Månedens Forsker Janne Flora

Det lå bestemt ikke i kortene, at jeg skulle være forsker. Jeg er den første i min familie, der kom på universitetet. Men det ene har taget det andet, og det er blevet sådan, fordi jeg hele tiden har haft lyst til at følge min nysgerrighed på andre kulturer og måder at leve på.

Efter folkeskolen flyttede jeg til Nuuk, hvor min far var socialrådgiver. Her fik jeg job i et supermarked, hvor jeg arbejdede sammen med grønlandske kvinder i en delikatesseafdeling.

Det var mødet med disse kvinder og Grønland, der ledte mig til at søge ind på antropologi-studiet i København, da jeg var færdig med min HF. Men jeg kom ikke ind, så i stedet flyttede jeg til England og startede med at læse antropologi på University of East London.

Her beskæftigede jeg mig så meget som overhovedet muligt med Arktis og Grønland, og jeg afsluttede med at skrive bacheloropgave om betydningen af stilhed og tavshed i grønlandske miljøer i Danmark.

På det tidspunkt var der meget diskussion om, hvorvidt de sociale problemer i Grønland skyldtes, at grønlænderne havde mistet deres kultur. Antropologisk set er det mindre interessant at studere, hvorvidt folk har mistet deres kultur, end det er at studere, hvordan kulturer altid er i bevægelse og tilblivelse med andre.

Jeg forsøgte derfor at undersøge, om der kunne være tale om, at de danske myndigheder ikke helt forstår grønlandske måder at kommunikere og give udtryk for deres problemer på.

Jeg lavede etnografisk feltarbejde blandt grønlandske kvinder og socialrådgivere i Danmark. Og en af de ting, der gik igen hos socialrådgiverne, var, at grønlandske klienter ikke i samme omfang som de danske brød sig om at tale om deres problemer.

Jeg fandt ud af, at de grønlandske kvinder, der deltog i undersøgelsen, brugte stilhed og tavshed terapeutisk - som en måde at komme igennem problemer på. For dem var stilhed helende, mens italesættelsen af problemer kunne forstærke dem.

Da jeg havde opholdt mig i England i 14 år, skulle der ske noget nyt. Jeg var så heldig at blive tilbudt at være med i det store interdisciplinære forskningsprojekt ’NOW – Living Resources and Human Societies around the North Water in the Thule Area, Greenland’ ledet af professor Kirsten Hastrup på Københavns Universitet. 

Projektet, der havde til formål at afdække dynamikker mellem klima, dyreliv og samfund i et langt historisk perspektiv,  blev virkelig en øjenåbner for mig, fordi jeg blev udfordret til at træde ud af det her ’åndeunivers’, som jeg var blevet skolet i i Cambridge. Nu skulle vi forske på tværs af antropologi, arkæologi og biologi - fag som har vidt forskellige måder at arbejde og tænke på.

Blandt andet etablerede vi et tæt tværfagligt samarbejde med fangere i regionen. De kortlagde deres fangstture med håndholdte GPS igennem et år. For det var vigtigt for dem at dokumentere, hvor og hvornår de fandt fangstdyr i landskabet.

Udover de kort over ruter, observationer og fangster, som fangernes registreringer afstedkom, viste de også deres aktiviteter i landskabet igennem flotte fotografier og film.

Senere, i 2019, blev jeg ansat som lektor på Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet. På det tidspunkt havde jeg startet et andet projekt om mennesker og moskusokser i Grønland sammen med antropologerne Kirsten Hastrup og Astrid O. Andersen samt arkæologen Jens F. Jensen. Jeg var optaget af, hvordan moskusokser og mennesker har spillet en væsentlig rolle i hinandens tilstedeværelse og bevægelser på særlige tidspunkter i Grønlands historie.

Det har længe været en teori, at de allerførste mennesker, der kom til Grønland, fulgte det man kalder moskusoksevejen. Antageligt fulgte de moskusokserne fra Canada og ind i det nordligste Grønland, hvor de fangede dyrene indtil de - både mennesker og moskusokser - forsvandt.

Men hvad nu, hvis menneskene ikke uddøde, men blot eksperimenterede med fangstture mellem Canada og Nordgrønland? Så har vi pludselig en anden historie, der handler mindre om overlevelse og økologisk determinisme og mere om kreativitet og bevægelse.

Moskusokserne spillede ligeledes en rolle i at drive arktiske ekspeditioner frem, fordi de var en god kilde til føde. Måske endda i en sådan grad, at man kan sige, at moskusoksen har været brændstoffet, som ekspeditionerne har kørt på.

Op igennem 1900-tallet frygtede zoologerne, at moskusokserne i Nordøstgrønland var ved at uddø. Dels på grund af de danske og norske fangstmænds aktiviteter, og dels på grund af fluktuerende vinterklima.

Dette gav anledning til et forbud mod fangst af moskusokser i hele Nordøstgrønland, hvilket også gjaldt inuit i den nyligt anlagte koloni Scoresbysund længere mod syd på Grønlands østkyst, herunder 70 inuit, der var blevet forflyttet hertil fra Ammassalik i 1925. 

Det gav også anledning til en anden form for bevægelse – nemlig overflytningen og introduktionen af et par dusin moskusokser til Vestgrønland i 1960’erne. Bestande, der nu har vokset sig til mange tusinde og afstedkommet fremspiringen af nye økonomier. 

Det er netop disse former for bevægelser, interaktioner og relationer mellem dyr og mennesker, som jeg arbejder med i mit aktuelle Semper Ardens-projekt. I projektet anskuer vi ikke dyr som udelukkende biologiske væsner, der er ofre for menneskelig aktivitet, og mennesker som blot sociale væsener, der jager og spiser dyr.

I stedet anskuer vi fangstkulturen som en biosocial kategori eller aktivitet, der lader begge parter – både dyr og mennesker - indgå i relationen som biologiske og sociale aktører på én og samme tid. I projektet laver de tilknyttede forskere etnografisk feltarbejde i Upernavik, Qasigiannguit, Saqqaq og Ittoqqortoormiit om temaer som kønsroller, tid, smag, arter og steder.

Vi håber, at projektet kan bidrage med ny viden og ny konceptuel forståelse af fangst og bæredygtighed i Grønland.

I dag kan jeg konstatere, at der er sket en hel masse i forholdet mellem Grønland og Danmark i de år, hvor jeg har været aktiv i antropologien. Jeg tror på, at den forskning, der foregår på tværs af det danske og grønlandske forskningsmiljø, virkelig har noget at bidrage med.

I antropologien opstår vores viden og begrebsapparater i samspil med de samfund, vi arbejder i, og de er hele tiden med til at udfordre det, vi tror, vi ved eller tager for givet. Jeg tror på, at vi som antropologer og forskere har et ansvar for at sikre, at den viden, vi skaber, kan forstås og bruges i de samfund, hvori de opstår.  

Jeg føler det også som et stort privilegium at være forsker og beskæftige mig med Grønland og de tematikker, jeg brænder for. Ligeledes er jeg glad for at have fået mulighed for at opholde mig i England i så mange år.

Det har givet mig et udsyn, som er guld værd i min forskning i dag. Hvis jeg generelt skal give et råd til yngre forskere, vil jeg sige: vælg med hjertet, og bliv ved med at gøre det, som I virkelig tror på.