Månedens Forsker Tanya Karoli Christensen

Min forskningspraktik kom i høj grad til at bane vejen for, hvor jeg er i dag. Det gav anledning til alt fra gode forskningsideer til et bredt netværk, som jeg stadig nyder godt af. For eksempel var det en af projektdeltagerne, der foreslog mig at indsende mit første abstract til en konference, nemlig den traditionsrige ”Møderne om Udforskning af Dansk Sprog”, også kaldet MUDS, på Aarhus Universitet. Det skete, mens jeg var højgravid og i gang med at skrive mit speciale, så det står stadig meget stærkt for mig.

Med deltagelsen på MUDS kom også muligheden for at skrive min første artikel. Den handlede om, hvilke grammatiske træk der påvirker, hvordan ytringer fortolkes - for eksempel påstande, spørgsmål, følelsesudsagn mv.

Forskningspraktikken, foredraget og artiklen gjorde, at jeg havde et stærkere CV, da jeg efterfølgende søgte et ph.d.-stipendium, som netop var blevet slået op på RUC. Mens man står med alle valgmulighederne, kan det være svært at finde sin vej, men i tilbageblik er det tydeligt, hvor vigtigt det var med de trædesten, som jeg løbende havde lagt ud foran mig. De kom til at bane vejen for en akademisk løbebane - og dermed muligheden for at arbejde rent forskningsmæssigt med det danske sprog, hvilket jo var det, jeg brændte mest for.

Den røde tråd gennem stort set alt det, jeg har beskæftiget mig med, er dansk grammatik. Jeg var heldig fra starten af at blive en del af et forskningsmiljø på RUC, som havde et enormt højt niveau inden for forskning i strukturen i dansk sprog.

Konkret har jeg altid været meget optaget af relationen mellem det, vi kalder de to akser i sproget, nemlig den syntagmatiske (dvs. den horisontale) og den paradigmatiske (dvs. den vertikale). Det er den horisontale vi følger, når vi bruger sproget. Her kommer ordene et ad gangen efter hinanden - hen ad linjen eller ud af munden. Den vertikale derimod kan man ikke se i praksis. Den består af alle de mulige alternativer til det, der optræder i ordrækkefølgen. 

Det vil sige alt det, man kunne skifte et ord eller en orddel ud med. Eksempelvis hvis man siger: Solen skinner. Her kunne man have sagt: Månen skinner. Eller issen skinner. Der kan stå mange ting i stedet for Solen.

Jeg synes, det er dybt interessant, hvad der styrer valget af de her alternativer. Der er jo forskel på, hvordan solen skinner, og hvordan issen skinner. Så valget af grundleddet, solen eller issen, påvirker hvordan vi forstår udsagnsordet skinner.

Det udgør i øvrigt et helt fundamentalt metodisk greb i sprogvidenskaben, at vi altid tester vores forståelse af, hvad noget betyder, ved at skifte et element ud med dets alternativer. Vi kan eksempelvis skifte en bøjningsendelse ud. Fra solen skinner til solen skinnede. Vi kalder det kommutationsprøven, og jeg bruger den faktisk hver gang, jeg skal fortolke et udsagn.

I mit ph.d.-studium undersøgte jeg, hvordan flere forskellige grammatiske paradigmer spiller sammen, når de optræder på samme tid i en sætning. Det forekommer jo hele tiden, fordi der overalt i en sætning er muligheder for at skifte ord eller orddele. Jeg dannede en teori for, hvordan paradigmerne interagerer med hinanden og kaldte de systematiske interaktioner for hyperparadigmer.

Da jeg i 2006 blev forskningsadjunkt på RUC, begyndte jeg også at arbejde med sprogforandringsprocesser i ældre dansk. Senere i 2010 fik jeg en postdocbevilling fra Det Frie Forskningsråd, som jeg gennemførte på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier på Københavns Universitet. Det var et fantastisk sted at arbejde – ren luksus. Der var høj forskningsaktivitet og mange spændende projekter i gang.

Derfor fokuserer vi i vores forskning på, hvad der står i beskederne, frem for hvem, der fremsætter dem. Vi har for eksempel set på hvilken type udsagnsord, der bliver brugt til at true med. Der er de oplagte og eksplicitte som dræber, smadrer, voldtager eller slår. Men så er der også de mere underforståede, som i bare vent, vi ved hvor du bor eller kig dig over skulderen. 

Der kan man ikke se på udsagnsordet alene, at der måske vil ske noget ubehageligt. Til gengæld lægger disse ytringer som helhed op til, at folk selv skal forestille sig, hvad der kan ske. De forskellige typer trusler svarer lidt til forskellen i formsproget i en splatterfilm, der bruger en meget direkte skræmmeteknik, og formsproget i en mere psykologisk thriller, hvor musik og stemninger bruges som skræmmeteknik.

