Månedens Forsker Bjarne Grønnow

Da jeg så skulle begyndt at læse på Københavns Universitet i 1975, valgte jeg selvfølgelig forhistorisk arkæologi. Allerede i min studietid fik jeg den idé, at jeg her kunne bringe min interesse for Grønland, hvor jeg tidligere havde været på vandretur og set en udgravning af en nordbogård, i spil. 

Jeg var så heldig, at daværende inspektør på Nationalmuseet Jørgen Meldgaard – som i øvrigt siden blev min læremester - havde det store projekt ’Inuit-Nordbo’ kørende i Grønland. Her kunne de godt bruge en arkæologisk assistent, der havde forstand på jordlag.

Herefter tilbragte jeg hver eneste sommer i Grønland. Men vi udgravede ikke bare bopladser og analyserede vores fund. Vi brugte også meget tid på at undervise studerende og promovere arktisk arkæologi, der jo ikke eksisterede som universitetsfag dengang. Så jeg var meget engageret i at etablere den arktiske arkæologi som faglig disciplin igennem min adjunkttid. 

Og det lykkedes i vid udstrækning, kan jeg sige nu bagefter. Ikke mindst takket være det tætte samarbejde, som vi havde med Grønlands Nationalmuseum og Grønlands Universitet Ilisimatusarfik, der bakkede op. Den første grønlandske magister i arktisk arkæologi blev færdiguddannet omkring 1995.

Som adjunkt arrangerede jeg også et feltkursus netop ved Aasivissuit for 20 studerende fra både Københavns Universitet og Grønlands Universitet. Det blev en stor succes. En del af mine nuværende kolleger her på Nationalmuseet, bl.a. Jens Fog Jensen og Martin Appelt, var med på feltkurset dengang. Også nogle af de grønlandske studerende, som deltog, blev senere ansat inden for den grønlandske undervisnings- og museumssektor.

I 1993 blev jeg så ansat som lektorvikar på Københavns Universitet. Da det imidlertid ikke var muligt at fastansætte mig, lagde jeg efter et par år grønlandsarkæologien på hylden for en stund og kom til Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre, som jeg ledede igennem fem år. I den tid var jeg dog på en enkelt ekspedition i Grønland og skrev så ellers artikler om arktisk arkæologi i min fritid.

I 1999 skete der imidlertid det, at Forskningsministeriet bevilgede 22 millioner kroner til et center for arktisk arkæologi, som kom til at hedde SILA. Der blev med bevillingen slået en stilling op som centerleder, mens jeg sad i Lejre, hvor jeg i øvrigt var meget glad for at være. Men jeg tænkte: wauw. Det kunne være fantastisk at komme tilbage til den arktiske arkæologi i det drømme-setup, der kunne skabes med de her midler. Jeg søgte derfor stillingen i 1999 – og fik den.

SILA, der fik til huse på Nationalmuseet, blev virkelig en ’game changer’ for den arktiske arkæologi i Danmark. Jeg startede på centeret i november 1999 - ene mand og med 22 millioner kroner på lommen, som jeg skulle finde ud af at få anvendt bedst muligt i forhold til de forskningsopgaver, der lå foran os. Jeg så i de år mig selv som en miljøbygger, der sammen med gode, erfarne kræfter på Nationalmuseet, bl.a. arkæologerne H.C. Gulløv og Jette Arneborg, havde til opgave at sætte nye arkæologiske projekter og udgravninger i gang. 

I samarbejde med Grønlands Nationalmuseum kastede vi os både over nordbo-arkæologien, som ligger inden for perioden ca. 1.000 – 1.450 e.Kr., og den inuitiske arkæologi, der rækker over 4.500 års kulturhistorie. Og SILA’s aktiviteter endte med geografisk at spænde over det meste af Grønland.

I SILA-perioden satte vi også betragtelige midler af til analyser og publikationer. Det gjorde det muligt at få samlet en masse rapporter fra tidligere udgravninger i Grønland, som lå rundt omkring i folks skuffer og i arkiverne og aldrig var blevet publiceret. Vi benyttede bl.a. den traditionsrige og højt anset monografi-serie ’Meddelelser om Grønland’, der også fandtes i den engelske udgave ’Monographs on Greenland’, til at få udgivet mange af disse undersøgelser.

Generelt vil jeg sige, at SILA har betydet virkeligt meget for dansk og grønlandsk arktisk arkæologi. Fra 1999 til 2008, hvor SILA eksisterede, fik vi ikke bare udvidet vores viden om fortidens Grønland, Nordatlanten og Arktis markant. Vi fik også genetableret faglige forbindelser til Færøerne, Island, Canada og Alaska, hvilket skabte et højt estimeret internationalt miljø, som har styrket Nationalmuseets arktiske profil betragteligt.

