
Forårsopslag 2025: Postdocstipendier til kombineret udlandsophold og reintegration i Danmark
Publiceret:
31.01.2025
Kontaktperson:
Redaktør og presserådgiver Jane BenarrochFor første gang udbyder Carlsbergfondet postdocstipendier til forskningsophold i udlandet kombineret med en reintegrationsperiode ved en dansk forskningsinstitution. Desuden udbydes et postdocstipendium ved hhv. Det Danske Institut i Rom og Det Danske Institut i Athen. Frist for ansøgning er 1. april 2025.
Carlsbergfondet åbner for ansøgninger til postdocvirkemidler udbudt i Forårsopslag 2025. Som noget nyt er de to virkemidler Internationaliseringsstipendier og Reintegrationsstipendier slået sammen til ét virkemiddel, der søges som 2-3-årige Internationaliseringsstipendier. Formålet er at give unge, talentfulde forskere mulighed for ikke bare et udlandsophold, men også sikkerhed for at kunne vende tilbage til en dansk forskningsinstitution, hvor de kan arbejde videre med deres forskningsideer.
Reintegrationsstipendier vil dog fortsat kunne søges særskilt i forbindelse med fondets efterårsopslag til og med 2026.
Evaluering viser behov for udlandsophold med sikkerhed for reintegration
Baggrunden for ændringen er blandt andet en omfattende evaluering af Internationaliserings- og Reintegrationsstipendierne, som fondet gennemførte blandt ansøgere og bevillingshavere i 2023-2024.
Evalueringen blotlagde et behov for, at postdocs, som drager ud i verden og høster vigtig forskningserfaring, sikres en fortsat tilknytning til danske forskningsinstitutioner efter endt udlandsophold. Evalueringen afdækkede også et ønske om at lette administrationen af stipendiet, hvorfor denne i fremtiden vil blive varetaget af universiteterne alene. Det er forhåbningen, at ændringen af rammerne for stipendiet vil øge antallet af ansøgere og fremme diversiteten blandt ansøgerne.
Carlsbergfondets direktør, professor Lasse Horne Kjældgaard, siger:
”Carlsbergfondet afsætter hvert år et større millionbeløb til den unge forskergeneration i form af forskellige typer af postdocstipendier. Fra i år har vi ændret på Internationaliseringsstipendiet, så der automatisk er indlejret en afsluttende periode ved en dansk forskningsinstitution. Det har vi gjort, fordi forskerne selv har peget på, at det er en udfordring at forlade Danmark uden vished for, at man kan vende tilbage og få mulighed for at genforankre sig i det danske forskningslandskab. Vi håber, at der vil blive taget godt imod ændringen.”
Man skal være ude i længere tid, end man er hjemme
Det eneste krav til kombineret udlandsophold og efterfølgende reintegration er, at udlandsopholdet er længere end den periode, der efterfølgende tilbringes i Danmark. Man kan altså godt vælge at være ude i hele perioden, ligesom opholdet kan fordeles på to forskellige udenlandske institutioner.
Ændringen betyder også, at der fra og med 2025 kun vil være ét årligt opslag af Internationaliseringsstipendier, og det vil være i foråret. For at komme i betragtning til et Internationaliseringsstipendium skal ansøger dokumentere en på forhånd stærk tilknytning til dansk forskning.
Bemærk, at vi den 24. februar kl. 11 afholder et webinar, hvor vi fortæller mere om det nye internationaliseringsstipendium.
Postdocstipendier ved de danske institutter i Rom og Athen
Carlsbergfondet opslår endvidere to postdocstipendier ved de danske institutter i Rom og Athen. Der udbydes ét toårigt postdocstipendium ved Det Danske Institut i Rom til forskning inden for humaniora, samfundsvidenskab og/eller naturvidenskab. Stipendiet kan tildeles ansøgere, der har en ph.d.-grad fra en dansk forskningsinstitution og ikke mere end tre års forskningserfaring siden opnåelsen af graden.
Desuden udbydes der ét toårigt postdocstipendium ved Det Danske Institut i Athen til forskning inden for arkæologi, historie, sprog, litteratur, billedkunst, arkitektur og kulturelle traditioner i Grækenland og Middelhavslandene. Her gælder det også, at stipendiet kan tildeles ansøgere, der har en ph.d.-grad fra en dansk forskningsinstitution og ikke mere end tre års forskningserfaring siden opnåelsen af graden.
Alle indkomne ansøgninger til de udbudte postdocstipendier vil blive fagligt vurderet af Carlsbergfondets bestyrelse, der træffer beslutning vedrørende fondets uddelinger.
Frist for indsendelse af ansøgninger er den 1. april 2025 kl. 16.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.