Månedens Forsker Jesper Ryberg

Pludselig stod jeg som en meget ung underviser – så vidt jeg husker, var jeg den yngste i lokalet – foran et hold af studerende, der alle allerede havde en akademisk baggrund, hvilket jo var udfordrende, men også meget lærerigt. Det var også i de år, at jeg kom ind i en forskergruppe ledet af professor Peter Sandøe, hvor vi arbejdede med etik. I den gruppe lærte jeg enormt meget.

Jeg fik herefter et ph.d.-stipendium, og min forskning begyndte så småt at tage fart. Min ph.d.-afhandling handlede om populationsetik med fokus på begrebet overbefolkning og etiske dimensioner af befolkningsudvikling.

Et af de centrale spørgsmål var, hvorvidt bistand til fattige lande kunne forværre befolkningsproblematikken. Der var flere, der argumenterede for, at hjælp blot ville føre til en øget befolkningstilvækst. Men jeg kunne vise, at selvom det skulle være korrekt - hvad det i øvrigt ikke er - ville det ikke begrunde, at man ikke skulle afhjælpe fattigdom.

Et af de mere konkrete emner, jeg kastede mig over, var praksissen med at skærpe straffe for gentagne lovovertrædelser. Mange retssystemer opererer med, at hvis en person tidligere er dømt, vil en ny dom medføre en hårdere straf. Men hvis en person begår tre identiske forbrydelser og dømmes for dem samlet, vil straffen typisk være mildere, end hvis vedkommende var blevet dømt løbende.

To personer kan altså have begået præcis de samme forbrydelser, men den ene straffes væsentligt hårdere, alene fordi dommene falder på forskellige tidspunkter. Jeg fandt det værd at undersøge, om der var gode grunde til denne praksis, eller om den blot var en vane, der ikke blev udfordret.

Faktum er jo, at mange politiske beslutninger tages af strategiske grunde uden skelen til etiske vurderinger af, hvad der er bedst at gøre. Men det er vigtigt at huske, at der er nogen, der betaler en meget høj pris, hvis man tager dårlige beslutninger på et så følsom felt som straffeområdet.

Jeg oplevede, at jeg gennem min rolle som filosof kunne bidrage til at skabe en ramme for at diskutere, hvad der faktisk er rationelt og moralsk forsvarligt, og hvordan vores straffesystem kan forbedres – ikke bare baseret på tradition og praksis, men på grundlag af klare etiske og logiske argumenter.

Mens jeg var adjunkt, var jeg begyndt at arbejde på min doktorafhandling, som handlede om strafferet og det såkaldte proportionalitetsprincip – altså idéen om, at der skal være en sammenhæng mellem en forbrydelses alvor og straffens hårdhed.

På overfladen virker proportionalitet som et selvindlysende rimeligt princip, og det er da også en grundpille i de fleste straffelove. Men når man dykker ned i det, er der en række komplekse problemer forbundet med princippet.

For eksempel: Hvordan måler vi, hvor alvorlig en forbrydelse er? Og hvordan vurderer vi, om en straf er tilstrækkeligt hård eller for mild? Det lyder måske enkelt. Eksempelvis er det indlysende, at en bøde på 200 kroner er hårdere end en bøde på 100 kroner. Men hvad nu hvis den første bøde gives til en milliardær og den anden til en person på kontanthjælp? Hvem er så blevet straffet hårdest?

For at vurdere en forbrydelses alvor fokuserer vi typisk på to faktorer: den skade, som forbrydelsen forvolder – eksempelvis er en voldtægt mere alvorlig end et cykeltyveri, fordi den påfører offeret langt større skade; samt gerningsmandens intention – hvis en forbrydelse var planlagt og bevidst udført, anses den som regel som mere alvorlig, end hvis den skyldes uagtsomhed.

Men hvad gør man, hvis man har to forbrydelser, hvor den ene forvolder stor skade, men var mindre intenderet, mens den anden havde en stærk intention, men forvoldte mindre skade? Spørgsmålene gør det tydeligt, at proportionalitetsprincippet ikke er så simpelt at agere efter, som man umiddelbart kunne tro.

For cirka ti år siden begyndte jeg at interessere mig for neurovidenskabens anvendelse i retssystemet - altså muligheden for ved hjælp af teknologier at regulere en persons adfærd og dermed forhindre personen i at begå kriminalitet.

Med støtte fra Carlsbergfondet kastede jeg mig i 2017 over projektet ’Punishment and Brain Interventions: On the use of Neurointerventions on Criminal Offenders’, som blev til bogen Neurointerventions, Crime, and Punishment om brugen af såkaldte neurointerventioner.

At påvirke en persons hjerne for at undgå, at denne har en kriminel adfærd, lyder næsten som science fiction, men det sker allerede i dag. Eksempelvis bruger vi kemisk kastration af seksualforbryder for medicinsk at reducere seksualdriften. Lignende tiltag diskuteres for personer med voldsomme impulskontrolproblemer. Her er spørgsmålet, om det er etisk forsvarligt at anvende medicin for at forhindre voldelige vredesudbrud og handlinger.

