Vigtigt kapitel i den dansk-grønlandske historie granskes i ny bog

Nye byer skulle bygges

Historien tager sit udspring i den danske konge Frederik 4’s ønske om at sætte skub i koloniseringen af Grønland med en stort anlagt ekspedition, der én gang for alle skulle sikre det danske riges dominans over det enorme land. Nye byer skulle bygges for at få kontrol over den grønlandske befolkning. Der skulle rejses et fort til skræk og advarsel for andre nationer. Og en europæisk kolonibefolkning skulle grundlægges.

Mere end hundrede mænd og kvinder fra alle samfundslag blev derfor sendt mod nord for at slå sig ned i det enorme land. Der var tale om håndværkere, soldater, officerer, embedsfolk, søfolk, hvalfangere og endda et par håndfulde mandlige og kvindelige straffefanger, der forinden var blevet tvangsgift. Det lykkedes at grundlægge de to kolonier Godthåb, der senere blev Grønlands hovedstad Nuuk, og Nepisene på øen Nipisat nær det nuværende Sisimiut.

Kulde og sygdom tog imidlertid hårdt på de tilrejsende danskere. Den tre år lange periode var tilmed præget af utallige konflikter og magtkampe mellem guvernør og embedsfolk, og utilfredshed og uro spirede ved flere lejligheder blandt de menige grønlændere.

”Paradoksalt nok er det netop de mange konflikter, der gør, at vi i dag har et helt usædvanligt rigt kildemateriale, som kan belyse perioden og de vigtige begivenheder, der fandt sted. For de affødte en masse skriverier, der bringer os tæt på danskernes møde med grønlænderne, hverdagslivet og tilværelsen, strabadserne og den desperate kamp mod den nådesløse natur”, fortæller Christian Sune Pedersen.

Dysfunktionel ledelse og liderlige handlinger

’Den allerliderligste skare - En fortælling om kolonisterne i Grønland 1728-1731’ forfølger overordnet tre perspektiver; den koloniale elite, dens interne konflikter og forsøg på at forløse koloniseringsprojektet; hverdagslivet og de meniges muligheder for at styre igennem de ekstremt hårde vilkår ved at gøre modstand, insistere på værdig behandling, alliere sig med hinanden og medlemmer af eliten – eller slet og ret ved at slå sig på flasken; og kulturmøderne i Vestgrønland mellem dansk-norske kolonister, grønlandske lokalsamfund og andre europæiske hvalfangere og handlende.

”De mange kilder, som ligger til grund for bogen, tegner generelt et billede af, hvordan en dysfunktionel ledelse gennemsyrede hele kolonien. Hvordan såvel udygtige enkeltpersoner som mere grundlæggende strukturer i den tidlige enevældes balancering af militær og civil magt bidrog til at forme kulturen og samfundene i de år,” forklarer ph.d.-stipendiat ved Nationalmuseet Emil Andersen. Han giver et eksempel på, hvordan parterne skabte mening gennem symbolske handlinger:

”Beskrivelser af tilsyneladende meningsløse – i kilderne beskrevet som ”liderlige” - handlinger bliver nøgler til at forstå datidens forestillingsverdener. Som når en gris blev sluppet ind i guvernørens køkken som en symbolsk udfordring af hans autoritet som kongens repræsentant i Grønland.”

Dynamiske magtrelationer

Bogen afdækker også, hvordan magtforholdet mellem danskerne og grønlænderne dengang var langt mere komplekst og dynamisk end senere op gennem historien. Muligheden for at handle med de danske kolonier og andre europæere gav et decideret økonomisk opsving i de grønlandske samfund. Samtidig udgjorde den dog også en konstant trussel om fysisk vold fra europæernes side.

”De danske kolonister søgte at slå en kile ind mellem landets befolkning og de rigt lastede, underbydende hollandske handelsfolk ved at møde landets oprindelige befolkning med mildhed og grumme fortællinger om de andre europæere. Der opstod nærmest venskabelige relationer, men kolonisterne var hæmmet af deres grundlæggende ukendskab til den vestgrønlandske kultur. Samtidig var de præget af arrogance og fordomme i deres syn på grønlænderne,” fortæller historiker Rasmus Voss. Han tilføjer:

”Der opstod jo samarbejde om alt fra hvalfangst til handel, forsøg på at inddrive skat samt at indføre et retssystem. Alt dette både udviklede sig og brød sammen inden for den treårige periode. I sidste ende var kulturmødet fatalt for grønlænderne, da koloniseringen førte en koppeepidemi med sig. Epidemien dræbte i tusindvis af grønlændere og lagde hele bopladser øde.”

Kolonihistorie med bottom-up-perspektiv

Kolonihistorieskrivning har gennem tiden været præget af stærke holdninger og følelser. For nuancerne kan let forsvinde, hvis historien politiseres af eftertiden. Den mikrohistoriske tilgang i ’Den allerliderligste skare - En fortælling om kolonisterne i Grønland 1728-1731’ har imidlertid ifølge forfatterne gjort det muligt reelt at udforske nuancerne i relationen mellem kolonisterne og den grønlandske befolkning - med det formål at forstå alle aktørerne i deres egen tid og ret.

”Alle betragtes som aktører, og ingen – eller alle – er ofre. Vi håber, at bogen især kan bidrage med et bottom up-perspektiv til den kolonihistoriske historieskrivning, der har haft stor opmærksomhed på de koloniale eliter, den koloniale handel og selvfølgelig på de mennesker, der blev udsat for kolonisering. Bogen kan forhåbentlig også bidrage til en mere nuanceret forståelse af fortidens interaktioner mellem grønlændere og danskere, som jo aktuelt er yderst relevant”, siger Christian Sune Pedersen.