Månedens Forsker Birgitte Rahbek Kornum

Da jeg var færdig med min ph.d., var jeg opsat på at dykke mere ned i søvnens mysterier. Jeg fik et postdocstipendium på Stanford University Center for Sleep Sciences, hvor jeg kom ind i et Lab, der arbejdede med søvnsygdommen narkolepsi. Det var faktisk lidt tilfældigt, at jeg havnede der, for jeg havde antenner ude mange steder. Jeg endte med at være der i tre år fra 2009 til 2012 og kom dybt ind i narkolepsi-forskningen, som jeg ikke har forladt siden.

Efter at jeg vendte hjem fra Stanford University, tilbragte jeg fem år på Klinisk Biokemisk Afdeling og Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital. Her var jeg ansat som forsker, men med tæt tilknytning til klinikken, så jeg har løbende fået et godt indblik i, hvordan det er at leve med narkolepsi.

Udover at forske i de genetiske og molekylære processer bag sygdommen arbejdede jeg her på at finde nogle biologiske markører for tidlige stadier af sygdommen. Sådanne markører vil kunne bruges til at udvikle medicin, der kan hæmme eller stoppe sygdomsudviklingen, inden den rigtigt går i gang.

Vi har også løbende interesseret os for, hvordan infektioner mere konkret påvirker søvnreguleringen hos mennesker med sygdommen, der jo er karakteriseret ved en meget akut og stor søvntrang. Pludselig falder patienterne i søvn, og når de efter ikke så lang tid vågner igen, er de friske – i modsætning til det, vi ser ved forskellige andre sygdomme, hvor der kan være mere kronisk træthed. Narkolepsi-patienter kan dog ikke holde sig vågne særligt længe ad gangen.

For nogle kan det været et stort problem - på grænsen til invaliderende. Det siger sig selv, at det kan være svært at passe skole, uddannelse og arbejde, hvis man hver anden time skal tage en lur. Da man ofte får sygdommen i teenageårene, får de her patienter ikke altid en uddannelse. Man kan heldigvis symptombehandle med medicin, der kan hjælpe til at holde sig vågen om dagen. 

Men problemet er også, at narkolepsi forstyrrer søvnen generelt. Med narkolepsi sover man ikke bare dårligt om natten, man er også dårligt vågen. Man får også ofte de muskellammelser, som er helt normale for raske at have under såkaldt rem-søvn, når man er vågen. Eller man kan opleve hallucinationer eller drømmesyn. Narkolepsi-patienter oplever altså almindelige søvnfænomener, mens de er i vågen tilstand.

Her på Københavns Universitet, hvor jeg har været fastansat som lektor på Institut for Neurovidenskab siden 2019, arbejder vi i øjeblikket på at udvikle bedre symptomlindrende medicin til narkolepsi-patienter. Jeg arbejder også på et projekt om infektioners langtidspåvirkning af hjernen, som jeg stort set samtidig med ansættelsen fik et lektorstipendium fra Carlsbergfondet til. I projektet undersøger vi, hvordan det kan være, at nogle mennesker ikke rigtigt kan komme sig over eksempelvis en influenza og stadig efter lang tid oplever træthed og påvirkning af neurologiske funktioner.

Disse langtidspåvirkninger – eller senfølger, som de nu bliver kaldt - er jo ikke et nyt fænomen, selvom der er kommet mere fokus på det i forbindelse med Covid-19-pandemien. Men desto vigtigere er det at få kastet mere lys over de bagvedliggende mekanismer, for klinikerne har tit svært ved at stille noget op over for de ofte meget uspecifikke symptomer, som patienterne kommer med. Selvom der er en stor psykologisk overbygning forbundet med symptomerne, gælder det utvivlsomt, at der også er fysiologi involveret. Vi ved bare ikke meget om dette.

I det hele taget er der så meget, vi mangler at vide inden for hjerneområdet. Der er mange huller i vores indsigter i hjernens biologi, og vi står ikke lige over for at få svar på mange af de spørgsmål, som vi tumler med. Hjernen er simpelthen en svær størrelse at få has på.

Når jeg ser på mit forskerliv indtil videre, er der da heller ikke sådan én eller to opdagelser, der var været særlig banebrydende. Jeg synes, det har været en lang række af løbende erkendelser og små fremskridt. Selvfølgelig har jeg haft tidspunkter, hvor jeg har siddet med datasæt og tænkt ”wauw”. Her har vi fat i noget. Jeg husker, at når jeg som postdoc fik et virkelig godt datasæt, printede jeg det ud, så jeg kunne gå og kigge på det derhjemme. Men det er jo rimelig sjældent, at man få de der fantastiske datasæt, som ser ud til at kunne forklare noget af det, vi leder efter.

Noget af det mest dramatiske, jeg har oplevet, var dengang der pludselig opstod en drastisk stigning i narkolepsi-tilfælde i Finland. Det skete, mens jeg opholdt mig på Stanford University. Rygtet begyndte at løbe, at der var noget helt galt. For i løbet af et halvt år havde Finland pludselig 50 nye tilfælde af narkolepsi, og ingen forstod hvorfor.

Det skulle vise sig, at årsagen var en bestemt vaccine mod H1N1, også kaldet svineinfluenza, der var blevet givet til unge. Ligesom i forbindelse med Covid-19-pandemien var der på rekordtid blevet udviklet vacciner, og én af dem – Pandemrix – viste sig senere at give øget risiko for narkolepsi. Den var dog kun blevet givet i Canada og i de nordiske lande, og Danmark brugte den næsten ikke.

Vi gik i gang med at undersøge selve vaccinen, blodprøver fra patienter og såkaldt cerebrospinalvæskeprøver. Men vi fandt ikke noget, der klart pegede i retning af en årsag. Der er dog i dag ikke nogen tvivl om, at årsagen til den store stigning i narkolepsi-tilfælde i Finland var vaccinen, men vi ved stadig ikke præcis, hvad der gik galt. Andet end der har været noget særligt på færde med denne her Pandemrix, som har udløst et immunrespons, der har ført til udvikling af narkolepsi.

Det, man interessant nok kunne se, var, at der ikke var noget problem i Canada, hvor der også blev brugt Pandemrix-vacciner - som i øvrigt her hed Arepandrix. De var dog produceret på en anden fabrik end vaccinerne i Norden. Stigningen kunne muligvis også hænge delvis sammen med, at der i Norden i forvejen er en let forhøjet genetisk risiko for sygdommen.

Hele affæren med Pandemrix har været med til at styrke tesen om, at narkolepsi er en immunrelateret sygdom. Det er dog selvfølgelig frustrerende, at vi stadig ikke ved præcis, hvad der forårsagede stigningen. Samtidig tikker uret, og det er efterhånden for sent at kigge mere på patienterne, der blev syge dengang. Men vi fortsætter ufortrødent jagten på svar og har så sent som her i foråret vaccineret mus med Pandemrix med henblik på senere at undersøge deres hjerner.

I fremtiden glæder jeg mig til at følge med i en helt ny udvikling inden for narkolepsien. Det ser nemlig ud til, at antallet af narkolepsi-tilfælde er faldet siden Covid-19-pandemien holdt sit indtog. Om det har noget med Corona at gøre specifikt, eller om faldet er resultat af, at andre virusinfektioner har haft sværere ved at få fat grundet høj hygiejne og restriktioner, er ikke til at sige endnu. Det er en af de ting, vi skal kigge nærmere på i de kommende år.