Månedens Forsker Torsten Nygård Kristensen

At jeg endte med at blive forsker, skyldes nok mest en række tilfældigheder. Jeg er vokset op på en gård, hvilket naturligt skabte min interesse for biologi. 

Jeg husker særligt en tidlig morgen for 40 år siden på Kongenshus Hede i Midtjylland, hvor jeg med min far, to kammerater og en fantastisk lærer, med varm kakao i hånden og med ild i øjnene, så dansende urfugle. Jeg tror ikke, jeg var bevist om det dengang, men i dag kan jeg se, at denne og lignende oplevelser fra min barndoms frie liv har været skelsættende i forhold til min karrierevej og uddannelse.

Jeg overvejede forskellige uddannelser som at blive landmand eller dyrlæge, men jeg endte med at læse biologi på Aarhus Universitet. Der mødte jeg ret tidligt i studiet en underviser og vejleder, som senere blev min mentor. Hans tro på mig gav mig selvtillid i en verden, der var meget fremmed for mig, og som jeg var usikker i.

At være forsker var kun for de virkelig dygtige, tænkte jeg. Men takket være ham og det at være en del af en gruppe, hvor vi gjorde hinanden gode, indså jeg gradvis, at jeg ville kunne blomstre i det miljø. Jeg tror, at min vej havde set anderledes ud i dag, hvis jeg ikke havde mødt ham.

I mit speciale, som jeg fik finansiering til at forlænge til to år, arbejdede jeg med bananfluer, som jeg stadig arbejder med i dag. Vi brugte bananfluer som en modelorganisme til at undersøge, hvordan organismer, og især insekter, kan tilpasse sig ændrede miljøforhold - med særligt fokus på klimaet.

Målet var blandt andet at forstå, hvilke mekanismer der henholdsvis muliggør og begrænser tilpasning til variable og stressfulde miljøer, og vi genererede data og viden, som bidrager til at forstå, hvordan eksempelvis ændrede klimaforhold påvirker hvilke arter, der kan trives hvor.

Efter specialet startede jeg så i 2001 på en ph.d. ved Aarhus Universitet i samarbejde med Forskningscenter Foulum, som dengang var en selvstændig sektorforskningsinstitution, men i dag er en del af Aarhus Universitet. Mit hovedfokus var stadig på bananfluer, men nu brugte vi dem som en model til at undersøge problemer med relevans for husdyr såsom som køer, grise og kyllinger.

En af udfordringerne ved intensiv avl af husdyr er nemlig, at avlen har ført til mindre robuste dyr. Det gælder for eksempel malkekvæg, der er følsomme overfor varmestress. Det kan virke underligt, hvordan studier af bananfluer kan hjælpe med at forstå disse mekanismer, men da bananfluer rent genetisk ligner husdyr og mennesker meget, kan de bruges som modelorganismer til at forstå og løse udfordringer for andre arter.

Gennem tiden har jeg udviklet et gradvist stærkere fokus på, hvordan vi kan bruge grundforskningen, som er og var mit udgangspunkt, til at udvikle metoder og teknologier, som kan medvirke til at tackle store udfordringer som klimaændringer, biodiversitetskrise og miljøforurening. Med en voksende befolkning på Jorden, der nu tæller over 8 milliarder mennesker og er på vej mod de 10, er der et øget pres for at finde bæredygtige løsninger inden for blandt andet fødevareproduktion.

Min forskningsgruppe arbejder stadig med grundforskningsmæssige problemstillinger i laboratoriet, men der er også behov for, at vi tester vores resultater under mere realistiske og produktionsmæssigt relevante forhold.

Til den del har vi for eksempel opført et drivhus – der er finansieret af Carlsbergfondet – som giver os mulighed for at justere og kontrollere temperatur, lys og luftfugtighed meget præcist. Hermed kan vi skabe forskellige klimascenarier og på den baggrund undersøge, hvordan forskellige arter vil respondere og forventes at klare sig i fremtiden.

De data, som vi genererer både i drivhuset og i laboratoriet, kan vi så benytte i modeller til forudsigelse af hvilke arter, der kan forventes at få problemer, og hvilke der med succes vil håndtere fremtidige miljømæssige udfordringer.

