Med kulturradikalismen gennem det moderne Danmark

Sirlige arkivæsker er stillet frem på Torben Jelsbaks kontor på Københavns Universitet. Under et af lågene kommer gulnede, trykte numre af tidsskriftet Kritisk Revy 1926-1928 til syne. 

Som de ligger dér, som en slags livløse fugle med falmede fjer i en naturhistorisk museumsmontre, kan det være svært at forstå deres dagsordenssættende indflydelse i datiden. For ikke at tale om i nutiden, hvor magasinets bærende idéstrømning, kulturradikalismen, fortsat kan generere ophidsede diskussioner. Om ’smagsdommere’, om københavnske saloner, om nationalt tilhørsforhold og meget mere. Selve ordet ’kulturradikal’ har oftest været brugt som skældsord.

Men hvad er denne ’isme’ egentlig for en størrelse historisk set? Den er for længst vævet ind i den nationale bevidsthed, men hvilken betydning har den konkret haft for fremkomsten af det moderne Danmark, som vi kender i dag?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som Torben Jelsbak, der er lektor i litteratur- og mediehistorie ved NorS, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, vil forsøge at besvare i den monografi, som han arbejder på under arbejdstitlen ’Utopien om det frie menneske. Historien om kulturradikalismen’.

Som han selv understreger, er der ikke ligefrem mangel på biografier og værker om kulturradikalismens enkeltstående hovedpersoner fra litteraturkritikeren Georg Brandes til politikere som Viggo Hørup, arkitekten Poul Henningsen og mange andre. Dette projekt er imidlertid anderledes. 

“Der er aldrig nogen, der har forsøgt at skrive den samlede fortælling om kulturradikalismen fra Brandes og frem. Dét på trods af, at det er et centralt stykke danmarkshistorie og et vigtigt kapitel i moderne dansk og nordisk kultur- og idéhistorie. Så det er det, jeg forsøger i min bog med afsæt i et litteratur- og idéhistorisk blik,” forklarer Torben Jelsbak. 

Overordnet har han identificeret tre særligt frugtbare og markante faser i kulturradikalismens historie, som alle er knyttet til samfundsomvæltende perioder og krige: 

Sidste halvdel af 1800-tallet, hvor strømningen tog sin begyndelse; 1920’erne i kølvandet på chokket efter Første verdenskrig; og endelig nyere tid efter Anden Verdenskrig, hvor især spørgsmålet om fri kærlighed, seksualitet og kvinders ligestilling har optaget debat og litteratur.  

“Noget af det, der i dag kendetegner Danmark og den nordiske model, som den bliver opfattet ude i verden, er for eksempel sådan nogle ting som social lighed, ligestilling, kvindefrigørelse og seksuel frigørelse. Alle sammen kulturradikale kerneværdier, som også er blevet skrevet ind i nordisk litteraturhistorie.”

Kulturradikalisme og demokratikampen i et Danmark under forandring

Selve begrebet kulturradikalisme kan synes en anelse forvirrende for de ikke-indviede, befæstet med lag på lag af ofte indforståede og ikke umiddelbart aflæselige underbetydninger og kulturkoder. Hovedpersonerne nævnes tit blot med et ikonisk efternavn eller initialer: Brandes! PH! Kvindelige bidrag er historisk blevet underkendt. 

Nye danskere og yngre og fremtidige generationer vil kunne undres over ikke bare følelserne knyttet til begrebet, men selve betydningen af ordet ’radikal’, som i dag kan tilskrives et væld af meninger.    

Torben Jelsbak trækker trådene tilbage til ordet radikals betydning i 1800-tallet, hvor de folkelige krav om demokrati i Europa voksede. 

“De radikale var tilhængere af og forkæmpere for demokrati. Det var den radikale fløj, der mente, at nu skal vi altså have afskaffet de enevældige kongemagter i Europa og overgå til et moderne liberalt demokrati. De, der var mest utålmodige med den udvikling i Europa, blev kaldt radikale,” forklarer han. 

Set i det lys er det derfor ifølge Jelsbak heller ikke tilfældigt, at historien om kulturradikalismen er tæt spundet sammen med moderne politisk historie. Altså historien om overgangen fra enevælde til parlamentarisk demokrati i Danmark i et århundrede, hvor landet samtidig skulle omstille sig efter tabet af Sønderjylland og Sydslesvig i 1864. En periode, hvor også industrialiseringen var i fuld sving med folkebevægelser fra land til by. 

“Forfatningskampen handlede om at få folkestyre: at få afskaffet tokammersystemet, hvor store jordbesiddere i et landsting udpeget af kongen kunne styre landet. Det er perioden, der går fra junigrundloven i 1849, til vi får et næsten fuldt demokrati og parlamentarisme i 1901. Det er netop her, at litteraturkritikeren Georg Brandes træder ind på scenen og advokerer for, at den politiske og økonomiske modernisering af landet også må have en åndelig dimension. Altså dét, der bliver kendt som kulturradikalisme,” forklarer Torben Jelsbak.  

Frihed for den enkelte og orientering mod Europa

Inden for litteraturhistorien dateres begyndelsen af kulturradikalismen til netop Brandes’ meget debatskabende forelæsninger ved Københavns Universitet i 1871. Forelæsninger med afsæt i det materiale, der skulle blive til hans værk ’Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur’.  

Den åndelige dimension, han talte for, handlede om individets frihed, det enkelte individs selvdannelse og frigørelse i forhold til religion, nationalstat, ægteskab og familie. De institutioner, som hidtil havde domineret og formet det enkelte menneskes liv og udfoldelsesmuligheder. 

