Konference: Er den danske fondsmodel passé eller succes?
Konference: Er den danske fondsmodel passé eller succes?
Publiceret:
24.08.2026
Kontaktperson:
Redaktør og presserådgiver Jane BenarrochBestemmer fondene for meget? Er balancen mellem fondenes skattefradrag, samfundsbidrag og indflydelse den rette? Og er den danske fondsmodel dynamisk nok i en aktuel global økonomi, hvor kapital og virksomheder flytter sig hurtigt? Spørgsmålene om de danske fonde har de senere år været mange. I 150-året for stiftelsen af Carlsbergfondet - verdens første erhvervsdrivende fond – stiller vi skarpt på fondsejerskab og sætter fondsmodellen til debat med konferencen '150 år med fondsmodellen: passé eller succes?'. Den er fuldt booket, men det er muligt at blive sat på venteliste.
Da brygger J.C. Jacobsen i 1876 lagde grundstenen til verdens første erhvervsdrivende fond, Carlsbergfondet, støbte han fundamentet for en helt ny form for erhvervsejerskab: fondsejerskabet.
I de forløbne 150 år har fondsmodellen vundet stigende udbredelse i såvel udlandet som i Danmark, hvor erhvervsdrivende fonde i dag ejer omkring 1300 virksomheder, som tilsammen står for 24 procent af Danmarks værditilvækst og 26 procent af eksporten. Samtidig uddeler fondene hvert år milliarder af kroner til samfundsgavnlige formål.
De senere år er debatten om fondsmodellen som ejerform imidlertid taget til.
For hvem bestemmer egentlig i fondene? Er magten i fondene i for høj grad samlet hos selvsupplerende bestyrelser? Er balancen mellem skattefradrag, samfundsbidrag og indflydelse den rette? Og er fondsmodellen dynamisk nok i en global økonomi, hvor kapital og virksomheder flytter sig hurtigt?
Fondsejerskab for fremtiden
Spørgsmålene er i høj grad relevante og fortjener både opmærksomhed og kritisk stillingtagen, hvis den danske fondsmodel også i fremtiden skal spille en positiv rolle for Danmark.
Det er baggrunden for, at vi i 150-året for Carlsbergfondets stiftelse afholder konferencen '150 år med fondsmodellen: passé eller succes?'.
Her samler vi markante stemmer fra erhvervsliv, fonde og det politiske Danmark til drøftelse af de kritikpunkter, udfordringer og muligheder, som fondsejerskabet står over for i en tid, hvor der ikke stiftes mange nye erhvervsdrivende fonde, men hvor dansk erhvervsliv står over for et større generationsskifte blandt virksomhedsejere, og hvor de økonomiske rammer for fondene er under øget politisk bevågenhed.
Med konferencen ønsker vi netop at rette et særligt fokus på selve fondsejerskabet og den danske fondsmodel frem for på fondenes filantropiske uddelinger, som ofte løber med den største opmærksomhed i offentligheden.
”Selvom den danske fondsmodel er internationalt berømt for at sikre stabilitet og langsigtet ejerskab af virksomheder, rejser fondsejerskab også nogle grundlæggende spørgsmål om magt, ansvar og legitimitet. Spørgsmål, der de senere år er blevet diskuteret stadig mere intenst blandt både forskere og myndigheder og i den offentlige debat. Så hvad er mere oplagt end at tage spørgsmålene under kyndig behandling i 150-året for etableringen af fundamentet for verdens første erhvervsdrivende fond, Carlsbergfondet? Jeg glæder mig meget til at lytte til vores inviterede talere og opleve den debat, som er så vigtig for, at vi også 150 år ud i fremtiden kan sikre, at erhvervsdrivende fonde i Danmark først og fremmest sætter et positivt aftryk på samfundet,” siger Carlsbergfondets direktør, professor Lasse Horne Kjældgaard.
På konferencen deltager blandt andre:
- Margrethe Vestager, tidligere konkurrencekommissær i EU
- Lene Skole, CEO i Lundbeckfonden
- Jakob Haldor Topsøe, bestyrelsesformand i Haldor Topsoe
- Sigurd Agersnap, politisk ordfører i SF
- Marie Brixtofte, skatteordfører for Venstre
- Jacob Aarup-Andersen, CEO i Carlsberg Group
Konferencepublikation: ’Den danske fondsmodel: passé eller succes?'
I forbindelse med konferencen udgives publikationen ’Den danske fondsmodel: passé eller succes?'.
Publikationen giver et indblik i den erhvervsdrivende fond som ejerform – med særligt fokus på nutiden og fremtiden. I centrum står fonde, der enten selv driver erhvervsvirksomhed eller ejer en kontrollerende andel af en virksomhed, og som samtidig har et almennyttigt formål.
Publikationen udspringer af den aktuelle debat om den danske fondsmodel og udfolder ’den kedeligste historie, du ikke vidste, du skulle interessere dig for’ - i historisk perspektiv og gennem nutidige erfaringer gjort af markante stemmer i det danske fondslandskab.
Her møder du forskere, erhvervsledere, fondsdirektører og kritikere, der både argumenterer for fondsmodellen og rejser de indvendinger og spørgsmål, som skal stilles, hvis fondsejerskab også i de næste 150 år skal være en styrke for Danmark.
Praktisk information:
Tid: Onsdag den 26. august 2026 kl. 13 til 18
Sted: Dansk Arkitektur Center i København
Videnskab til Danmark siden 1876
I år er det præcis 150 år siden, at Carlsbergfondet blev grundlagt af brygger J.C. Jacobsen. Med stiftelsen af fondet sikrede bryggeren, at en del af udbyttet fra Carlsberg kunne gives tilbage til samfundet i form af bevillinger til videnskabelige formål.
I 2026 fejrer vi 150 år med videnskab til Danmark fra Carlsbergfondet. Vi hylder både den frie grundforskning og den danske fondsmodel gennem en lang række aktiviteter, herunder udgivelse af tre nye bøger, en konference om den danske fondsmodel, live-arrangementer og en ny podcastserie.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.