Ny bog: Maritime verdensbilleder gennem tiderne

Havet har i århundreder været genstand for et væld af fortolkninger. Nu har ph.d. og professor på Syddansk Universitet Søren Frank skrevet en bog om havets mange ’ansigter’, der bærer titlen A Poetic History of the Oceans. Literature and Maritime Modernity. Bogen baserer sig på en lang række kilder såsom romaner, logbøger, film, historiske bøger, digte, malerier samt filosofiske og naturhistoriske traktater, der daterer sig helt tilbage til antikken og frem til i dag.

Med afsæt heri definerer Frank fire overordnede ’maritime verdensbilleder’, der har været styrende for menneskets syn på havet gennem tiden: Et teocentrisk, hvor det religiøse og guddommelige virker stærkere end mennesket, naturen og teknologien; et antropocentrisk, hvor mennesket bliver dominerende i forhold til religion, natur og teknologi; et teknocentrisk, hvor den moderne teknologi hersker og sender mennesket, naturen og religionen mere i baggrunden; og et geocentrisk, hvor naturen får større vigtighed, og hvor mennesket, religionen og teknologien træder mere tilbage.

Fra gudfrygtighed til affortrylling af havet

Ifølge Søren Frank var den teocentriske periode fra antikken og frem til ca. 1450 domineret af en gudfrygtig levevis, der ændrede sig, da bl.a. Spanien og Portugal begyndte at finansiere opdagelsesrejser.

Dette indvarslede starten på den antropocentriske periode, hvor nysgerrighed dominerede, og man begyndte at tro på, at mennesket er født til at bebo hele jorden og udforske den. Søren Frank fremhæver den dansk-norske søofficer Jens Munk (1579-1628) som en tidlig Robinson Crusoe og et godt eksempel på den nysgerrighed og udforsknings-trang, der kendetegnede den antropocentriske periode. 

I 1619 blev han sendt afsted for at finde søvejen til Indien via Nordvestpassagen, men skibet blev skruet fast i isen og 61 besætningsmedlemmer døde af skørbug. Kun Munk og to andre besætningsmedlemmer overlevede og vendte hjem til København.

Fra cirka 1850 opstod den teknocentriske periode, som varede i omkring 100 år. Dampskibet overtog sejlskibets status, og der skete et skred i forholdet mellem mennesket og havet. Vi begyndte at tro, at vi kunne kontrollere havet, fordi dampskibet gjorde skibsfarten langt mere pålidelig og sikker, argumenterer Frank. 

I takt med at mennesket distancerede sig selv fra naturens elementer, blev forholdet til havet dog mere affortryllet. Det afspejles også i litteraturen, hvor de maritime romaner begyndte at skifte karakter i denne periode.

I årene efter 2. Verdenskrigs indtraf sluttelig ifølge Søren Frank den geocentriske periode, hvor mennesket blev bevidst om, at Jorden er vores hjem, og at vi derfor skal passe på den. En vigtig stemme i denne periode har været den amerikanske forfatter og marinbiolog Rachel Carson, hvis værk Havet omkring os fra 1951 tegner et billede af havets centrale rolle for planetens generelle tilstand.

Fra Grækenland til USA

Søren Frank har benyttet sig af værker fra så forskellige lande som Grækenland og Rom, Portugal, Island, USA, England, Frankrig, Norge og Danmark. Hovedvægten ligger dog på 1800-tallet og forfattere som Herman Melville, Jules Verne, Joseph Conrad og Victor Hugo.

Søren Frank kalder selv sin bog for et forsvar for litteraturens, litteraturvidenskabens og humanioras afgørende rolle i forståelsen af forholdet mellem menneskehed og natur og mellem mennesket og havet. Der er ifølge Frank nemlig brug for fortællinger som supplement til naturvidenskabens abstrakte grafer, ligninger og modeller. 

Ikke alene kan litteraturen konkretisere naturvidenskabens hårde data ved at portrættere menneskelige følelser, oplevelser og erfaringer. Den kan også bidrage til at nuancere og problematisere de natursyn, der styrer naturvidenskabens fokus og resultater.