Vi ser også på pronomenerne – altså stedordene - og hvilken rolle, de spiller. I de helt korte beskeder er der en meget simpel brug af førsteperson og andenperson, altså af jeg og du. 

Eksempelvis i den meget direkte trussel jeg slår dig ihjel. Men i de meget lange trusselsbreve bliver jeg’et ofte brugt til at skabe magt over modtageren, der omvendt konstrueres som en, der ikke kan stille noget op. Truslen konstruerer en asymmetri mellem afsenderen som den stærke og modstanderen som den svage.

Vi ser mange trusler, der synes at blive skrevet i frustration over ”systemet”. En del retter sig mod politikere og debattører. Men der er faktisk også mange trusler mod mennesker i andre faggrupper, eksempelvis sagsbehandlere i det offentlige, fængselsbetjente og stewardesser. Altså mod mennesker i funktioner, der giver autoritet til at bestemme et eller andet.

Trusselsbeskederne fungerer her som en måde at gøre op med den magtasymmetri, som afsenderne oplever i verden. Ved at skræmme modparten får de en oplevelse af at få magten tilbage. Mange af de her tekster emmer af et tydeligt forsøg på at skubbe til den magtrelation, der er mellem afsender og modtager. 

Jeg husker meget tydeligt første gang, jeg blev indkaldt som ekspert i trusselsbeskeder i en retssag. Her arbejder man på en helt anden måde, end når man forsker. Der var tale om en sag i Næstved i 2015, hvor en afsender af trusler gav sig ud for at være forskellige personer med forskellige identiteter. Min opgave var blandt andet at afgøre, om beskederne, der var forsøgt konstrueret meget forskelligartet, kom fra den samme person. Dels skulle jeg analysere de sproglige træk i teksterne og skrive en retslingvistisk rapport, og dels skulle jeg afhøres i retten om resultaterne.

Sammenlignet med den meget kontrollerede grundforskning var det en helt ny måde at anskue spørgsmålet om, hvem personen bag et sæt tekster var. Den tiltalte påstod jo, at det ikke var ham, der havde skrevet beskederne. Men her kunne jeg – på trods af hans bevidste forsøg på at sløre sig som afsenderen – afdække de mange sproglige ligheder mellem teksterne, som der trods alt var. 

Jeg kunne efterfølgende fem-seks steder i domsresumeet se, at min retslingvistiske erklæring var blevet tillagt vægt i sagen, og det var selvfølgelig en stor cadeau til hele vores forskningsfelt, at vi kan bruges til noget, der er så relevant for samfundet som opklaring af lovovertrædelser. Ikke mindst fordi denne brug af retslingvistik dengang var ret nyt i Danmark – og faktisk stadig er det.

Nu underviser jeg dog erfarne efterforskere to gange om året på Politiskolen, så der er bestemt sket noget de senere år. Jeg får som forsker også meget ud af at være i kontakt med politiet og høre deres syn på sagerne.

Hvis jeg skal nævne noget, jeg drømmer om at få ressourcer til en dag, er det at samle et stort korpus over uformelt skriftsprog. Med det mener jeg det skriftsprog, som vi bruger i hverdagen, når vi skriver sms-beskeder, huskenoter, postkort eller dagbøger. Det vil give os adgang til helt ny viden om, hvordan hverdagssproget ser ud på skrift. Vi ved ganske meget om, hvordan det ser ud i tale, men hverdagens skriftsprog er et forsømt område.

Jeg ser store perspektiver i sådan et projekt, fordi det både vil være kulturarvsbevarende og samtidig tilføre forskning i dansk grammatik og sprogteknologi rigtig meget. Vi mangler viden om det uformelle skriftsprog for bedre at kunne besvare spørgsmålet om, hvorvidt vi mennesker har én grammatik for talesproget og en anden for skriftsproget.

Og dansk sprogteknologi har brug for at vide, hvordan folk faktisk skriver, hvis vi skal kunne tilbyde gode, effektive værktøjer som stavekontrol, tekst-til-tale mv. Det er min plan at søge forskningsmidler til det inden for de næste par år. Det er dog tiltagende svært som humanist at være med i konkurrencen om de fondsfinansierede midler. Faktisk er det det eneste, som jeg gennem min karriere har oplevet som en virkelig stor udfordring.

Det er rigtig ærgerligt, at det skal være så svært. For vi har om noget brug for humanistisk forskning for at skabe en bedre integration af de humanistiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige områder. Det er der behov for, hvis vi skal kunne forstå de menneskelige aspekter af de udfordringer, vi står over for i et komplekst samfund med stadigt større pres på klima og natur.