
Forskere kortlægger den asiatiske enhjørnings gener – men findes den stadig?
Foto: David Hulse / WWF
Som de første nogensinde har danske biologer i samarbejde med vietnamesiske forskere kortlagt den antilopeagtige okse saolaens gener. Nu kan kortlægningen måske redde arten fra at uddø – hvis den altså stadig findes? Forskningen er gennemført med støtte fra Carlsbergfondet.
Den antilopeagtige okse saolaen – også kaldet den asiatiske enhjørning - er et af verdens mest sjældne og truede pattedyr. Faktisk er den så sjælden, at den ikke er blevet set i over 10 år, hvilket giver den en nærmest mytisk status.
Nu har forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med vietnamesiske forskere som de første kortlagt saolaens gener. Herudfra har de beregnet sig frem til sandsynligheden for, at arten kan reddes fra at uddø – hvis den altså stadig findes?
Sidst set i 2013
Siden saolaen sidst blev set i 2013, har forskere ledt efter den. At den lever i svært fremkommelige skove i Annamite-bjergene i Vietnam og Laos har ikke gjort opgaven nemmere.
”Lige nu kan vi hverken bevise eller afvise, at den findes. Det seneste bevis på, at den findes, er fra 2013, hvor et eksemplar blev fanget på en kamerafælde. Og så findes der nogle rygter og historier, som gør, at der stadig er en forhåbning om, at arten stadig findes derude,” fortæller lektor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet Rasmus Heller.
Han har stået i spidsen for kortlægningen af saolaens gener, som er gennemført med støtte fra Carlsbergfondet og for nyligt udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cell.
Ved at analysere fragmenter fra saola-kranier indsamlet i jægeres hytter har forskerne genereret komplette genomer for 26 saolaer. Og det giver helt nye indsigter i den lille okses historie – og fremtidsudsigter.
To populationer med stor genetisk variation
OM SAOLAEN
Saolaen (Pseudoryx nghetinhensis) blev opdaget i 1992. Det gør saolaen til det senest opdagede store pattedyr. Det næstseneste var kouprey-oksen, der blev opdaget i 1937. Den danske biolog og anerkendte DNA-forsker, Peter Arctander, der dengang var ansat ved Københavns Universitet, bidrog til den videnskabelige beskrivelse af saolaen i starten af 1990’erne. Ifølge ’The International Union for Conservation of Nature’ (IUCN) er der formentlig under 100 individer tilbage, og dermed er saolaen et af de mest truede pattedyr i verden.
Overraskende nok fandt forskerne ud af, at saolaen er opsplittet i to populationer med store genetiske forskelle. Opsplitningen skete for mellem 5000 og 20.000 år siden. Det er vigtig viden, fordi det ifølge forskerne har konsekvenser for, hvordan artens genetiske variation er fordelt.
Den genetiske kortlægning har også vist, at begge populationer har været i nedgang siden sidste istid. Ifølge forskernes estimat har den samlede saola-bestand ikke været over 5.000 individer i de seneste 10.000 år. De dalende bestande gennem historien har også betydet, at begge populationer har mistet genetisk diversitet.
Forskerne kan dog se, at den genetiske variation, som de to populationer hver især har tabt, komplementerer hinanden. Så hvis man blandede dem sammen, ville de kunne kompensere for de dele, som den anden har mistet.
Variation er nøglen til overlevelse
Netop det kan muligvis være løsningen, der kan redde saolaen fra at uddø. Forskerne har nemlig beregnet sandsynligheden for, at saolaen som art vil overleve under nogle forskellige forvaltningsscenarier.
Forskernes modeller viser, at overlevelseschancerne er bedst, hvis man blander de to populationer i et avlsprogram i fangenskab.
”Hvis man sætter mindst 12 saolaer sammen – helst et miks fra begge populationer - der kan danne grundlaget for en fremtidig population, så viser vores modeller, at arten har en rimelig chance for langtidsoverlevelse. Men det kræver, at vi får fat på nogle individer og laver et avlsprogram. Det er noget, man har haft held med før, når arter har været tæt på at uddø,” siger Rasmus Heller.
Ny værktøjskasse til eftersporing af saolaen
At finde 12 saolaer er dog ikke så ligetil. Den genetiske kortlægning af saolaen giver dog nye muligheder for at bruge flere teknologier til at opspore de sidste saolaer.
”Uden held har mange forskere forsøgt at finde spor af saolaen i blandt andet DNA i jord, DNA i vand og sågar DNA i igler. Når vi nu kender hele saolaens genom, har vi et større værktøjskatalog til at kunne detektere de små DNA-bidder, som man leder efter,” siger Rasmus Heller.
Selv hvis saolaen viser sig at være uddød, kan de nye forskningsresultater muligvis bruges.
”Vores resultater kan teoretisk set bruges, hvis man i fremtiden skulle have held med at genskabe saolaen ved hjælp af genteknologisk de-extinction. Her vil vores nye viden om genetisk variation i saolaen kunne gøre en kæmpe forskel for at danne en funktionel population,” siger Rasmus Heller, der ikke er meget optimistisk i forhold til at finde levende eksemplarer af saolaen.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.