Året efter, at SILA lukkede i 2008, blev jeg ansat som forskningsprofessor her på Nationalmuseet. Sammen med kolleger fra både Danmark og Grønland har jeg siden dengang ikke mindst været meget optaget af at foretage nye analyser af gamle fund og materialer, som ligger i vores magasiner helt tilbage fra Knud Rasmussens ekspeditioner i 1920erne og Therkel Mathiassens udgravninger i 1930erne. Vi har aktiveret de gamle materialer på ny og sat fundene ind i nye kontekster og herigennem fået masser af nye viden ud af vores eksisterende samlinger.

Noget, vi dog godt har kunnet ønske os gennem årene, har været her i Danmark at udstille nogle af de genstande, som den arktiske arkæologi har gravet frem af jorden. 

I Grønland, som har fået tilbageført halvdelen af Nationalmuseets oprindelige arktiske samlinger og ejer og opbevarer alle fund gjort i landet efter 1979, er de arkæologiske fund løbende blevet fornemt udstillet og formidlet. Men her på Nationalmuseet i København har de arkæologiske genstande desværre aldrig rigtigt fundet vej frem til udstillingerne. Der har altid været andre ting, der har haft højere prioritet.

Til gengæld har vi så formidlet meget intenst ad alle mulige andre kanaler. Vi har rejst rundt med foredrag og undervisning, deltaget i film og TV-udsendelser, holdt ’åbne udgravninger’ for publikum i Grønland og selvfølgelig skrevet bøger og en masse formidlende artikler. I en periode over 10 år skabte vi endda i tæt samarbejde mellem forskere og den grønlandske kunstner Nuka Godtfredsen en tegneserie i fire bind om Grønlands forhistorie.

Når jeg ser tilbage på mit forskerliv, startede det med studier af rensdyret som afgørende ressource, men er sidenhen også blevet brugt på at udforske menneskets indvandringer til Grønland og de forskellige samfunds udnyttelse af fangstdyrene i et bredere perspektiv. Placeringen af bopladserne fra de forhistoriske samfund i landskaberne og knoglefundene fra tørvehuse og møddinger indeholder jo arkæologernes nøgle til at forstå, hvorledes mennesket gennem flere tusind år har skabt sig gode, men til tider også barske og sårbare, livsvilkår i Arktis.

Her må jeg nævne det store, tværfaglige projekt GeoArk, som jeg sammen med geografen Bjarne Holm Jakobsen ledede i årene omkring International Polar Year fra 2007 til 2009. Her kortlagde og undersøgte vi bopladser og andre kulturspor, landskabernes udvikling og havisens skiftende udbredelse – altså rammerne for menneskets tilværelse – i Nordøstgrønland. Vi fokuserede særligt på inuitternes indvandringer til området i 1400-tallet og deres mystiske ’forsvinden’ i 1800-tallets begyndelse.

Det projekt lærte mig virkelig at betragte Grønland ikke som et stykke uberørt natur, men som et kulturlandskab fyldt med bosætninger, vandingsruter, stier, grave og varder. Det fascinerende er jo, at når vi kigger rigtig godt efter, er der spor af mennesker nærmest overalt i Grønland. 

Selv de enorme områder, der i dag ligger øde hen, som f.eks. Nordøstgrønland, har i perioder myldret med liv, mens de i andre perioder har været helt folketomme. Nogle samfund er døet ud, andre er vandret væk. Der har således været en konstant vekselvirkning mellem opblomstring og affolkning.

Disse kulturlandskabsstudier har vi ført helt frem til nutiden. Så vi har kunnet skrive en lang, sammenhængende historie om inuitternes bosætning i Nordøstgrønland og de senere historiske epoker, hvor området var ramme om dramatiske polarekspeditioner, dansk/norske fangstkompagnier, tyske militære vejrstationer under 2. Verdenskrig og Siriuspatruljens aktiviteter.

Spændende har det også været i årene 2014 til 2018 at arbejde med NOW Projektet i Thule-området, som vi betegner som ’Porten til Grønland’. Forskerholdet, der var under ledelse af antropologiprofessor Kirsten Hastrup, zoologen Anders Mosbech og mig selv, undersøgte på tværs af fagene, hvordan mennesket i det store tidsperspektiv har kunnet skabe et godt liv i Arktis.

Vi har jo altid brugt udtryk som ”man lever på grænsen af tilværelsen” i Arktis. Men vi kunne konkludere, at livet ikke altid var på grænsen. Der har været mange fredelige, stabile perioder at være menneske i. På baggrund af de fund, vi har, kan vi se, at der i perioder har været masser af overskud til andet end bare at overleve. Samfundene i de højarktiske områder har heller ikke været så isolerede, som vi tror. 

Der har været en gennemstrømning af folk ind og ud af Thule-området fra det øvrige Arktis og mange, afgørende kulturmøder har fundet sted her, f.eks. de første møder mellem inuit og nordboer på fangstrejser langt nord for deres bygder.

