kultur i Italien”.
Italiensk kultur og religion – i fortid, nutid og fremtid
Gennem en omfattende international forskningsindsats har Bjørn Thomassen kastet nyt lys over, hvordan religiøse traditioner fortsat former moderne samfund og politiske fællesskaber. Hans forskning forener antropologi, samfundsvidenskab, historie og politisk analyse og bidrager til en dybere forståelse af centrale spørgsmål om identitet, demokrati og sociale forandringer i Europa og globalt.
Særligt Thomassens arbejde med den katolske kirkes rolle i samtidens Italien gør ham til en forsker, hvis virke har en naturlig og tæt forbindelse til Rom. Med et skarpt blik for både historiske kontinuiteter og aktuelle udviklinger har han bidraget væsentligt til forståelsen af de komplekse samspil mellem religion, politik og samfund, som fortsat præger Italien og den bredere europæiske offentlighed.
Som engageret formidler og aktiv deltager i den offentlige debat har Bjørn Thomassen samtidig demonstreret en evne til at bringe forskningen i dialog med samtidens udfordringer og derved styrket den offentlige forståelse af religionens betydning i en globaliseret verden.
Med tildelingen af Dronning Margrethes Romerske Pris til Bjørn Thomassen hædres således en forsker, hvis arbejde på enestående vis forener høj international forskningskvalitet med en dyb indsigt i de kulturelle og samfundsmæssige forhold, som knytter sig til Rom og Italien.
Om Dronning Margrethes Romerske Pris
Det er ellevte gang, at Dronning Margrethes Romerske Pris uddeles. Prisen blev indstiftet af Carlsbergfondet i 2015 med det formål at styrke og hædre den forskning, der udføres ved eller med tilknytning til Det Danske Institut i Rom. Med prisen følger en personlig hædersbevisning på 100.000 kroner.
Prismodtageren vælges af bestyrelsen for Det Danske Institut i Rom efter indstilling fra en uddelingskomite, der består af hofchef Kim Christensen, Carlsbergfondets direktør Lasse Horne Kjældgaard, bestyrelsesformand for Det Danske Institut i Rom Mads Kähler Holst og instituttets direktør Mikkel Harder Munck-Hansen.
Videnskab til Danmark siden 1876
I år er det præcis 150 år siden, at Carlsbergfondet blev grundlagt af brygger J.C. Jacobsen. Med stiftelsen af fondet sikrede bryggeren, at en del af udbyttet fra Carlsberg kunne gives tilbage til samfundet i form af bevillinger til videnskabelige formål.
I 2026 fejrer vi 150 år med videnskab til Danmark fra Carlsbergfondet. Vi hylder både den frie grundforskning og den danske fondsmodel gennem en lang række aktiviteter, herunder udgivelse af tre nye bøger, en særuddeling af tværvidenskabelige forskningscentre, en konference om den danske fondsmodel, live-arrangementer og en ny podcastserie.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.