Månedens Forsker Rikke Louise Meyer

Min interesse for biologien blev vakt allerede i gymnasiet. Jeg havde ganske vist altid interesseret mig for naturen, men det var første gang, at jeg oplevede et skolefag, der virkelig fangede mig. Lige efter at jeg blev student i 1992, tog jeg et sabbatår i London, hvor jeg arbejdede som tjener.

Det var en værdifuld oplevelse både sprogligt og personligt at stå på egne ben i et andet land, før jeg i 1993 startede på biologistudiet ved Aarhus Universitet. Studiet var præcis det, jeg havde drømt om. Alsidigt og nørdet på én gang. Vi lærte om alt fra molekylærbiologi til økologi, planter, pattedyr og mikrobiologi. 

Det var netop mikrobiologien, der særligt greb min interesse. Især da jeg opdagede, hvor meget mere mikroorganismer kan end blot at gøre os syge. På Biologisk Institut blev mikroorganismer set som essentielle aktører i jordens økosystemer og stofkredsløb.

Det var fascinerende at lære, at det er dem, som er ansvarlige for, at vores stofkredsløb kører i ring. Og at alle de grundstoffer, som vi alle sammen består af, bliver genbrugt. Det fascinerede mig også, at der fandtes en hel bioteknologisk sektor, som anvender mikrobiologien.

Min første erfaring med forskning fik jeg i forbindelse med mit bachelorprojekt, som jeg lavede i Thailand. Her studerede jeg havsnegle – et emne, der ganske vist ikke hænger direkte sammen med min forskning i dag, men det var mit første møde med forskningsprocessen. Jeg lærte at definere et projekt, indsamle data og arbejde selvstændigt. Projektets resultater blev senere publiceret, og det gav mig en spirende lyst til at forske.

Biofilm er noget, som bakterier danner, når de laver et beskyttende slimlag omkring sig – typisk når de sidder på en overflade. Biofilm er også kendt som biofouling, der er et stort problem i mange industrier. Jeg har for eksempel samarbejdet med Arla om at forstå og forhindre dannelsen af biofilm i mælkerør og varmevekslere, og jeg samarbejder lige nu med Grundfos om biofilm i vandfiltrering. 

Jeg arbejder også sammen med tandlæger om biofilm på tænderne, som er årsag til tandsygdomme. Og sammen med infektionsmedicinere undersøger jeg implantatrelaterede infektioner – et særligt alvorligt område, hvor biofilm gør det næsten umuligt at behandle infektionen.

Antibiotika kan få symptomerne til at gå væk, men når behandlingen stopper, vender infektionen hurtigt tilbage. Det kan blive så kritisk, at implantatet i nogle tilfælde må fjernes kirurgisk, hvilket er både voldsomt for patienten og dyrt for sundhedsvæsenet.

I værste fald kan infektionen ikke fjernes, og patienten må leve med kronisk infektion. I tilfælde af proteser i store blodkar kan det endda være umuligt at erstatte dem, hvilket kan føre til en meget dårlig prognose for patienten.

Det, jeg finder særligt tilfredsstillende og inspirerende ved at forske i biofilm, er både de tværfaglige muligheder og de mange praktiske anvendelser, som vores undersøgelser potentielt har. Min forskergruppe arbejder i spændingsfeltet mellem mikrobiologi, kemi, biofysik og materialevidenskab – og det er netop her, vi kan finde nye løsninger på nogle af de udfordringer, som biofilm skaber.

Det har været fantastisk siden 2008 at have haft mere eller mindre frie hænder til at opbygge min egen forskergruppe i biofilmens mikrobiologiske mekanismer på Aarhus Universitet.

Først som adjunkt fra 2008 til 2012 og siden fra 2013 og frem til 2023 som lektor. I dag er jeg professor med et fantastisk hold af forskerkolleger omkring mig, som har givet mig mulighed for at arbejde ad mange forskellige veje.

Mine forskningsprojekter handler både om at forstå, hvordan bakterier danner disse antibiotika-tolerante biofilm og om at skabe løsninger på de problemer, som biofilm skaber. Der er derfor kort vej fra de grundvidenskabelige erkendelser, vi gør, og til de finder anvendelse i innovative projekter eller i samarbejde med virksomheder.

Men det starter altid i de grundvidenskabelige projekter, hvor nysgerrigheden over, hvordan bakterier undviger antibiotika og immunforsvar leder til opdagelser, som måske ikke lige var det, vi havde forestillet os.

For eksempel undersøgte vi for nylig, hvilken form ekstracellulært DNA har, når bakterier bruger det som byggemateriale i biofilm frem for til genomisk informationslagring inde i cellerne. Det viser sig, at bakterier folder DNA’et i særlige strukturer, som gør, at kroppens enzymer ikke kan nedbryde det - og det gør biofilmen mere modstandsdygtig.

Sammen med Novonesis A/S har vi fundet nye enzymer, som kan nedbryde disse robuste DNA-strukturer, så våbenkapløbet mod bakterierne er i gang.

I mit projekt ’The Catalytic Network’ støttet af Carlsbergfondet ser vi netop på, hvordan biofilm bruger ekstracellulært DNA til at opbygge modstandsdygtige biofilm. Vi har for nylig opdaget, at de særlige DNA-strukturer, som bakterier danner i biofilm, både kan være elektrisk ledende og katalytisk aktive.

I projektet undersøger vi, hvordan bakterier udnytter ekstracellulært DNA som et katalytisk netværk, der gør biofilmen til den mest succesfulde livsform i bakteriernes verden. Vi står lige nu på tærsklen til en ny opdagelse, hvor vi kan afdække, hvordan levende organismer udnytter de mange funktioner, som ekstracellulært DNA har.

I dag er jeg meget taknemmelig for, at jeg gennem hele mit forskerliv har fået mulighed for at arbejde med præcis det, jeg brænder for. Nemlig at skabe ny, grundlæggende viden, som kan bringes videre til praktisk anvendelse. Jeg holder meget af det tværfaglige samarbejde og synes, det er utrolig spændende at arbejde sammen med både ingeniører, kemikere, læger og folk fra industrien. Det giver nye perspektiver på problemerne – og ikke mindst nye idéer til løsninger.

I min dagligdag som forsker sætter jeg også stor pris på både at undervise, vejlede og lede mit team. Jeg nyder især at vejlede studerende og yngre forskere – at se dem vokse fagligt og finde deres egne veje i forskningen. Det giver mig energi og inspiration.

Forskning er jo et arbejde, hvor man hele tiden skal være nysgerrig og klar til at udfordre sine egne idéer. Man skal kunne håndtere, at noget ikke virker – og være vedholdende nok til at blive ved, indtil problemerne er løst. Det er hårdt, men også utroligt tilfredsstillende, når man endelig får gennembrud og forstår lidt mere af den komplekse verden, vi undersøger.

Jeg kan med stolthed sige, at jeg sammen med mine mange kolleger gennem tiden har bidraget væsentligt til forståelsen af bakteriers funktion i både naturlige og teknisk kontrollerede biofilmsystemer.