Månedens Forsker Mikkel Gerken

Det var nok i mit tredje studieår, at min forskerbane blev udstukket. Jeg tog til University of California, Los Angeles (UCLA) på udveksling, og jeg oplevede her, at forskning kom ind i klasselokalet på en helt anden måde, end jeg var vant til på Københavns Universitet. Udover at læse pensum arbejdede vi sammen med forskere på aktuelle filosofiske spørgsmål. Det var meget inspirerende og sjovt, så jeg knoklede temmelig hårdt det år.

Det endte med, at jeg blev tilbudt at blive og tage en ph.d.-grad på UCLA. Jeg var jo kun bachelor, da jeg fik tilbuddet, så jeg skulle efter gængs amerikansk praksis først ind i et graduate programme og tage en master og så derefter i gang med min ph.d.

Selvom jeg havde gode kolleger og sammen med andre postdocs og ansatte dannede en fin lille forskningsgruppe, var Afdeling for Filosofi som helhed svær at være tilknyttet. Der var faglige fraktioner og generelt et svært arbejdsklima. Desuden blev det ikke prioriteret at ansætte efter internationale parametre.

Selvom jeg publicerede rigtig stærkt i løbet af mine postdoc-år, hjalp det mig ikke til at få ansættelse. Den dag i dag synes jeg stadig, at humaniora i Danmark har nogle udfordringer med at reintegrere yngre forskere, der har brugt tid og ressourcer på at tage ud og arbejde sammen med de bedste i verden - og publicerer derefter. Hvis man kigger på mit eget fag filosofi, er der en del, der aldrig er kommet tilbage til Danmark, men i stedet er ansat ved fine universiteter i udlandet.

Selv blev jeg nødt til at rejse udenlands igen, da jeg løb tør for postdocs og ikke havde fået en af de stillinger, jeg havde søgt. Jeg søgte så en lektorstilling på University of Edinburgh, som er en højborg inden for filosofi, ikke mindst klassisk erkendelsesteori og kognitionsvidenskab. 

Her fik jeg mulighed for at koble klassiske filosofiske spørgsmål – såsom hvordan erkender vi verden, hvilke fejlkilder er der, og hvad skal der til, for at vi kan begrunde en formodning - med en mere empirisk tilgang.

Jeg fik fra starten af helt fantastiske forhold at arbejde under - de bedste jeg nok nogensinde kommer til at få. Fra første dag fik jeg fire dygtige ph.d.-studerende tilknyttet, og der var masser af ressourcer til at holde workshops og konferencer. Desuden havde jeg flere kolleger, som arbejdede inden for mit eget filosofiske felt, end jeg den dag i dag har kolleger i alt. Jeg tror, vi var over 30 fastansætte på afdelingen for filosofi, hvilket ville være helt uhørt i Danmark.

Alligevel valgte jeg i 2016 at vende tilbage til Danmark efter tre år i Edinburgh. Når jeg takkede ja til en lektorstilling på Syddansk Universitet, der blev til en professorstilling i 2020, var det først og fremmest af personlige årsager - udover selvfølgelig, at stillingen så spændende ud og gav mig mulighed for at arbejde på et universitet, som jeg havde et godt indtryk af. 

Rent karriereforvaltningsmæssigt havde det sikkert været bedre at blive i Edinburgh. Humaniora i Danmark er jo under kolossalt pres, med alt hvad det indebærer af fagsammenlægninger, fyringsrunder og andre spareøvelser. Men jeg er havnet på en rigtig fin lille filosofiafdeling på SDU og har aldrig fortrudt beslutningen.

Rent fagligt er jeg stadig optaget af filosofiske grundlagsproblemer, men en af de ting, som jeg har taget med fra Edinburgh, er en stærk interesse for videnskabsskepticisme og smag for at arbejde interdisciplinært med, hvordan videnskab kommunikeres. Det skyldes blandt andet, at jeg på Edinburgh skrev bogen On Folk Epistemology. How we think and talk about knowledge, som jeg endte med at blive doktor på i 2017. Bogen handler især om forskellige former for biases i den menneskelige kognition, og den var meget empirisk baseret.

