Månedens Forsker Lone Simonsen

Lone Simonsen har brugt det meste af sit arbejdsliv på at forstå og bekæmpe infektionssygdomme. Månedens Forsker #5 2021.

Publiceret:

01.06.2021

Fra NIH, CDC og George Washington University i USA til WHO i Schweiz. Lone Simonsen har været vidt omkring i sygdomsbekæmpelsens navn, siden hun blev uddannet fra RUC i 1985. I 2014 vendte hun hjem til Danmark og har under corona-krisen været en af nationens vigtigste stemmer, når pandemien skulle udlægges og forklares for befolkningen.

Jeg har haft langt det meste af min karriere uden for universitetsverdenen. De første mange år var jeg ansat ved USA's Center for Disease Control (CDC), National Institute of Health (NIH) og verdenssundhedsorganisationen WHO i Geneve. I 2007 blev jeg professor på George Washington University i Washington, hvor jeg stadig er tilknyttet. Det var først i 2014, at jeg vendte tilbage til Danmark. Først som gæsteprofessor på Københavns Universitet, og siden 2018 som professor på Roskilde Universitet.

Jeg er meget glad for at være vendt permanent tilbage til universitetsverdenen, for det passer mig så godt at være uafhængig. Det plagede mig noget at være ansat under myndigheder, fordi jeg så ikke altid var fri til at sige, hvad jeg ville. I mine år på NIH havde jeg dog min frihed til at ytre mig.

Jeg kan godt lide at bore dybt og bredt i emner, hvilket jeg får bedre mulighed for på universitetet. Det er jo akademikerens privilegium at have frihed til at lade sig drive derhen, hvor man ser problemer, der kalder på løsninger.
Jeg er meget glad for at være vendt permanent tilbage til universitetsverdenen, for det passer mig så godt at være uafhængig.
Lone Simonsen

Jeg startede oprindelig på medicinstudiet, men det var lidt kedeligt for mig. Vi diskuterede aldrig noget. Det handlede bare om at lære en masse stof. Så jeg skiftede til RUC, hvor jeg gennem projektarbejdet kom til at arbejde tæt sammen med forskere inden for biologi og kemi.

Jeg blev kandidat fra RUC i 1985 og blev selvfølgelig straks arbejdsløs, for det var meget stigmatiserende dengang at komme derfra. Så jeg tog til USA, hvor jeg blev ph.d.-studerende ved University of Massachusetts og forskede i evolution af antibiotikaresistens. Efter 5 år tog jeg tilbage til Danmark og begyndte på et postdoc-forløb hos professor Søren Molin på Danmarks Tekniske Universitet.  

Men så gik det op for mig, at jeg ikke skulle tilbage til laboratorieforskning, og jeg vendte derfor retur til USA, denne gang til et diplomprogram ved CDC som sygdomsdetektiv. Det var sådan et toårigt forløb, som der var meget stor konkurrence om at komme ind på, og hvor de fleste var unge læger. Jeg tror, de tog mig på grund af min populationsgenetiske baggrund.

Det var også i den periode, at jeg mødte min eksmand og fik to børn i Atlanta. Herefter tog hele familien til WHO i Geneve, hvor vi begge arbejdede med globale sundhedsproblemer. Jeg havde primært arbejdet med pandemier og især influenza på CDC, men nu bredte jeg mig ud til også at arbejde med globale mønstre i HIV og antibiotikaresistens i tuberkulose samt med vaccineprogrammers sikkerhed.

I 2000 vendte vi tilbage til USA, hvor jeg fik et fantastisk job i Tony Faucis kontor på National of Infectious Diseases and Allergies (NIAID) på NIH. Her fik jeg mulighed for bare at forske og behøvede eksempelvis ikke at bekymre mig om at skaffe penge. Jeg arbejdede med vaccineforskning og undersøgte blandt andet effekten af vaccinationsprogrammer: virker de, som de skal, og er der nogle alvorlige bivirkninger, som man skal have øje for?

Jeg er jo generelt sådan indrettet, at hvis jeg ser et problem, som er kontroversielt, bliver jeg tiltrukket af det. Mens jeg var på NIH, begyndte jeg derfor at interessere mig for, hvordan influenzavacciner egentlig virkede på de ældre. Litteraturen sagde, at det var helt fantastisk, at man kunne undgå et dødsfald ved at vaccinere 200 ældre. Men jeg kunne ikke finde evidens for, at de ældre døde af influenza i mindre grad, selvom man i USA over en periode var gået fra at vaccinere fem procent af befolkningen til 70 procent.