Med udgangspunkt i litteraturen i Tyskland, Frankrig og England holdt han, som Torben Jelsbak formulerer det, et Europa-spejl op foran litteraturen i Danmark og de nye samfundsudviklinger og opfordrede til nytænkning i den hjemlige litteratur. Farvel til tekster, der som Brandes så det, hang håbløst og forældet fast i romantik, teologi og mytologi. 

Nu var tiden inde til, at litteraturen greb fat i realismen og samfundsdebatten, hvor den kunne spille en rolle, og også løftede blikket udadtil, mod verden og mod fremskridtet.  

“Brandes siger i et berømt citat: ”Den sammenlignende litteraturbetragtning har den dobbelte karakter at nærme det fremmede til os, således at vi kunne tilegne os det og fjerne vort eget fra os, således at vi kunne overskue det". Jeg synes, det er en meget smuk formulering af, hvad kulturradikalisme handler om i 1871. International orientering, at åbne sig mod verden udenfor og på en måde relativere noget, som han tager for givet, nemlig en dansk national identitet. Og dér ser jeg et af kulturradikalismens vigtigste bidrag. At den er med til at nydefinere dansk kulturel identitet i 1800-tallet,” fortæller Torben Jelsbak. 

Realismen og åbenheden hænger også sammen med landets nye og ubekvemme rolle som småstat uden militær magt.

“Man kan godt se Brandes’ værk ’Hovedstrømninger’ som et svar på 1864 og Danmarks geopolitiske deroute op gennem 1800-tallet. Hvordan kommer Danmark videre efter tabet af Sønderjylland og Sydslesvig? Hvordan kan Danmark eksistere efter 1864 som selvstændig nation? Hans idé om at åbne sig mod Europa er også en slags kulturel overlevelsesstrategi for en småstat,” uddyber Jelsbak.

Undergang eller modernisme med et menneskeligt ansigt

Hvor Brandes efterlyser kulturudsyn og realisme i litteraturen, bliver realisme i form af pacifisme en fremherskende retning for den samtidige kulturradikale figur, Venstre-politikeren Viggo Hørup. En af de mange markante personligheder, som Jelsbak blandt andet fortæller historien via. 

"For ham handlede det konkret om Danmarks stilling som småstat uden militær magt. Om at få skrinlagt planerne om en befæstning af landet, datidens store politiske debatemne. For nationen ville aldrig kunne forsvare sig mod en militær overmagt som for eksempel Tyskland, mente han. Der måtte være en anden vej. “Hvad skal det nytte?”, er hans mest berømte citat. Den pacifisme blev efterfølgende også en stor del af kulturradikalismen,” fortæller Torben Jelsbak. 

Det lykkedes for Danmark og de andre nordiske lande at holde sig ude af Første Verdenskrig, men dens efterdønninger skyllede ind over 1920’erne. 

“I den efterkrigsperiode levede man i chokket efter Første Verdenskrigs industrielle massemord og sammenbruddet af værdier. Der blev sået tvivl om troen på fremskridt, fornuft, videnskab og teknik, som havde vist sig fra sin allermest destruktive og dæmoniske side. Flere blev også meget kritiske over for demokratiet. Det mest berømte værk i den tid er nok Oswald Spenglers ’Untergang des Abendlandes’. Altså: Det moderne demokrati og pøbelvælde med tab af autoritet er skyld i det sted, hvor vi var endt,” forklarer Torben Jelsbak.

Men andre som for eksempel Poul Henningsen og kredsen omkring Kritisk Revy holdt fast i troen på oplysningstraditionen og humanismen. 

“De havde stadig tiltro til mennesket, til liberale værdier og til demokratiet som styreform. Men dagsordenen blev mere lokal og indadvendt. Hvor Brandes var Europa-vendt, kom det i 1920’erne til at handle om København og boliger. Poul Henningsen mente, at datidens store samfundsudfordring var at skabe gode, sunde boliger til de arbejdende masser i storbyer. Det var sådan set projektet med tidsskriftet Kritisk Revy,” siger Torben Jelsbak.

Modernitet og frihed for den enkelte uden revolution

Ud fra denne platform om social lighed fokuserer bladet snart på livsstil, forbrug, jazz, mode og boligindretning. 

“Man omfavner alle elementer af en progressiv demokratisk kultur. Boligstilen er funktionalisme, ikke noget prangende, og budskabet er på en måde et ønske fra et progressivt borgerskab om at være et forbillede for arbejderklassen. På den måde får vi også en blød overgang til et moderne, socialdemokratisk samfund uden revolutioner. Der er en stærk reformistisk tendens i kulturradikalismen i 1920’erne, blandt andet fordi rigtig mange unge kunstnere og intellektuelle orienterer sig mod kommunismen.”

I perioden efter Anden Verdenskrig forgrener kulturradikalismen sig fortsat med det enkelte menneskes frihed i centrum. Nu handler det blandt andet om seksuel frigørelse og kvinders ligestilling. Værdier, som langsomt bliver indforskrevet som danske og nordiske kerneværdier. Som et andet særligt område fremhæver Jelsbak børnelitteraturen, for eksempel Halfdan Rasmussen, som sætter barnets syn på verden i fokus. Også det har været en vigtig kulturradikal tænkemåde.  

Torben Jelsbak følger i sin kommende bog idéstrømningen helt op til nutiden. Blandt andet med perspektiver på dens brug i kulturkampe og den litteratur, som idéerne har inspireret til.

For selv om “ismen” ikke længere er en decideret bevægelse, synes den bemærkelsesværdig levedygtig i vores nationale selvfortælling. 

Videnskabshistorier er produceret af Videnskab.dk for Carlsbergfondet.