Min lyst til at undersøge skepticisme i relation til videnskaberne - blandt andet vaccineskepsis, klimaskepsis eller skepsis over for forskning i våbenlovgivning, som er udbredt i USA - aftog ikke, og jeg opdagede heldigvis, at der fandtes et helt forskningsfelt, som i meget høj grad var empirisk og domineret af kommunikationsforskere, antropologer, sociologer og kognitive psykologer.

Det var en guldgrube. Dels fordi jeg fandt ud af, at nogle af de hypoteser, jeg havde udviklet på egen hånd, ikke var synderligt plausible. Og dels fordi jeg oplevede, at der faktisk var behov for filosoffer i det felt og nu fik mulighed for at arbejde sammen med dygtige folk fra andre fag.

Det var for mig meget tilfredsstillende, at den filosofiske grundforskning, jeg førhen havde brugt flest kræfter på, nu her en ti-femten år senere kunne udmønte sig i bud på, hvordan vi håndterer et konkret problem i samfundet. Nemlig hvordan vi bedst muligt kommunikerer videnskab og kommunikerer til - og med - videnskabsskeptikere.

Det emne har jeg blandt andet udfoldet i min seneste bog fra 2022 Scientific Testimony. Its roles in science and society, som handler om at diagnosticere videnskabsskepticisme og på den baggrund forsøge at udvikle effektive kommunikationsstrategier for videnskabsfolk og videnskabsjournalister.  

Når jeg ser tilbage på forskerlivet på Edinburgh University og Stanford University, hvor jeg har været tilknyttet i nogle omgange, er der nogle store forskelle i forhold til Danmark. I Danmark spiller forskningsbevillinger en meget større rolle i dag. Det har nogle positive aspekter – for eksempel, at det fordrer tematisk samarbejde i forskningsgrupper, hvilket er sundt for et enspænderfag som filosofi. 

Men den økonomiske afhængighed af forskningsbevillinger er også blevet så stor, at man som forsker nærmest skal drive sin egen lille start-up-virksomhed, hvor en alt for stor del af ens arbejde består i af søge om forskningsmidler, indgå i strategiske partnerskaber og den slags.

Det er selvfølgelig en forståelig konsekvens af færre basismidler og flere konkurrenceudsatte midler, men man bliver efter min mening nødt til at adressere problemet, fordi det i værste fald kan influere på indholdet af den forskning, der udføres ved universiteterne.

Jeg har gennem tiden lært at sætte stor pris på netværk og internationale samarbejdsrelationer. Siden jeg kom tilbage til Danmark, har jeg sammen med nogle af mine kolleger etableret en lille klub for danske filosoffer, der arbejder i udlandet. Der er rigtig mange dygtige danske filosoffer uden for Danmark, som vi gerne vil give danske studerende og forskere adgang til. 

Ligesom vi gerne vil hjælpe de her filosoffer med at forstå de danske systemer og forskningsfinansieringsstrukturer i tilfælde af, at de skulle ønske at vende hjem. Vi har holdt nogle uformelle workshops, hvor vi udveksler erfaringer og drager nytte af hinanden.

Noget, jeg også har været meget glad for, var at være medlem af Det Unge Akademi i årene 2013 til 2018. Dels fordi det var fantastisk at være en del af et forskermiljø, der havde fokus på eliteforskning og internationale standarder, og dels fordi det var et godt forum at diskutere forskningspolitiske emner i. Som en forsker med en i høj grad international baggrund var det at være medlem virkelig en stor hjælp til at få fodfæste i Danmark, og jeg ser stadig mange af medlemmerne fra dengang.

I dag er jeg utrolig taknemmelig for at kunne arbejde som filosof i mit hjemland, hvor jeg har rigtig gode kollegaer og en ledelse, som faktisk har god forståelse for værdien af vores forskning. Det er et kæmpe privilegium at være med til at videreføre den filosofiske tradition, som gennem tiderne har givet menneskeheden meget og stadig har meget at give.