Månedens Forsker Ida Nicolaisen

Studiet krævede dengang, at man bestod filosofikum samt bifag i arkæologi og geografi, før man rigtig kunne starte på den videnskabelige uddannelse til magister. Den foregik på Etnografisk Samling på museet. Her gik jeg til forelæsning hos den unge Johannes Nicolaisen, som var den første magister og siden den første professor i faget. Det var spændende, for han gennemgik de nyeste teorier og var selv lige kommet hjem fra feltforskning blandt nomader i Sahara. 

Vi blev hurtigt et par – også privat. Det havde store fordele, men krævede balanceevne i det lille fagmiljø. Det betød blandt andet, at jeg aldrig hverken søgte bevillinger i forskningsråd, hvor han sad, eller stillinger på Institut for Antropologi - og at jeg selv sparede sammen til at tage med ham i felten.

På sin vis havde jeg en vanskelig studietid. Jeg var den eneste studerende på faget i 1958. Og der var ingen, som begyndte året før eller året efter. Det gjorde det ensomt at læse. Privilegiet var, at Johannes inviterede mange af de førende antropologer til landet, og efter deres forelæsninger fortsatte diskussionerne hos os i Kartoffelrækkerne.

Jeg var ikke mere end 23 år, da vi for første gang drog af sted på feltarbejde. Det var i Vestafrika, og målet var at opspore og studere jægerfolket Haddad i Chad, fordi der næsten ikke var viden om jægerfolk i regionen. Ingen troede rigtigt på, at der her fandtes jægerfolk, men vi fik kontakt med en pensioneret fransk oberst, Jean Chapelle, som havde mødt Haddad nordøst for Chad-søen, hvor de levede sammen med nomadefolket Kreda.

Det blev en eventyrlig, men skrap tur. Vi rejste længe rundt på vores kameler uden held, sov under åben himmel, og forplejningen var ris og gamle dåser med corn-beef købt på et lokalt marked. Det var, hvad der var at finde. Vand fik vi fra vandpytter, som vi delte med køerne og de vilde dyr. 

Da vi endelig fandt Haddad, blev det klart, at de bestod af to grupper: én som nu var fastboende, og hvor mænd jagede forklædt som den store næsehornsfugl med bue og forgiftede pile; og én der var omvandrende og primært levede af antiloper, som blev fanget i kæmpe net på storstilede fællesjagter, eller af gazeller, harer og perlehøns, som blev fanget med net af kun en enkelt eller få personer.

I 1966 var jeg så igen blandt nomader med min mand, denne gang en tuareg-gruppe i Niger. Mens Johannes helligede sig sine interesser, indsamlede jeg musikoptagelser og etnografiske genstande til Moesgaard. Tuaregerne var et klasseopdelt samfund med adelige, vasaller og slaver. 

Jeg var berørt over at leve med slaver og blev så interesseret, at jeg skrev konferens om slaveri blandt vestafrikanske nomader. I den søgte jeg at forklare det forhold, at nogle nomadegrupper havde op til 40 procent slaver, andre slet ingen.

Mødet med nomadefolkene og slaverne i Vestafrika endte med at blive bestemmende for mit liv som forsker. Her spirede interessen for de betingelser og forestillinger, som skaber og fastholder mennesker i ulighed. Det var denne interesse, som siden førte mig til Punan Bah-folket i Borneos regnskov, hvor jeg har opholdt mig i perioder gennem de sidste 50 år. Jeg har lært deres sprog, så jeg kan høre, hvad de taler om - og ikke må nøjes med at stille spørgsmål. 

At kunne sproget er et grundvilkår for dybdegående forskning i en anden kultur. Jeg har studeret Punan Bah-folkets viden om naturen, deres animistiske forestillinger og forståelse af mennesket som både fysisk krop og hele syv sjæle samt deres blodofre og begravelses- og genbegravelsesritualer m.m. 

Jeg har aldrig sluppet nomaderne hverken forskningsmæssigt eller i praksis. Danmark har en 130 år lang tradition for at studere nomadefolk fra Sahara i Vestafrika over Arabien, Iran og ind i Afghanistan og Mongoliet. I 1980’erne blev en væsentlig del af denne indsats afbrudt af politiske årsager. Det var tilfældet i Afghanistan, i Iran og - som min mand og jeg oplevede - i Chad. Andre steder forsvandt den nomadiske livsform aldeles, for eksempel i Qatar i forbindelse med produktion af olien.

I 1985 indsendte jeg sammen med antropologerne Klaus Ferdinand og Rolf Gilberg en ansøgning til Carlsbergfondet om støtte til bearbejdning og udgivelse af den enestående dokumentation af nomadiske livsformer, som var blevet indsamlet gennem årtier. 

Planen var et syvbinds-værk, men efter nogle år blev det klart, at vi sad med et langt større projekt end først planlagt. De syv bind var nemlig vokset til 15. Jeg blev udpeget som redaktør og herudover skrev jeg selv bind om Tuaregerne og om Haddad- og Kreda-folkene i Chad.

Efter mange faglige og redaktionelle udfordringer og ansættelse af flere kolleger udkom det sidste bind i 2016 - 25 år efter, at vi havde startet det. De femten bind står i dag som unikke vidnesbyrd om nomadiske livsformer, samfund og kulturer. De er af betydning ikke blot for den videre forskning og generelle forståelse af den rigdom af kulturer, der findes i verden, men også på grund af den uvurderlige betydning, værkerne har for de mennesker, de omhandler. 

Nu er jeg så - 50 år senere - i gang med at skrive om slaveri igen, primært som det fandtes hos Punan Bah-folket. Det viste sig fra dag ét, at det var utrolig svært at studere deres slaveri. Det var nemlig blandt andet forbudt ved lov overhovedet at nævne ordet slave. Ikke desto mindre er det lykkedes mig gennem de mange år, jeg har levet blandt disse mennesker, og til juni tager jeg ud til dem igen – til min ”familie”, som de er blevet for mig. 

Jeg vil fortsat have fokus på ulighed og slaveri, for det spiller stadig en rolle. Eksempelvis når en gammel kone ytrer sin utilfredshed med barnebarnets kæreste ved at sige ”der er en duft”. Så ved jeg, at det betyder, at han nedstammer fra slaver.

Hierarkisering, social uretfærdighed og knægtelse af ytringsfriheden findes i alt for mange samfund. Det har jeg aldrig kunnet affinde mig med. Det er derfor ingen tilfældighed, at jeg samtidig med at være forsker har brugt en stor del af mit liv på at afhjælpe ulighed og forbedre vilkårene for de fattigste af de fattige, ikke mindst blandt oprindelige folk. Det har jeg blandt andet gjort som næstformand i DANIDAs styrelse og i FN’s Permanente Råd for Oprindelige folk.

I tilbageblik er jeg så taknemmelig for, at jeg kom til at arbejde med forskning, der blev til pionerstudier.Der er noget helt særligt over at være den første antropolog, der lever med et folk og får mulighed for at få indsigt i dets kultur og livsform, sådan som jeg har kunnet med Haddad i Chad og Punan Bah-folket på Borneo. Det er også et kæmpe ansvar. 

Desværre når jeg ikke i min levetid at få alt mit spændende materiale publiceret, herunder Punan Bah-folkets myter. Jeg vil håbe, at mange af de unge antropologer vil gribe chancen og i samarbejde med oprindelige folk få dokumenteret deres livsbetingelser, samfundsorden og kultur - og dermed få lagt brikker til en større forståelse af den utrolige sociale og kulturelle kompleksitet, som vi mennesker har skabt.