Ny scene for forskere og borgere lanceres på årets Folkemøde

Publiceret:

29.05.2024

Folkemødet dedikerer ny temascene til mødet mellem forskere og borgere, når Danmarks største demokratifestival løber af stablen i juni måned. Temascenen er blevet til med midler fra Carlsbergfondets pulje Forskningsformidling.

Forskning og videnskab spiller en afgørende rolle i samfundet – og er dermed af betydning for de fleste politiske diskussioner. Det er baggrunden for, at Folkemødet med støtte fra Carlsbergfondets pulje Forskningsformidling lancerer ’Folkemødets Forskningsscene’, der skal fungere som et dynamisk mødested mellem forskere og borgere - og hermed udgøre en platform for dannelse og dialog.

Formålet med scenen er at bringe videnskabeligt underbygget viden i spil i den demokratiske samtale, der er Folkemødets essens.

Fra ph.d.-studerende til nobelprismodtagere

Alt fra ph.d.-studerende til nobelprismodtagere fra et bredt udvalg af forskningsfelter vil samtale om og diskutere problemstillinger, som præger verden lige nu – med nærværende inddragelse af publikum. Ambitionen er, at platformen skal give forskningen en stemme på egne præmisser uafhængig af ydre dagsordener og politiske agendaer. 

Lektioner i demokratisk dannelse

Aktiviteterne vil foregå på to scener med 56 programpunkter, som vil tage afsæt i højaktuelle emner, og der vil være daglige ’lektioner’ i demokratisk dannelse og masser af spændende forskningsnyt. I alt kan man opleve 90 forskere fra hele landet, hvoraf en stor del er blevet udvalgt gennem en åben ansøgningsproces.

Få nye perspektiver på alt fra sundhed til teknologi, og hør om, hvordan vi bedst griber store samfundsudfordringer an. Det er også muligt at stille spørgsmål til Folkemødets forskerpanel om temaer i samfundsdebatten lige nu.

Træn en forsker

Folkemødets Forskningsscene vil imidlertid ikke kun have fokus på videnskab, men også på, hvordan den kan formidles og fortælles på engagerende og inkluderende måder. Publikums spørgsmål og feedback til forskerne vil derfor spille en vigtig rolle i flere af programpunkterne i løbet af Folkemødet.

Folkemødets gæster kan eksempelvis deltage i begivenheden ’Træn en forsker i formidling’ eller engagere sig i Q&A’s under de forskellige oplæg fra danske forskningsinstitutioner.

 

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.