Tydning af indskrift på kirkevæg afslører udbredt skriftkultur i middelalderen

Udbredt skriftkultur på landet

Juridiske dokumenter af samme type som det på kirkevæggen i Holbæk er typisk kun bevaret på pergament og fra de allerøverste samfundslag – og ofte kun fordi de findes bevaret i en yngre kopi. Den nye opdagelse viser derfor ifølge forskerne, at der i middelalderen var en udbredt skriftkultur.

”Hidtil har vi næsten ikke haft nogen viden om, hvordan aftaler blev truffet, eller i hvor høj grad man anvendte skrift. Vores viden om det har så at sige henligget i mørke, og der har kun været nogle ganske få og spredte vidnesbyrd om skriftbrugen. Indskriften i Sønder Asmindrup viser, at der blev indgået skriftlige aftaler blandt, hvad vi må tro var almindelige bønder på et tidligt tidspunkt i middelalderen – det vidste vi simpelthen ikke før,” siger Lisbeth Imer.

Ifølge Anders Leegaard Knudsen er indskriften udtryk for en ret professionel håndtering af skrift blandt sognebørnene, som sagtens kan måle sig med den håndtering af skrift, der foregik i kongens kancelli blandt professionelle skrivere. Også selvom indskriften er kort og fra et lille sogn ude på landet.

”Jeg har aldrig set et gældsbevis som en indskrift før, og så er det meget opsigtsvækkende, at man har blandet to skriftsystemer – runer og latinske bogstaver – og brugt romersk datering, som er lidt avanceret. De har været dygtige og mestret to sprog, hvilket vidner om en vis form for dannelse. Derfor tror jeg ikke, forfatteren har været en almindelig bonde, men snarere sognepræsten eller en højere rangeret gejstlig,” siger Anders Leegaard Knudsen.

Skrifttræning foregik i kirken

Indskrifter på kirkevægge var generelt ikke noget særsyn i middelalderen. I omkring 50 kirker i det gammeldanske område inkl. Skånelandene er der fundet omkring 200 enkeltstående indskrifter, som er kradset ind i kalkpudsen på væggen. De tæller både bønner og navne, skrevet med både runer og bogstaver. Nogle kirkevægge ligner ligefrem skoletavler, som ingen har visket ud efter dagens sidste time.

Denne skriveiver vidner ifølge Lisbeth Imer om, at noget af den skrifttræning, som må have fundet sted, foregik i kirken. Gældsbeviset adskiller sig dog fra disse indskrifter som en seriøs, juridisk tekst.

”Netop dét gør den så interessant, for det viser, at skrift formentlig var mere anvendt og udbredt, end vi ellers har troet. Gældsbeviset er en seriøs anvendelse af skrift, det var ikke bare et navn, der for sjov er indridset i væggen. Det viser, at en ret avanceret brug af skrift også fandt sted ude på landet, og det er ikke noget, vi har set så gode eksempler på før,” siger Lisbeth Imer.

Formentlig har der været lignende gældsbeviser på flere danske kirkevægge, men da de i forbindelse med reformationen blev kalket over, er mange af indskrifter gået tabt – eller står endnu skjult under kalken.