Indkaldelse af forslag til modtagere af Carlsbergfondets Forskningspriser 2025

Publiceret:

13.01.2025

Carlsbergfondet uddeler hvert år to forskningspriser til hhv. en naturvidenskabelig og en humanistisk/samfundsvidenskabelig forsker, der har bidraget afgørende til grundforskningen og nyder stor videnskabelig anerkendelse. Priserne er på hver 2 mio. kr. Heraf gives 1,5 mio. kr. til forskningsaktiviteter, mens 500.000 kr. gives som en hædersbevisning.

Frem til den 17. februar 2025 modtager Carlsbergfondet forslag til, hvem der skal modtage priserne i 2025.

Alle forslag vil blive vurderet af en priskomité bestående af forskere fra både ind- og udland. Komitéen vil på baggrund af vurderingen indstille to forskere til modtagelse af priserne til Carlsbergfondets bestyrelse.

Priserne vil blive overrakt den 3. september 2025 i forbindelse med Carlsbergfondets forskningsprisfest, der afholdes på Ny Carlsberg Glyptotek.

Vurderingskriterier

  • Kandidater, uanset nationalitet, skal være aktive forskere og ansat ved et dansk universitet/en dansk forskningsinstitution eller være en aktiv dansk forsker bosat i udlandet.
  • Kandidater skal have opnået fremragende videnskabelige resultater over en årrække.
  • Kandidater skal bidrage til at udvikle, ændre eller udfordre et videnskabeligt felt.
  • Kandidater skal i kraft af deres videnskabelige praksis og engagement i forskningsfællesskabet tjene som inspiration for yngre forskere.

Krav til forslagsstiller

  • Alle videnskabelige medarbejdere på mindst postdoc-niveau ansat ved danske universiteter og forskningsinstitutioner kan foreslå en kandidat.
  • Kandidater, som tidligere har været stillet i forslag, kan foreslås igen.
  • Det er ikke muligt at stille sig selv i forslag. 

Formalia

Kandidater til Carlsbergfondets Forskningspriser stilles i forslag ved at udfylde formularen.

Vedhæft én samlet PDF i forbindelse med dit kandidatforslag. PDF'en skal indeholde følgende tre dele:

  • Motivering (maks. 3 A4-sider og 9.000 tegn i alt).
  • CV for kandidaten (vi anbefaler, at CV'et ikke overstiger 3 A4-sider).
  • Publikationsliste (kun for de seneste 5 år).

Alle kandidatforslag skal indsendes på engelsk.

Frist for at stille kandidater i forslag er 17. februar 2025.

Om Carlsbergfondets Forskningspriser

Carlsbergfondets Forskningspriser blev indstiftet i anledning af brygger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag i 2011.

Medlemmer af priskomitéen

  • Prof. Mette Birkedal Bruun, Københavns Universitet (forperson)
  • Prof. Gøsta Esping-Andersen, Universitat Pompeu Fabra, Barcelona
  • Prof. Anja Groth, Københavns Universitet
  • Prof. Peter Landrock, University of Cambridge
  • Prof. Klaus Müller-Wille, Universität Zürich