Månedens Forsker Bjørn Panyella Pedersen

Jeg skrev speciale inden for den gren af biologien, der hedder molekylærbiologi. Det var klart det, der interesserede mig mest, og desuden var jeg helt utrolig dårlig til at kende forskel på forskellige dyr og planter. Den del interesserede mig heller ikke. I molekylærbiologien kunne jeg derimod komme helt ind til kernen af, hvad liv er, og det er spændende! Hvad vil det sige, at noget er levende, og hvornår bliver liv til kemi?

Mit speciale blev kombineret med en ph.d., som jeg blev færdig med i 2008. Denne skulle vise sig at lægge fundamentet til det, jeg siden har arbejdet med, nemlig hvordan molekyler er i stand til at bevæge sig hen over cellemembraner.

I den sammenhæng kan man ikke undgå at stille sig selv spørgsmålet om, hvad liv er. En grundpræmis for liv er nemlig, at det forudsætter et veldefineret indenfor og udenfor. Man kan ikke på én gang være i live og i ét med sine omgivelser. Og det, der gør forskellen her, er cellemembranen.

Jeg er optaget af, hvordan man ved hjælp af transport-proteiner kan skrue på eller opretholde bestemte koncentrationsforskelle på tværs af cellemembranen. Især handler det om at kunne styre, hvad der præcis går ind og ud af cellen. Nogle gange er der for eksempel brug for, at kun en bestemt type sukker kommer gennem membranen og ind i cellen, mens andre typer af sukker holdes ude.

Man kan vel sige, at studier af transport over cellemembraner har defineret min karriere. På en lidt omskiftelig måde dog, for jeg har arbejdet med mange forskellige typer transport. Transport af salte, tungmetaller, fosfat, sukker, hormoner og kolesterol har alle været inden for det overordnede tema, siden jeg i min ph.d. undersøgte gradienter af protoner og pH-forskelle på inder- og ydersiden af celler. Uanset hvad der skal transporteres hen over cellemembranen, er det stort set altid styret af denne pH-gradient.

Lige nu arbejder vi med vores bevilling fra Carlsbergfondet med steroler – blandt andet kolesterol, som de fleste kender. Vi prøver at forstå, hvordan kolesterol kommer derhen i kroppen, hvor det skal være. Vi vender på en måde snakken om kolesterol på hovedet, for vores udgangspunkt er, at kolesterol er et vigtigt molekyle, som vi gerne vil have.

Uden kolesterol vil vi nemlig dø. For eksempel findes der forfærdelige arvelige sygdomme, hvor man ikke kan få kolesterol derhen, hvor det skal være i kroppen, hvilket giver store problemer i blandt andet nerveceller og forårsager børne-demens og død i en tidlig alder.

Vi har arbejdet med transport af steroler gennem mange år efterhånden. Vi har ikke bare undersøgt, hvordan molekylet transporteres i mennesker, men i lige så høj grad, hvordan det fungerer i for eksempel svampe. Det er i øvrigt den samme transportmekanisme, der styrer, hvordan et farligt virus som ebola kan komme ind i celler.

I dag er jeg stolt af at sige, at vores arbejde markant har flyttet forståelsen af, hvordan processen udspiller sig. Og igen kan vi føre forklaringen tilbage til pH-gradienten og det princip, at der skal eksistere de her forskelle i koncentrationer inden for og uden for en celle, for at processerne fungerer korrekt.

En af udfordringerne ved min forskning er, at den er teknisk kompliceret at gennemføre og typisk tager mange år. Det er en af grundene til, at jeg var postdoc i seks år. Først i Danmark og siden i USA, inden jeg i 2014 kom tilbage til Danmark, hvor jeg først blev ansat som adjunkt på Aarhus Institute of Advanced Studies på Aarhus Universitet og siden på Institut for Molekylær Biologi og Genetik, hvor jeg i dag er lektor.

Aarhus Universitet har et fantastisk miljø, hvis man vil arbejde med det, vi kalder makromolekylær krystallografi og elektronmikroskopi. Her er der en verdensledende infrastruktur på plads, som har gjort det muligt at lave de meget omkostningstunge eksperimenter, der er brug for.

Aarhus Institute of Advanced Studies er også et meget internationalt miljø, hvor der virkelig er meget inspiration at hente. Gennem hele min karriere har jeg været heldig at få lov til at arbejde sammen med mange virkelig dygtige mennesker, som har været en stor inspiration.

Det er heldigvis også altid lykkedes mig at skaffe midler til mine forskningsideer ved forskellige fonde. Jeg har derfor altid haft det privilegium at kunne henvende mig i døren et nyt sted med en pose penge, og så bliver man som regel budt indenfor.

Noget, jeg til gengæld som forsker i basale grundvidenskabelige spørgsmål har oplevet som en udfordring, er, i hvor høj grad, jeg skal gøre rede for, hvordan mine videnskabelige resultater kan omsættes til værdi for samfundet.

Det er jo på overfladen et fair spørgsmål, men et fyldestgørende og samtidigt retvisende svar kræver meget baggrundsviden og tid til fordybelse, som modtageren som regel ikke har til rådighed. Det gør det meget svært at have en samtale om, hvad vi faktisk laver. Det kommer lynhurtigt til at handle om noget, der ligger langt fra det, vi konkret arbejder med.

Jeg kan derfor godt blive frustreret over, at der er så lidt interesse for og respekt for grundvidenskaben. Altså det at prøve at forstå, hvordan verden grundlæggende fungerer og hænger sammen. Det er en frustration, jeg har i forhold til offentligheden, men også i forhold til det videnskabelige miljø. Begge steder reageres der meget hurtigt sådan, at ’det er fint, men hvad kan det bruges til?’.

Der skal helst være plads til både målrettede missionsdrevne aktiviteter og de nysgerrige eksperimenter, der gør os klogere på verdenen. Begge dele er drevet af dyb faglig indsigt og kan nemt overlappe, men jeg tror, det er vigtigt at understøtte specielt den sidste type forskning, da universiteterne er det eneste sted i samfundet, hvor denne type forskning kan finde sted. Det handler ikke blot om penge og bevillinger, men også om en bredere støtte.

En anden ting, jeg ikke anede, da jeg var studerende, er, hvor konkurrencedrevet forskningen er inden for mit fagområde. Det er tankevækkende, at hver gang vi har gjort en stor opdagelse, har der stort set altid været andre forskere, der har fundet ud af næsten det samme som os og er kommet ud med deres resultater næsten samtidigt.

Det er desværre en svær balance at arbejde med noget, som er unikt, men samtidig bliver set som interessant af andre. Spørgsmål som ’hvad kan det bruges til?’ puster desværre også til den problemstilling. Det medvirker til, at man samler sig om smallere emneområder, hvor alle kan se en umiddelbar relevans.

Det giver et tidspres for at komme hurtigt ud med resultaterne, og vi risikerer at miste den fordybelse, som er så vigtig for, at vi kan levere det bedste og mest gennemtænkte resultat. Det er noget af det, der kan ærgre mig ved den udvikling, som det akademiske system har gennemlevet, siden jeg var studerende.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg føler mig utroligt privilegeret over at være et sted, hvor jeg hver dag kan bruge min nysgerrighed til at prøve at forstå verden og samtidig har mulighed for at dele min fascination og viden med studerende.