Prismodtager 2024 | Jesper Qualmann Svejstrup

Hvad forsker du i?

Mit laboratorium har i mange år studeret den molekylære ’maskine’, som aflæser (transskriberer) vores gener, nemlig RNA-polymerase II (RNAPII), og alle de processer, som omgiver dens funktion.

Alle kroppens celler bærer den samme arvemasse, så det er de specifikke gener, som transskriberes af RNAPII, der definerer den enkelte celletype og dens karakteristika. Hvis den cellespecifikke regulering af transskription går galt, medfører det alvorlige patologiske tilstande. Den forskning, vi laver, er således i høj grad sygdomsrelevant, ikke mindst for cancer og neurologiske sygdomme.

Transskription foregår i flere tempi, reguleret af cofaktorer og proteinmodificering, afhængig af hvor i processen, RNAPII befinder sig. Vi studerer disse komplekse tid- og sted-sensitive modificeringer og interaktioner, og vi ser også på, hvad der sker, når celler udsættes for stress eller for UV-bestråling, der beskadiger DNA. Men selv når cellerne ikke udsættes for stress, er transskription faktisk en risikabel proces for cellen, da den også kan skabe ustabilitet og mutationer i genomet. Vi forsker således også i samspillet - eller modspillet - mellem transskription og opretholdelsen af genomets stabilitet.

Hvad er udfordringerne ved og perspektiverne for din forskning?

Jeg er drevet af nysgerrighed over, hvordan livet foregår på det molekylære niveau. Derfor forsøgte jeg først at forstå de molekylære maskiner og deres basale funktioner via biokemi. Med tiden er det så blevet muligt at kombinere denne interesse med studier inde i cellerne. Teknikker indenfor genom-sekventering har også åbnet nye muligheder. Vi søger nu med disse at forstå transskription som en del af såkaldte feedback-loops med andre cellulære processer, såsom proteinproduktion.

Mit ønske er altid at besvare store fundamentale spørgsmål. Når man studerer fundamentale mekanismer, ved man aldrig, hvor svarene tager en hen. Mit laboratorium er således ofte ’faldet over’ svar på, hvorfor visse sygdomme udvikles. Det var ikke det, vi ledte efter, men vi gjorde en meget vigtig opdagelse. Dette kan faktisk generaliseres: i det store, historiske perspektiv er det altid i den fundamentale forskning, de helt store opdagelser sker.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg anede faktisk ikke, hvad jeg ville, før jeg gik i 2.G i gymnasiet. Der lærte vi om celler og DNA, og så var min bane pludselig klart stukket ud.

Jeg læste derefter biologi på Aarhus Universitet, hvilket involverede hele paletten fra dyr og planter til genetik og biokemi, men jeg vidste fra starten, at jeg ville specialisere mig i den molekylære del. Jeg afsluttede med speciale hos docent Ole Westergaard på Molekylærbiologisk Institut. Han skabte et fantastisk forskningsmiljø i laboratoriet, og det var meget formende år for mig, hvor jeg brugte biokemi til at studere topoisomeraser, som er enzymer, der ændrer DNA’s topologi.

I de år blev jeg interesseret i mere biologiske spørgsmål vedrørende DNA, så det var naturligt at blive interesseret i transskription. Som postdoc forskede jeg i tre år hos professor Roger Kornberg på Stanford University. De år var i sandhed transformerende for mig. Vi studerer i dag stadig transskriptionsprocessen, og der er meget at lære endnu, især fordi den er både kompleks og sygdomsrelevant.

Hvad er de største erkendelser eller opdagelser, du hidtil har gjort

Nogle af mine tidligere opdagelser har nok været ganske banebrydende, men jeg er altid mest stolt af de seneste.

Jeg er ikke ung længere, men jeg ser sjældent bagud, fordi jeg føler, at der stadig er meget at opnå og lære. Hvis jeg skal beskrive det, mit laboratorium nok er mest kendt for, så er det erkendelsen af, hvor langt celler vil gå for at sikre genomets stabilitet. RNAPII er på en måde ophav til alle proteiner. Der kan argumenteres for, at RNAPII selv er cellens ’vigtigste’ protein, da den muliggør dannelsen af alle andre proteiner.

Man har således altid troet, at der derfor var masser af RNAPII, og at den var utrolig stabil. Vores forskning har vist, at det slet ikke er sådan. Faktisk har celler kun lige nok RNAPII til at fungere, og RNAPII bliver ofte nedbrudt på en nøje reguleret måde, når der er problemer. Mit laboratorium har således bidraget fundamentalt til at forstå, hvordan og hvorfor celler konstant ’ofrer’ deres vigtige RNAPII, sådan at genomets stabilitet kan opretholdes.

Hvad betyder det for dig at modtage Carlsbergfondets Forskningspris?

Jeg forlod Danmark i 1996 for at være postdoc på Stanford University. Jeg troede, at det bare ville vare et par år, før jeg var tilbage, men jeg endte med at tilbringe det meste af min forskningskarriere i England. Jeg har over årene fået støtte og anerkendelse der, men jeg har altid været tæt knyttet til Danmark, og det er en meget stor ære at blive anerkendt på denne måde i mit hjemland, nu hvor jeg endelig er tilbage. Jeg er umådeligt stolt af at modtage Carlsbergfondets Forskningspris.

Prisen betyder ikke blot meget for mig, men også for mit laboratorium, da den giver råderum til at gøre ting, vi ellers ikke ville kunne. Med prisen – som kan bruges frit - kan vi igangsætte projekter, som er endnu mere ambitiøse og risikable end dem, vi har bevillinger til fra anden side.