Månedens Forsker Henrik H. de Fine Licht

Så jeg valgte at søge ind på biologistudiet på Københavns Universitet. Og det viste sig også at være lykken for mig. For jeg syntes, at alt var spændende! Havde vi noget om marinbiologi, var jeg vild med det. Var det noget om insekter og svampe, var jeg vild med det.

På et tidspunkt blev jeg meget optaget af, at de fleste arter eksisterer i et samspil med andre organismer. Jeg ville gerne forstå det samspil, fordi det er nøglen til at afdække, hvordan arter sammen kan drage nytte og opnå noget, som de ikke kan hver især. Altså at de interagerer både på bekostning af hinanden og med fordel for hinanden.

I forbindelse med mit speciale tog jeg nogle måneder til Sydafrika og indsamlede materiale, der skulle bruges til at forklare, hvordan svampe spredes mellem termitboer. Vi ville gerne undersøge svampens betydning for nye termitboers evne til etablere sig. Det var vildt spændende og bekræftede mig igen i, at jeg gerne ville være forsker.

I 2011 fik jeg en bevilling fra det naturvidenskabelige forskningsråd til at rejse til Lund, hvor jeg tilbragte to år på universitetet der. Her kom jeg ind i en spændende forskningsgruppe, der arbejdede med svampegenetik og bioinformatik.

Det passede mig godt, for jeg ville gerne vide mere om genetiske tilpasninger hos svampe, der dyrkes af insekter. Her kom jeg igen til at arbejde med bladskærermyrerne, denne gang med fokus på tilpasninger hos de svampe, som de dyrker i deres kolonier.

Herefter havde jeg en kort afstikker til Roskilde Sygehus, hvor jeg arbejdede med molekylær genetik til diagnosticering af genetiske sygdomme.

I 2013 fik jeg så et postdoc-stipendium fra Carlsbergfondet og vendte tilbage til Københavns Universitet, og i 2015 blev jeg ansat som adjunkt på det institut på Københavns Universitet, hvor jeg nu er lektor, nemlig Institut for Plante- og Miljøvidenskab. 

Jeg har siden forsket i patogene svampe, der gør insekter og planter syge. Nogle af de her svampe har den fordel, at de kan bruges i biologisk bekæmpelse af skadedyr. Men andre af typen kan desværre også inficere afgrøder og planter, som vi bruger til foder eller som fødevarer – og dermed påvirke planten negativt. 

Jeg er i dag meget optaget af at afdække mekanismerne bag disse interaktioner. For bag fænomenet ligger der helt unikke genetiske tilpasninger, som har udviklet sig evolutionært igennem tusindvis af år.

I min gruppe undersøger vi også, hvordan nogle svampe agerer ved under bestemte betingelser at overtage adfærden hos inficerede insekter, hvilket skaber eksempelvis ’zombie-fluer’ eller ’zombie-myrer’.

Et fascinerende eksempel er svampen flueskimmel, der ikke kun overtager adfærden hos en inficeret flue, men også udskiller duftstoffer, der manipulerer raske fluer til at komme tæt på, så den kan sprede infektionen videre og overtage styringen af endnu flere fluer. Svampen får altså held til at sprede sig gennem målrettet manipulation af fluerne. Det er utrolig sofistikeret.

Vi bruger også meget energi på at forstå, hvorfor en svamp, der længe har angrebet én art, lige pludselig begynder at angribe nye arter - og dermed lave det, vi kalder et værtsskifte. At forstå disse processer er vigtigt, fordi det faktisk er gennem værtsskifter, at langt de fleste sygdomme er opstået. 

Vi håber, at mere viden om mekanismerne bag vil give os muligheden for at forudsige værtsskifter, inden de sker. For det kan potentielt gøre det muligt at forebygge og forhindre svampeangreb på både mennesker, dyr og planter i fremtiden. 

Man kan sige, at evolutionær økologi har defineret min forskning og gennem alle årene været den røde tråd i alt, hvad jeg laver. Når jeg ser tilbage på mit forskerliv, synes jeg, at jeg har været heldig at få foden inden for i flere forskellige spændende miljøer, som har givet mig meget fagligt. 

Noget af det, der har givet lidt udfordringer undervejs, har jo selvfølgelig været at skaffe midler og blive i stand til at etablere min egen forskningsgruppe i en verden med så mange dygtige mennesker - og dermed hård konkurrence.

Det har været en ikke ubetydelig opgave også at skulle at finde finansiering til ens gruppemedlemmer, som jeg jo føler et ansvar for både som medarbejdere og mennesker. Men det er jo frem for alt vigtigt at huske, at det dybest set er et stort privilegium, at der er nogen, der er villige til at finansiere det, man brænder for at arbejde med. 

En udfordring ved at lede en forskningsgruppe er også, at man får mindre tid til selve forskningen, end man havde førhen. Man går fra at udføre alt arbejdet selv til at skulle planlægge og uddelegere. 

En forskningsgruppe minder jo på mange måder lidt om en startup-virksomhed, hvor man kæmper for at skaffe kapital, så man kan skabe resultater, så man igen kan hente mere kapital.

Det kræver, at man afsætter en del tid til at skrive ansøgninger, som jeg dog – selv når de ikke udmønter sig i en bevilling – mener bidrager til at udvikle forskningsideerne.