Prismodtager 2024 | Biokemiker Jesper Qualmann Svejstrup

Publiceret:

04.09.2024

Motivering for tildeling af Carlsbergfondets Forskningspris 2024 til Jesper Qualmann Svejstrup.

Jesper Qualmann Svejstrup er en internationalt anerkendt forsker, der har gjort banebrydende opdagelser inden for den biomedicinske grundforskning. Han er professor og centerleder på Københavns Universitet, næstformand for Det Europæiske Forskningsråd (EFR) og Honorary Skou-professor på Aarhus Universitet. Han forsker i de molekylære mekanismer, der styrer den genetiske ekspression og stabilitet i vores celler. Han har været en foregangsmand på disse områder og har redefineret dem gennem sin originale og dristige forskning.

Jesper Qualmann Svejstrups forskning har afdækket grundlæggende principper for, hvordan vores DNA transskriberes og repareres. Transskription af gener danner basis for alt liv; det er den proces, hvorved koderne i vores DNA omsættes til budbringermolekyler, som laver de enzymer og proteiner, der skal til for at skabe en funktionel celle. Jesper Qualmann Svejstrups arbejde har transformeret vores indsigt i den transskriptionelle regulering, og hvordan den spiller sammen med reparation af beskadiget DNA og dermed forbundne menneskelige sygdomme. Han har opdaget, at celler konstant er udsat for transskriptionel belastning.

Og han har afdækket de molekylære aktører, der mindsker dette problem, så der dannes funktionelle proteiner, og vi undgår den genetiske ustabilitet, der kan føre til kræft. Han har også ydet afgørende bidrag til forståelsen af, hvordan vores celler reparerer DNA-skader fra uv-stråling. Hans forskning har afdækket en molekylær "sidste udvej", der sørger for reparation af DNA i transskriberede gener, når alt andet har slået fejl. For nylig har han leveret imponerende resultater, som beskriver den globale transskriptionsrespons på uv-stråling og de fascinerende mekanismer, der ligger bag en nedlukning og efterfølgende genstart af transskriptionen, når DNA-beskadigelsen er mindsket. Det har givet vigtig ny viden om den neurologiske sygdom Cockaynes syndrom, og hvordan transskriptionelle defekter kan forklare mange af dens symptomer. Dermed er der skabt håb om, at der kan udvikles en behandling.

Som en sand pionér har Jesper Qualmann Svejstrup arbejdet inden for sit helt eget forskningsfelt. Gennem hele sin imponerende forskerkarriere har han ihærdigt studeret, hvordan celler regulerer transskriptionen, og hvordan denne proces overvinder forhindringer og bekæmper stress. Hans arbejde har kombineret forskellige områder inden for cellebiologien, og hans resultater er bemærkelsesværdige på grund af deres originalitet, høje kvalitet og dybde. Han har en enestående evne til at forny sin forskningsmæssige tilgang, han var først med restituerende biokemi, genetik og molekylær cellebiologi, og i de senere år har han tilføjet banebrydende nye "omi"-teknikker, så han fortsat træder nye stier som foregangsmand inden for sit felt.

Jesper Qualmann Svejstrup har brilleret på den internationale forskningsscene og stod i spidsen for forskerhold på de berømte Clare Hall Laboratories i næsten 20 år og senere på Francis Crick Institute i London. Han vendte hjem til Danmark i 2020 medbringende ekspertisen til at etablere et Center for Genekspression ved Københavns Universitet. Gennem hele sin karriere har Jesper Q. Svejstrup været en inspirerende vejleder og mentor for ph.d.-studerende og postdocs, hvoraf mange nu står i spidsen for deres egne laboratorier rundt om i verden.

Jesper Qualmann Svejstrup er på alle måder en ledestjerne på det videnskabelige område og en rollemodel for unge, ambitiøse forskere, der ønsker at forfølge deres drøm og afprøve deres ideer.