To nye medlemmer til Ny Carlsbergfondets bestyrelse

Publiceret:

10.04.2024

Carlsbergfondet har udpeget to nye medlemmer til Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Rektor ved Kungl. Konsthögskolan i Stockholm Sanne Kofod Olsen og adm. direktør i Kvadrat A/S Anders Byriel skal sammen med de tre eksisterende bestyrelsesmedlemmer styrke Ny Carlsbergfondets arbejde for kunsten og dens rolle i samfundet.

Med de nye bestyrelsesmedlemmer får Ny Carlsbergfondet to stærke og visionære profiler, der skal være med til at fortsætte den udvikling og modernisering, som Ny Carlsbergfondet gennemfører i disse år. Sammen med den øvrige fondsbestyrelse vil de to nye bestyrelsesmedlemmer have fokus på at styrke fondets strategiske arbejde med governance, diversitet og kunstens internationale potentiale.

De to nye bestyrelsesmedlemmer bibringer en række nye kompetencer, der komplementerer fondsbestyrelsen. I snart tyve år har Sanne Kofod Olsen ledet kunstneriske uddannelsesinstitutioner i både Danmark og Sverige og kommer til fondets bestyrelse med en dyb viden om det kunstneriske uddannelses- og økosystem. Samtidig har Sanne Kofod Olsen en stærk ekspertise i den praksisbaserede kunstforskning og har selv forsket bl.a. i kunstuddannelserne. Anders Byriel arbejder til dagligt med ledelse, design, kultur og kunst på globalt niveau i Kvadrat A/S – en virksomhed, som han har stået i spidsen for siden 1998. Han har gennem tre årtier varetaget professionelt bestyrelsesarbejde i en lang række danske og internationale designvirksomheder og kulturinstitutioner, herunder Louisiana.

Det er Carlsbergfondet, der udpeger bestyrelsesmedlemmer til Ny Carlsbergfondet, og forperson for Carlsbergfondets bestyrelse Majken Schultz udtaler:

”Det er mig en stor glæde at byde velkommen til Sanne Kofod Olsen og Anders Byriel som nye medlemmer i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Begge kommer til Ny Carlsbergfondet med stærke kunstfaglige kompetencer, der skal sikre en større diversitet og kompetencemæssig bredde i fondets bestyrelse. Med indtrædelsen af Anders Byriel får bestyrelsen endvidere tilført en solid governance-profil, der skal bidrage til at styrke den udvikling og modernisering af Ny Carlsbergfondets ledelsesstruktur, som blev igangsat sidste år.”

Ny Carlsbergfondets forperson, Christine Buhl Andersen, siger:

”Det er en stor gevinst for Ny Carlsbergfondet at kunne tiltrække to så kompetente profiler til bestyrelsen. Vi arbejder i disse år med en omfattende fornyelses- og forandringsproces, og jeg og den øvrige bestyrelse glæder os meget til, at både Anders og Sanne skal bidrage med deres omfattende viden og erfaring til netop dette arbejde, hvor vi bygger fremtidens Ny Carlsbergfondet. Jeg ser meget frem til vores samarbejde og glædes over de nye kompetencer og personlige kvaliteter, der ved samme lejlighed bringes ind i fondets bestyrelse.”

Ved Sanne Kofod Olsen og Anders Byriels indtrædelse i Ny Carlsbergfondets bestyrelse afløses direktør ved Skagens Kunstmuseer Lisette Vind Ebbesen og professor dr. phil. Jacob Wamberg som bestyrelsesmedlemmer. Begge er udtrådt ved årsskiftet. Ny Carlsbergfondets bestyrelse udgøres pr. 5. april 2024 af forperson Christine Buhl Andersen, direktør for Kunstmuseum Brandts Stine Høholt, leder af udstillingsstedet Tranen Toke Lykkeberg, rektor ved Kungl. Konsthögskolan, Stockholm Sanne Kofod Olsen samt adm. direktør i Kvadrat A/S Anders Byriel.

Om Anders Byriel

Anders Byriel (1965) er cand.jur., MBA, 2019 Graduate fra Harvard Business School YPO program og adm. direktør i Kvadrat A/S.

Anders Byriel har siden 1998 været administrerende direktør i Kvadrat A/S. Fra 1992 til 1998 varetog han forskellige stillinger i Kvadrat blandt andet Head of Global Sales. Før han kom til Kvadrat, var Anders Byriel ansat hos advokatfirmaet Thomsen, Barkholt og Vestergaard i Aarhus, mens han i 1992 tog sin kandidatgrad i jura fra Aarhus Universitet.

Anders Byriel har varetaget bestyrelsesarbejde for bl.a. Louisiana Museum of Modern Art og Louisiana-fonden. Anders Byriel var næstformand for Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad og var medlem af bestyrelsen for JP/Politikens Hus fra 2013 – 2021. Han har desuden været formand for Dansk Designråd 2007 – 2012 og været formand for forskellige virksomheder bl.a. ReD Associates.

Om Sanne Kofod Olsen

Sanne Kofod Olsen (1970) er cand.phil. og mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet, master i Management Development fra CBS og rektor på Kungl. Konsthögskolan i Stockholm.

Sanne Kofod Olsen har forsket inden for dansk og international kunst fra 1960’erne til i dag, med særligt fokus på amerikansk, feministisk kunst. Hun har ledet kunstuddannelser siden 2005, hovedsaligt som rektor, men også som dekan på Det kunstneriske fakultet, Gøteborg Universitet i årene 2018-22.

Sanne Kofod Olsen har i sit arbejdsliv været involveret i undervisning, kuratering og forskning, både som ekstern lektor på Københavns Universitet og som museumsdirektør for Museet for Samtidskunst i Roskilde (2009-14). Siden midten af 1990’erne har hun kurateret adskillige udstillinger og skrevet om dansk og international samtidskunst.

Om Ny Carlsbergfondet

Ny Carlsbergfondet blev oprettet i 1902 af bryggerparret Carl og Ottilia Jacobsen og finansieres af indtægter fra overskuddet i Carlsberg A/S. I dag arbejder Ny Carlsbergfondet fortsat med at realisere Jacobsens vision om at gøre kunsten tilgængelig for det bredest mulige publikum. Fondets bestyrelse og dennes forperson udpeges af Carlsbergfondets bestyrelse efter forudgående forhandling med de fungerende medlemmer af Ny Carlsbergfondets bestyrelse. 

Om Carlsbergfondet

Carlsbergfondet blev stiftet af brygger J.C. Jacobsen i 1876. Carlsbergfondet er en erhvervsdrivende fond, der støtter grundforskning inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Midlerne til uddelingerne kommer primært fra overskuddet i bryggeriet Carlsberg A/S, hvori Carlsbergfondet har den kontrollerende aktiepost.

Henvendelser til Ny Carlsbergfondet rettes til:

Sekretariatschef Ditte Sig Kramer
Email: dsk@ncf.dk
Telefon: +45 3144 3413

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.