Anden udgravningsfase på Cæsars Forum i Rom

Fragmenteret gravsten fra 1800-tallet-begyndelsen af 1900-tallet med latinske indskrifter fundet under udgravningerne på Cæsars Forum i Rom. Foto: The Caesar’s Forum Project.

Publiceret:

09.04.2021

Tags:

I marts måned blev anden fase af de dansk-italienske udgravninger af Cæsars Forum i Rom indledt. Selvom udgravningen stadig er på et tidligt stadie, er der allerede gjort væsentlige fund, som kaster nyt lys over Alessandrino-kvarterets historie i 1900-tallet. I den kommende tid går det løs med endnu flere udgravninger, der omfatter en udvidelse af det område, som arkæologerne udgravede i 2019/2020.

I 2019-2020 blev første fase af den storstilede Cæsars-Forum-udgravning gennemført. Udgravningen er støttet af Carlsbergfondet og Aarhus Universitets Forskningsfond, og under første fase blev dele af Alessandrino-kvarteret - et boligkvarter, som blev opført i slutningen af det 16. århundrede og revet ned under Mussolinis regime – kortlagt ved hjælp af systematisk dokumentation. Kvarteret har i mange år udgjort et overset kapitel i Roms byhistorie, hvorfor udgravningen har bidraget med vigtig ny viden om blandt andet kvarterets nedrivning.

Anden fase af udgravningerne på Cæsars Forum er gået i gang. Her ses dele af en nyligt udgravet gårdsplads. Foto: The Caesar’s Forum Project.

Fredag den 12. marts indviede Roms borgmester Virginia Raggi så den næste fase af udgravningerne på den vigtige historiske lokalitet, der forventes at stå på frem til slutningen af august i år. Og allerede nu er der fremkommet væsentlige udgravningsresultater, som kaster endnu mere lys over Alessandrino-kvarterets historie.

Medicinflasker, gravstene, gårdsplads

På nuværende tidspunkt er der afdækket adskillige nye beboelsesrum og to gårdspladser samt arkæologisk materiale i form af fragmenterede gravstene med latinske indskrifter og en række medicinflasker. Disse fund vidner formentlig om eksistensen af henholdsvis et stenhuggeri og et apotek nær ved udgravningsområdet.

Gårdspladserne er et væsentligt fund i lyset af projektets målsætning om at undersøge Roms kulturudvikling over perioden fra ca. 1200 f.Kr. og frem til moderne tid. Tidligere undersøgelser har vist, at der under Alessandrino-kvarterets bygninger ofte er udgravede kældre, der har slettet arkæologiske spor fra perioden mellem ca. 1000 e.Kr. og 1600 e.Kr. – dvs. mellem områdets middelalderfase og Alessandrino-kvarterets opførelse.

Imidlertid har der her ikke været anlagt kældre under gårdarealer, hvilket giver en forhåbning om, at udgravningen inden for de kommende uger vil kunne afdække arkæologiske kontekster fra netop denne ellers dårligt belyste fase af Roms byhistorie. I andre dele af udgravningen forventes det at nå de tidligste spor fra Bronzealderen (ca. 1200 f.Kr.) inden sommeren.

Medicinflasker fra Cæsars Forum. Foto: The Ceasar's Forum Project.

Naturvidenskabelige undersøgelser af fund og genstande fortsætter

Projektets naturvidenskabelige forskningsprogrammer vil ligeledes blive sat i gang i den kommende tid. Herunder bl.a. C14-dateringer, makromorfologiske analyser og naturvidenskabelige undersøgelser målrettet særlige genstandsgrupper såsom glas og lerkar. Undersøgelserne af glas og lerkar har til hensigt at besvare spørgsmål vedrørende import, håndværksproduktion og handelsnetværk. Overordnet set vil de forskellige naturvidenskabelige undersøgelser og analyser muliggøre en bedre forståelse af de mange informationslag på tværs af Cæsars Forums 3000 år lange kronologi.

Cæsars Forum-projektet

De dansk-italienske udgravninger på Cæsars Forum i Rom er et samarbejde mellem Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali, Det Danske Institut i Rom (DIR) og Danmarks Grundforskningsfonds Center for Urbane Netværksudviklinger (UrbNet) ved Aarhus Universitet. Lederne af projektet er Dott. Claudio Parisi Presicce (Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali, Direzione Musei archeologici e storico-artistici), professor Dr. Rubina Raja (UrbNet) og Dr. Jan Kindberg Jacobsen (DIR). Projektet er støttet af Carlsbergfondet siden 2017 og Aarhus Universitets Forskningsfond med et flagship grant siden 2019.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.