I øjeblikket kredser min forskning om, hvordan kunstig intelligens (AI) kan bruges i retssystemet. Der investeres jo i de her år milliarder af kroner i AI-udvikling, og teknologier som sprogmodeller og chatbots bliver integreret på mange planer i samfundet.

AI kan potentielt bruges på tre måder i udmåling af straffe. Til at levere information der kan inddrages, når straffe skal fastsættes. Til at give konkrete anbefalinger til, hvad der er passende straf. Eller til at fastlægge straffe i en straffesag uden at der er en menneskelig dommer med i loopet - en såkaldt ’robojudge’.

Men bør vi lade AI få en større rolle i domstolenes arbejde? Er det etisk forsvarligt at lade algoritmer afgøre en straf? Disse spørgsmål er centrale for mit nuværende forskningsarbejde, hvor jeg kombinerer etik, jura, kriminologi og teknologi.

Det interessante er naturligvis, at AI på den ene side åbner mulighed for forbedringer af praksis, men at teknologien på den anden side også rejser en lang række retssikkerhedsmæssige udfordringer.

Nogle af disse teknologier er faktisk allerede i brug. I flere amerikanske delstater anvendes AI til at vurdere risikoen for tilbagefald til kriminalitet – en opgave, der tidligere blev varetaget af psykologer og psykiatere. Ligeledes har Malaysia for nylig indført AI-anbefalinger til dommere i sager om voldtægt og narkotikakriminalitet.

Det sidste skridt – fuld automatisering af strafudmålinger – er endnu ikke taget, men teknologisk set er det ikke langt væk. Spørgsmålet er derfor ikke, om det kan lade sig gøre, men om vi bør gøre det. Mit aktuelle forskningsprojekt beskæftiger sig med, hvordan disse teknologier kan anvendes etisk forsvarligt i retssystemet. Vil man eksempelvis kunne mindske risikoen for bias og øge ensartetheden i strafudmålingen ved at bruge AI?

Brug af AI i et retssystem er noget andet og langt mere følsomt end at benytte en algoritme til eksempelvis at få kageopskrifter. Hvis der begås fejl i retssystemet, kan det have katastrofale konsekvenser. Hvis en AI-model anbefaler en dårlig kageopskrift, kan det skabe mindre irritation, men hvis den fejlagtigt anbefaler at fængsle en person eller give en uforholdsmæssig høj straf, kan det ødelægge liv. Vi befinder os altså i et high-stakes område, hvor teknologi skal implementeres med stor forsigtighed.

For to år siden udgav jeg bogen Sentencing and Artificial Intelligence sammen med min samarbejdspartner professor Julian Roberts fra University of Oxford. Vi var på mange måder foran udviklingen, for det var den første bog, der blev udgivet om emnet. Men nu er forskningen indenfor området ved at eksplodere.

Siden har jeg blandt andet samarbejdet med The State Court i Singapore om, hvordan AI kan bruges i retssystemet, og jeg har ligeledes undervist EU-dommere. Jeg har også lige haft et møde med den danske domstolsstyrelse, som er særdeles åben for et fremtidigt samarbejde.

I dag føler jeg mig utrolig privilegeret, at jeg igennem mange år nu har haft mulighed for at arbejde tværfagligt med jurister, kriminologer, filosoffer og samfundsvidenskabsfolk om det, jeg brænder for. Når jeg ser tilbage, har der kun været to store udfordringer i mit arbejdsliv.

Den første handlede om overhovedet at få en stilling som forsker i en tid, hvor universiteterne skar voldsomt ned. Da jeg så endelig fik den, gik det også noget dramatisk for sig.

For præcis på dagen, hvor jeg modtog mit ansættelsesbrev, blev der også udsendt en melding om totalt ansættelsesstop i staten. Så dér stod jeg med to breve i hånden – det ene om, at der ikke kunne ansættes nye medarbejdere, og det andet om, at jeg havde fået en fast stilling. Heldigvis viste det sig, at ansættelsesstoppet ikke gjaldt mig, fordi min vurdering var afsluttet før, stoppet trådte i kraft.

Den anden og mere alvorlige udfordring har været, at de humanistiske fag generelt er blevet presset hårdt af reformer og besparelser. Det har virkelig kunnet mærkes, at udsigterne for unge forskere er mere dystre, end de var for mig, dengang jeg var nyuddannet ph.d.

Når jeg i dag ansætter ph.d.-studerende eller postdocs, er jeg nødt til at være ærlig og sige, at de desværre ikke skal regne med et job på universiteter i Danmark. Vil de forfølge en karriere som forsker, skal det være i udlandet.

På trods af de trange kår er der dog stadig håb. Ikke mindst takket være fondsmidler, som gør det muligt at finansiere forskningsprojekter, selvom de akademiske stillinger er få. Uden fondsmidler ville meget humanistisk forskning simpelthen uddø.