Folkemødet 2024: Kom til samtaler, debat og koncerter hos Carlsbergfamilien

Publiceret:

29.05.2024

På årets Folkemøde på Bornholm den 13. til 15. juni inviterer Carlsbergfamilien traditionen tro inden for i skulpturteltet Tabernaklet i Nørregade 35. Kom forbi og find rum til både refleksion, inspiration og fordybelse.

Tabernaklet, der er formgivet af billedhugger Bjørn Nørgaard, vil danne rammen om et tre dages program, der udspringer af Carlsbergfamiliens virke til fordel for videnskaben, kunsten og unges muligheder og drømme i Danmark.

Her giver vi ordet til både forskere, kunstnere, debattører, beslutningstagere og unge stemmer med det formål at inspirere, vække til eftertanke og skabe debat. Der bliver også rig mulighed for at få en koncertoplevelse, når eee gee, Brimheim og Angående Mig gæster vores plads, ligesom man kan opleve performancen ”The Wide-Mouthed Frog” med kunstner Filip Vest.

Oplev herudover blandt meget andet:

  • Debat om forskernes rolle i den offentlige samtale med bl.a. bestyrelsesmedlem i DM Janne Gleerup og chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen
  • Samtaler om ’Vandet kommer – Kunsten, kysterne og klimaet’ med journalist og radiovært Lars Trier Mogensen som vært
  • ’Svendegilde’ om erhvervsuddannelser med bl.a. Frank Erichsen aka Bonderøven, Emmilie Joy Hansen fra Lærlinge for Bæredygtighed og Carl Emil Lind Christensen fra Lærlingeoprøret
  • Debat om behovet for større samspil mellem videnskab og politik med bl.a. fhv. minister og EU-kommissær Connie Hedegaard og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund
  • Ung debat og samtale om nyhedstræthed, konstruktiv journalistik og fremtidens mediebillede
  • ’24 spørgsmål til professoren’ med Lone Frank som vært i samtaler med filosofiprofessor Thomas Søbirk Petersen om etiske dilemmaer i kriminalitetsforebyggelse og antropolog Sine Plambech om sexarbejdere og den globale sexindustri
  • Debatter om kunsten og kulturinstitutionerne i forandring med bl.a. billedkunstner og forfatter Melanie Kitti, direktør på Statens Museum for Kunst Astrid la Cour og forperson i Ny Carlsbergfondet Christine Buhl Andersen med Moussa Mchangama som moderator
  • Debat modereret af Clement Kjersgaard om hvordan museerne kan aktualisere gamle samlinger i en tid med voksende fokus på bl.a. inklusion og diversitet. Med deltagelse af museumsdirektør for Frederiksborg • Nationalhistorisk Museum Ulla Tofte, museumsdirektør for Glyptoteket Gertrud Hvidberg-Hansen, Nationalmuseets direktør Rane Willerslev og stifterne af Rahbeks Højskole Mia Amalie Holstein og Andreas Paulsen
  • Debat om ledelse og virksomhedskultur på fremtidens arbejdsmarked med bl.a. CEO for Carlsberg Group Jacob Aarup-Andersen og Google-chef Bianca Bruhn modereret af Emilia van Hauen

Smag årets Folkemødebryg i Carlsbergs bar

I Carlsbergs bar på Carlsbergfamiliens plads serveres årets helt unikke Folkemødebryg fra Carlsberg Laboratorium.

I år har laboratoriet brygget en IPL - India pale lager – over temaet bæredygtighed. Øllen er bl.a. brygget på mel fra favabønner, bedre kendt som hestebønner, der indgår som en vigtig afgrøde i regenerativt landbrug. Øllen er tilsat økologiske skaller fra grape og mandarin for at komplementere humlens citrusaromaer.

Resultatet er en let-drikkelig øl med en tydelig citrus- og humlearoma.

Om Carlsbergfamilien

Carlsbergfamilien omfatter den verdensomspændende bryggerikoncern Carlsberg A/S, de tre uddelende fonde Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet, de to internationalt anerkendte museer Frederiksborg · Nationalhistorisk Museum og Ny Carlsberg Glyptotek samt kulturattraktionen Home of Carlsberg og forskningslaboratoriet Carlsberg Laboratorium.

Årets Folkemøde-program er tilrettelagt af de tre fonde i Carlsbergfamilien: Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet.

Find os på Nørregade 35 - N17

Henvendelser angående programmet kan ske til arrangementskoordinator Fanan Imad: fi@carlsbergfoundation.dk 

Følg de tre fonde på sociale medier

Carlsbergfondet: Instagram, Facebook, LinkedIn og X
Ny Carlsbergfondet: Instagram, Facebook og LinkedIn
Tuborgfondet: Instagram, Facebook og LinkedIn

#Carlsbergfamilien

 

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.