Vi ved, at én af forudsætningerne for at leve et godt liv, har været stabilt klima. Det må generelt gerne være meget koldt, for at mennesker kan trives. Temperaturen må også gerne stige. Problemerne kommer først, når man ikke kan forudsige is- og vejrforhold. Det kræver et strategisk overblik og stor fleksibilitet ikke bare at overleve, men få et godt liv i Højarktis.

I dag arbejder vi på et stort Semper Ardens-projekt, der skal berige den viden og de fund, som allerede er gjort inden for to nyudnævnte UNESCO-verdensarvsområder Aasivissuit-Nipisat og Kujataa i Vestgrønland. De nationale museer i Grønland og Danmark har sammen sat nye udgravninger i gang af bopladser fra de seneste 1.000 år. En dramatisk periode i Grønlands historie, hvor markante kulturmøder har udspillet sig, og hvor store miljøforandringer er sket. Således er vi i den periode gået fra det, vi kalder Den Middelalderlige Varmeperiode over Den Lille Istid i 1600-1800-tallet til nutidens globale opvarmning.

Grønlænderne mødte her de europæiske hvalfangere og koloniseringen satte ind. Med de europæiske hvalfangeres ankomst til Grønland blev grønlænderne fuldstændig vævet ind i et globalt handelssystem. Vi prøver at kortlægge, hvordan det er foregået, og hvilken betydning de store ændringer har haft i områderne. Vi kigger også på klimaudviklingen i perioden. 

Hvad har de store klimasvingninger, som kan måles på Indlandsisen, betydet lokalt? Kommer der mere nedbør? Flere storme? Og sidst, men ikke mindst, undersøger vi bevaringsforholdene. Hvorfor har vi bopladser, hvor næsten alt organisk materiale er bevaret? Imens næsten intet er bevaret på andre bopladser? Hvad betinger bestemte bevaringsforhold? Her kigger vi bl.a. på de mikroskopiske spor af dna, fedtsyrer, insektrester og pollen – alt dét, der kan afsløre, hvordan miljøet var på selve bopladsen.

Det vildeste, jeg har oplevet som forsker, var, da min kollega Jens Fog Jensen blev angrebet af en isbjørn i Nordøstgrønland i august 2010 - og jeg måtte skyde bjørnen for at redde hans liv. Vi var ude at teste nogle måleinstrumenter på Clavering Ø – kun ham og jeg. 

Mens Jens var i gang med at skrive notater, og jeg foretog opmålinger cirka 100 meter fra ham, så jeg pludselig en stor hvid skikkelse bag ham. Jeg tænkte først, at det var en ulv. Men nej. Det var en isbjørn. De to havde ikke set hinanden. Jeg råbte ”bjørn, bjørn” for at advare Jens, der vendte sig om, opdagede den og fór af sted.

Bjørnen spottede også ham og spænede efter, og jeg løb så hurtigt, jeg kunne, over til Jens’ rygsæk, hvor vi havde vores riffel. Imens forfulgte isbjørnen Jens ned på stranden og endte med at rive benene væk under ham og kaste sig over ham. Jeg affyrede straks et skud for at skræmme den, men det hjalp ikke. Den var over ham.

Inden jeg kom så tæt på, at jeg kunne skyde den lige midt mellem øjnene – fordi den et kort øjeblik stoppede sit forehavende og kiggede på mig - nåede den at rive og bide Jens i lår og arme, dog uden at ramme pulsårerne. Herefter faldt den sammen over ham, og jeg fik efter at have halet Jens ud ringet over satellittelefonen efter hjælp. 

Selvom Jens var chokeret, havde han alligevel overskud til at sige, at jeg skulle huske at sikre vores data, inden han blev samlet op og bragt til infirmeriet på Daneborg og siden fløjet til hospitalet i Island. Heldigvis overlevede Jens og fik ingen varige men. Det skyldes især, at det var en ung og uerfaren bjørn, der overfaldt ham. Havde det været en stor, voksen hanbjørn, havde Jens ikke overlevet. Episoden viser, hvor risikabelt det kan være at arbejde som forsker i Arktis.

Noget af det, som jeg har sat mest pris på igennem mine efterhånden mere end 40 år i Grønlandsarkæologien, er de fantastisk gode faglige relationer, der har været mellem Danmark og Grønland. Der har været en enestående velvilje fra begge sider til at få ting til at fungere. Vi arkæologer fra Danmark har altid insisteret på at arbejde tæt sammen med de lokale grønlandske museer, så de også kunne få gavn af udgravningerne i både forsknings- og formidlingsøjemed. Det kan vi virkelig se frugten af i dag.

Jeg tænker også med særlig glæde tilbage på dengang, hvor vi åbnede ned til de 4.500 år gamle, frosne jordlag på Qeqertasussuk. Det var stort, at vi nærmest kunne stå og se på, at jorden tøede, op og tingene kom til syne. Ja, vi kunne faktisk lugte møddinglagene. Og vi kunne se stenredskaberne og pilespidser sidde i deres originale skafter. Det var som at åbne et vindue ind til en helt anden verden. Meget overvældende og noget, man aldrig glemmer.