Månedens Forsker Anne Sophie Oxholm

Jeg har dog altid haft en stærk interesse for sundhedssektoren, da den rummer livsnære problematikker, der berører os alle sammen. Efter cirka halvandet år søgte jeg derfor en stilling på det daværende ’Dansk Sundhedsinstitut’, der udgør en del af det, der i dag hedder ’VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd’.

Her begyndte jeg at arbejde med analyser af organiseringen og styring af sundhedsvæsenet, herunder praksissektoren. På sin vis minder lægepraksisser jo om andre små virksomheder. Dog med den vigtige forskel, at læger anses for at være mere altruistiske i deres ’forretningstankegang’.

Jeg kan huske, at jeg blandt andet skulle evaluere et projekt om ændring af afregningsmodellen for alment praktiserende læger i Danmark. Vi undersøgte, hvordan økonomiske incitamenter påvirker lægernes måde at drive deres praksisser på, og arbejdet indebar at analysere og rapportere på store datamængder. Jeg fandt det vildt spændende – og også meget politisk relevant.

Efter at have arbejdet på Dansk Sundhedsinstitut i knap tre år startede jeg i 2013 på et ph.d.-studium på Økonomisk Institut på Syddansk Universitet. Valget faldt på netop Syddansk Universitet, da det huser den største gruppe af sundhedsøkonomer i hele Norden.

I mit ph.d.-projekt skulle jeg undersøge effekterne af afregningssystemer, som blandt andet benyttes til betaling af læger i Danmark. Effekterne er interessante at kende til, fordi vi ved, at den måde, vi betaler lægerne på, kan påvirke den behandling, de leverer.

I Danmark registrerer lægerne deres ydelser, for eksempel en konsultation eller en test, med en ydelseskode, som så udløser en betaling. Det er det, man kalder en aktivitetsbaseret aflønningsmetode.

En del af ph.d.-forløbet tilbragte jeg på University of Manchester i Storbritannien, hvor jeg med afsæt i data fra Skotland så på, hvordan det britiske aflønningssystem påvirker lægers behandlingspraksis. I Storbritannien anvender de i modsætning til i Danmark blandt andet resultataflønning, der betyder, at alment praktiserende læger bliver målt på patientresultater og god behandlingspraksis.

For eksempel har britiske alment praktiserende læger kunnet modtage en bonus, hvis deres diabetespatienters blodsukkerniveauer lå under en bestemt tærskelværdi. Eller hvis de igangsætter behandlinger, som deres kliniske retningslinjer peger på som optimale. Det britiske aflønningssystem afviger altså fra den danske model.

Vi undersøger også, om lægernes trivsel har betydning for deres respons på forskellige politiske tiltag. Det gælder blandt andet nye kliniske retningslinjer, der kræver ændring af en bestemt behandling. Da vi stadig er i de tidlige stadier af projektet, der har været i gang lidt over et år, har vi kun nogle foreløbige indikationer på betydningen af lægers trivsel for behandleradfærden.

Jeg har dog tidligere deltaget i et studie af engelske læger, der viste, at deres trivsel påvirkede behandlingsadfærden. Vi kunne se, at når lægerne oplevede øget arbejdspres, udskrev de oftere bredspektret antibiotika i stedet for de smalspektrede former, der normalt anbefales i kliniske retningslinjer. Dette tyder på, at arbejdspres kan måles i behandlingsadfærden, men der er behov for mere evidens på området.

Det er imidlertid komplekse forhold at undersøge og kræver, at vi kombinerer både data fra registre og spørgeskemaer. I Danmark har vi heldigvis - sammenlignet med mange steder i udlandet - et enestående datagrundlag, der gør det muligt at kombinere detaljerede data fra registre og spørgeskemaer. Dette giver os i sidste ende en unik mulighed for at forstå betydningen af lægers trivsel for patienternes behandling.

Noget, som er en stor tilfredsstillelse ved at forske inden for det her område, er, at vores resultater konkret kan bruges til at skabe bedre rammer og højere behandlingskvalitet i det danske sundhedsvæsen.

Vi oplever dog en generel metodisk udfordring med, at nye politiske tiltag – så som ændringer i afregningssystemerne eller indførelse af nye måder at motivere læger på - ofte implementeres i hele landet på én gang. Det besværliggør vores undersøgelser af effekterne, fordi vi dermed ikke har en kontrolgruppe, som ikke er påvirket af ændringen.

Hvis man derimod kunne implementere ændringerne gradvist, for eksempel i forskellige geografiske områder, ville det give os bedre mulighed for at måle, hvad der er effekten af det nye tiltag, og hvad der blot afspejler generelle tendenser i samfundet. Vi er dog som forskere heldigvis gode til at finde måder at evaluere politiske tiltag på.

Noget, som også står klart for mig er, at mange af de udfordringer, vi ser i det danske sundhedsvæsen, finder vi også internationalt. Med flere ældre og multisyge patienter står sundhedsvæsener i forskellige dele af verden over for stigende efterspørgsel på arbejdskraft samtidig med, at der er udfordringer med trivsel samt rekruttering og fastholdelse af sundhedspersonalet.

Det, at vi har så stærke data i Danmark, gør, at vi kan bidrage til det internationale forskningsfelt med vigtige indsigter. Som forsker er det selvfølgelig meget tilfredsstillende.