Denne form for forskning – der sker i et krydsfelt mellem grundforskning og anvendt forskning - har således både grundlæggende værdi og praktisk relevans, eksempelvis for landbruget, der kan gøre brug af resultaterne til at forudsige og forebygge skadedyrsangreb. Netop skadedyrsbekæmpelse arbejder vi også med, og blandt andet prøver vi at udvikle alternativer til pesticider, som har mange ulemper.

Vores forskning har fokuseret på at optimere brugen af nyttedyr som eksempelvis mariehøns, der kan medvirke til at bekæmpe skadedyr som bladlus. Ved at eksponere et nyttedyr som en mariehøne for forskellige miljøforhold, kan vi gøre den mere effektiv i sin rolle som skadedyrsbekæmper, når den udsættes i blandt andet gartnerier.

Sammen med en australsk gruppe arbejder vi også med at bruge såkaldte endosymbionter - bakterier, der lever inde i insekters celler - som et middel til skadedyrsbekæmpelse. Nogle endosymbionter kan mindske insekters evne til at sprede virus, som er et kæmpe problem i landbruget, men også for menneskers sundhed.

Det har vist sig, at myg, der har fået indført bakterien Wolbachia, ikke kan overføre den virus, der forårsager denguefeber. Myg med Wolbachia kan heller ikke reproducere med samme succes som myg uden bakterien.

Metoden viste sig dermed effektiv til at reducere myggepopulationer og i sidste ende også udbredelsen af tropesygdomme som denguefeber og malaria.

Vi ønsker at gøre noget lignende med det formål at kontrollere skadedyr, som udgør et problem i landbruget. Vi arbejder med at indføre en endosymbiont kaldet Rickettsiella viridis i ferskenbladlus, som er et stort problem i Danmark og globalt. Målet med forskningen er et udvikle et bæredygtigt alternativ til brug af pesticider til kontrol af bladlus og på sigt andre arter af skadedyr.

Vi har allerede indikationer fra laboratoriet på, at det virker, og at manipulation med bestemte bakterier i bladlus kan reducere deres evne til at overføre plantevirus, øge deres følsomhed over for pesticider og gøre dem mindre stress-tolerante. Næste skridt inkluderer, at metoden testes under mere produktionsnære forhold, og her er vores nye drivhus en vigtig ressource.

Noget af det, jeg virkelig håber at opnå, er, at de metoder, vi arbejder så hårdt på at udvikle, rent faktisk fungerer i praksis. Det ville være fantastisk at tage vores grundforskning hele vejen til praktisk anvendelse og bidrage til løsninger på nogle af de store samfundsudfordringer.

For at det kan lykkes, skal der imidlertid fortsat løbende finansiering til. Og det bringer mig frem til en af de store udfordringer ved at være forsker, nemlig at man hele tiden skal være på jagt efter fondsmidler. Selvom jeg generelt har haft midler at gøre godt med, har jeg som alle andre modtaget et væld af afslag, og en stor del af min tid bruges på at skrive ansøgninger frem for at stå i laboratoriet.

Der er dog også en læringsproces i at skrive ansøgninger, som er vigtig og givtig i forhold til at få tænkt sine ideer og metoder grundigt igennem, inden man starter nye projekter op.

Når jeg ser tilbage, har min karriere ikke været snorlige eller drevet af et kald. Snarere har den været drevet af tilfældigheder, nysgerrighed og en griben efter chancer, når de bød sig, samt en masse hårdt arbejde – hvilket jeg tror gælder for mange forskere.

Forskerlivet er blevet en livsstil, hvor grænserne mellem arbejde og fritid er ret udviskede. Det kan være en udfordring, både personligt og for familien - også en udfordring, som jeg tror mange forskere kan relatere til.

En stor glæde og tilfredsstillelse er, at jeg generelt synes, at jeg har haft succes med at få de projekter og grupper, som jeg har sammensat, til at fungere godt. Jeg har også, synes jeg, formået at hjælpe den næste generation i gang. Og jeg har lært af gode folk, hvilket jeg tager med mig, når jeg kontinuerligt forsøger at skabe en forskningsgruppe, hvor man støtter hinanden og har det godt og sjovt sammen.

Det har været afgørende for min evne til at skabe resultater, og når alt kommer til alt, handler forskning mindre om individets og mere om gruppens resultater. For sammen kan vi alle præstere bedre, end vi kan alene.