Tuborgfondet

Foto: Lasse Skov

Publiceret:

23.03.2026

Tuborgfondet er en afdeling under Carlsbergfondet, der ifølge fundatsen skal virke til gavn for samfundet og særligt til støtte for dansk erhvervsliv. Tuborgfondet støtter i dag initiativer, der bidrager til at styrke unges muligheder for engagement og indflydelse i samfundet.

Tuborgfondets formål er gennem tiden blevet omsat til konkret handling med respekt for både stifters vilje og de aktuelle samfundsmæssige udfordringer og muligheder.

Kort fortalt

Tuborgfondet blev stiftet den 9. februar 1931 af Tuborgs Bryggerier i anledningen af 40-års dagen for etableringen af De forenede Bryggerier A/S. Bryggerierne Carlsberg og Tuborg fusionerede i 1970, og i 1991 blev Tuborgfondet en bevillingskomité under Carlsbergfondet.

Tuborgfondets strategi for perioden 2026-2030 har fokus på unge mellem 16 og 30 år samt organisationer, der arbejder langsigtet med unge i centrum. Konkret støtter Tuborgfondet initiativer, der fremmer ungdommens engagement og indflydelse i samfundet inden for fire strategiske indsatsområder: Demokrati, Arbejdsliv, Grøn Forandring og Rytmisk musik.

Indsatserne går på tværs af civilsamfund, uddannelser, kultur- og erhvervsliv, og omfatter også iværksætteri og entreprenørskab som tværgående fokusområder. Tuborgfondet yder støtte både økonomisk gennem uddelinger og med viden og kapacitetsopbygning.

En del af Carlsbergfondet

Tuborgfondet har siden 1991 været en del af Carlsbergfondet og benævnes som Afdeling D i Carlsbergfondets fundats.

Teknisk set er Tuborgfondet en bevillingskomité under Carlsbergfondet.

Tuborgfondet tildeles fast 13 procent af Carlsbergfondets samlede bevillinger i det enkelte regnskabsår.

Governance

Carlsbergfondet udpeger en bevillingskomité - af historiske årsager benævnt bestyrelse - bestående af tre til syv medlemmer. Carlsbergfondet er repræsenteret med et medlem i Tuborgfondets bestyrelse. Tuborgfondets bestyrelse indstiller til Carlsbergfondets bestyrelse, hvilke ansøgninger, der bør imødekommes og afslås. 

Tuborgfondets bestyrelse og Carlsbergfondets direktør ansætter en sekretariatschef, som har ansvaret den daglige ledelse samt realiseringen af Tuborgfondets strategi. I forhold til fondets strategiske arbejde refererer sekretariatschefen til Tuborgfondets bestyrelse og i andre forhold til Carlsbergfondets direktør.

Fondets ledelse

Daglig ledelse: Sekretariatschef Ole Buch Rahbek Bestyrelse: Trine Nielsen (forperson) Bestyrelsesleder og rådgiver (forretningsudvikling, innovation og konceptudvikling) Morten Skovdal (næstforperson) Professor i brugerinddragelse, blandt andet på Københavns Universitet Camilla Wang Rektor. Professionshøjskolen Absalon Ida Mosegaard Schiellerup ESG- og bæredygtighedsanalytiker. PensionDanmark Jens Hjorth Professor, cand.scient. ph.d. Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet Bestyrelsesmedlem, Carlsbergfondet Allan Fenger CEO. Loop Consulting, iværksætter og investor Christian Wulff Søndergaard Vice President Corporate Affairs. Carlsberg Group