Månedens Forsker Signe Marie Cold-Ravnkilde

Jeg har altid været forelsket i ideernes verden og drevet af ønsket om at forstå den. Min vej ind i forskningen blev grundlagt tilbage i gymnasietiden, hvor jeg begyndte at læse filosofiske tænkere som Aristoteles, Kant og Kierkegaard. I 1998 begyndte jeg på filosofistudiet på Københavns Universitet.

Efter et par år med erkendelsesteori og filosofihistorie savnede jeg dog et mere konkret empirisk genstandsfelt. Det fik jeg for alvor mulighed for at prøve kræfter med, da jeg i 2001 tog på udvekslingsophold på University of Washington i Seattle.

Her kom jeg med i et tværfagligt projekt om regional udvikling i den nordamerikanske Cascadia-region, hvor det blev min opgave at bidrage med en filosofisk vinkel på den tværnationale regionsdannelse. Det var lige efter 11. september, og med ét var det blevet meget aktuelt at beskæftige sig med skismaet mellem ønsket om øget frihandel og udvidet grænsekontrol.

Opholdet og min deltagelse i projektet blev skelsættende for min videre forskerkarriere. For jeg oplevede på en gang faglig succes med og personlig tilfredstillese ved at bidrage med en filosofisk tilgang til at forstå samfundsvidenskablige problemsstillinger. 

Efter at jeg i 2002 var blevet bachelor i filosofi, gik jeg i gang med at læse Internationale Udviklingsstudier kombineret med Filosofi på Roskilde Universitet. Under mit speciale kom jeg i praktik hos NGO'en CARE Danmark i Nigers østlige Diffa-region, der grænser op til Chad og Nigeria.

Mit feltarbejde i de pastorale egne gav mig vigtig indsigt i, hvordan NGO'er og statslige myndighedsinsititutioner arbejder med vandforsyningsproblematikker og konfliktløsning i nogle af Afrikas sværest tilgængelige områder. Områder som senere har udviklet sig til brændpunkter for konflikt og terrorgrupper som for eksempel Boko Haram.

Her blev jeg for første gang introduceret til Sahel-regionen, som skulle vise sig at blive et vigtigt omdrejningspunkt for min videre forskning. Jeg var især optaget af naturressourcekonflikter i nomadeområder og af, hvordan disse dynamikker påvirkes af forskellige eksterne udviklingstiltag – ikke mindst Vestens forsøg på at forbedre verden. En interesse, jeg har fastholdt gennem mere end 20 år.

Efter at jeg blev kandidat på Roskilde Universitet i 2007, fik jeg et ph.d.-stipendium til at arbejde med vandkonflikter i Mali. Her lavede jeg både kvantitative og kvalitative undersøgelser og studerede blandt andet forholdene ved en sø, der var opstået i regntiden, men som var blevet permanent samtidig med landets  decentraliseringsreform. Søens placering gav uenighed om, hvem der skulle regulere adgangen til den.

I min ph.d. kortlagde jeg, hvordan forskellige myndighedsinstanser og andre lokale aktører agerede i konflikterne. Jeg konkluderede, at det ikke altid er knaphed, der fører til konflikter.

Derimod bunder konflikterne lige så ofte i forvaltningstiltag, lokale magtrelationer og uenigheder om ejerskabsforhold. Et interessant perspektiv i forholdet mellem konflikt og klimaforandringer.

I mit aktuelle Semper Ardens-projekt undersøger vi specifikt Europas evne til at håndtere sikkerhedstrusler fra terrorisme, migration og organiseret kriminalitet i Sahel-regionen. Emner, der har haft topprioritet i EU's sikkerhedspolitiske program siden 2011, og som har haft stor bevågenhed fra de mange internationale aktørers engagement i regionen.

I projektet anskuer vi Sahel-regionen som et laboratorium for, hvordan EU agerer og definerer sin egen rolle som global sikkerhedsaktør i en skiftende og mindre amerikansk-domineret, global orden. Vi undersøger også, hvordan Europa og Vesten opfattes som sikkerhedsaktører af deres partnere og befolkningerne i Sahel-regionen.

Vi kan konstatere, at der i befolkningerne er en generel frustration over ikke blot de tidligere koloniale relationer, men også over at landene ikke oplever, at deres suverænitet og medbestemmelsesret bliver anerkendt.

I min tid som forsker har jeg været vidne til dramatiske geopolitiske udviklinger og komplekse sikkerhedsudfordringer, der har formet konfliktområdernes fremtid. For eksempel da Frankrig gik militært ind i Mali i 2013 med en vision om en hurtig, kortsigtet intervention.

Men virkeligheden viste sig at være alt for kompleks til, at alene den form for intervention kunne lykkes. I løbet af de seneste 10 år er flere interventioner kommet til, men sikkerhedssituationen i Sahel-regionen er kun blevet yderligere forværret, hvilket har sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af de vestlige indsatser.

Siden er der kommet nye magthavere til via militærkup, der har smidt Vestens militære operationer ud og inviteret Rusland – Europas største sikkerhedstrussel – ind.

Vi er fortsat i gang med at drage konklusioner af Semper Ardens-projektet, men det står klart, at vi skal blive bedre til at forstå Europas reelle evne til at håndtere globale sikkerhedstrusler i en så strategisk vigtig region som Sahel.

Ukrainekrigen har markeret et skifte i den europæiske sikkerhedspolitik, og spørgsmålet om, hvordan partnerlandene opfatter os, er blevet mere centralt. Det gælder også for Afrika.

Samtidig er ressourceproblematikken en væsentlig faktor i global sikkerhedspolitik, ikke mindst fordi konkurrencen mellem rivaliserende stormagter som Rusland, Kina og USA er betydelig i Sahel.

Kina har for nylig etableret store infrastrukturprojekter i regionen, hvilket har potentiale til at skabe yderligere spændinger om naturressourcer og energi. Så spørgsmålet om, hvordan myndighed skabes i konkurrencen om ressourcer, er stadig højaktuelt.

Jeg er sikker på, at filosofien i samspil med det etnografiske feltarbejde for mig fortsat vil kunne bidrage med vigtige perspektiver til at forstå global magtrivalisering, ressourcekonkurrence og en mere multipolær verdensorden.