Resultaterne gik helt imod det officielle paradigme og førte til, at jeg blev set som kontroversiel og blev klemt ud af mit eget felt i en periode.
Lone Simonsen
Jeg publicerede nogle modelstudier, der viste, at vaccinerne ikke virkede særlig godt på denne befolkningsgruppe. Resultaterne gik helt imod det officielle paradigme og førte til, at jeg blev set som kontroversiel og blev klemt ud af mit eget felt i en periode. Efterhånden blev det dog anerkendt, at evidensen i litteraturen var helt gal, og at der var et problem med effekten af vaccinerne til den ældre befolkning. Det førte til bedre bias-fri observationsstudier, at der blev udviklet mere potente vacciner for ældre, og at der var fornyet interesse for at vaccinere yngre aldersgrupper – dem som smitter mest. Når jeg ser tilbage, er jeg ret stolt over at have været med til at kaste lys over det problem.
Men det er også en tid, jeg husker som ikke særlig rar. Jeg fik jo at vide, at jeg ødelagde vores vigtigste platform for folkesundhed. Men jeg stod fast og gravede med gode kolleger hele vejen rundt om de bias, der var i de tidligere studier. Og selvom de var bekymrede, beskyttede NIH mig og lod mig publicere mine data. Og det blev faktisk min vej ind i policy-arbejdet. Det var nok ikke sket, hvis jeg havde været ansat på CDC eller WHO på det tidspunkt.
Som corona-krisen har vist, kan sundhedsforskning især inden for epidemiologi og bekæmpelse af smitsomme sygdomme virkelig komme højt op på den politiske dagsorden. Men det har jeg heldigvis været vant til gennem hele mit arbejdsliv, for influenza – og såmænd også HIV og tuberkulose, som jeg arbejdede med hos WHO i Geneve – har mindst lige så stor politisk bevågenhed. 
Jeg viste, at med pandemi-influenza skifter dødeligheden ned i de yngre aldersgrupper, mens det er de ældre, der dør under almindelig sæson-influenza.
Lone Simonsen

Når jeg ser tilbage, er de opdagelser, som jeg har gjort inden for historiske influenza-pandemier og vacciner, det, som jeg er mest glad for. Det var stort, da det i 1990erne lykkedes os at finde et mønster, der klart adskiller pandemi-influenza fra sæson-influenza. Jeg viste, at med pandemi-influenza skifter dødeligheden ned i de yngre aldersgrupper, mens det er de ældre, der dør under almindelig sæson-influenza. Det tager så 2-5 år, før sæsoninfluenza-mønsteret er tilbage. 

Det skyldes først og fremmest, at pandemi-influenzaer skyldes nye vira overført fra dyr, hvorfor befolkningen stort set er ubeskyttet, mens almindelig sæson-influenza baserer sig på kendte influenzatyper, som man har prøvet før. Derfor smitter pandemi-influenza cirka 60 procent af befolkningen, mens en almindelig sæson-influenza smitter cirka 10 procent.

Jeg er også glad for, at jeg - mens jeg var på NIH - var med til at lægge grunden for et nyt forskningsfelt op. Jeg tog i 2003 initiativ til at gøre det nemmere at lægge hel-sekvensdata i Genbank, således at forskere verden over kan bruge de vigtige data. Det blev hurtigt til et helt nyt felt af influenza-molekylær epidemiologi, der gav masser af ny vigtig indsigt.

Men også mit arbejde med epidemi-modeller har flyttet noget. Da der skete et højdødeligt udbrud af Ebola i Vestafrika i 2014, kom forskernes modeller frem til helt forskellige scenarier - og i nogle tilfælde fuldstændig overvurderede scenarier – for, hvor stort udbruddet ville blive, og hvor mange som ville dø. Sammen med kolleger fra NIH lavede vi efterfølgende en modelleringskonkurrence, således at de forskellige forskerhold kunne sammenligne deres resultater og få et sammenhold. Her fandt vi ud af, at hvis vi tog gennemsnittet af disse forskerholds prognoser, ramte det ret godt epidemiens virkelige størrelse.

Corona-pandemien vendte op og ned på Lone Simonsens forskerliv

Det mest uhyggelige, jeg har oplevet, var, da jeg blev udsendt fra NIH til WHO’s hovedkvarter i Geneve under SARS-epidemien i 2003 for at være med til at undersøge og bekæmpe den nye pandemitrussel. Vi synes jo nu, at Covid-19 - med et kontakttal på 2,5 og en dødelighed på omkring 0,5 procent af de smittede i et land som Danmark med en aldrende population - er alvorlig.
Så forestil dig at stå over for en helt ny pandemitrussel i form af en coronavirus, der spredte sig i Asien, Canada og andre lande, og som havde et målt kontakttal på 3 og en dødelighed på ca. 10 procent.  Vi indsamlede data per fax hver dag, og det så meget alvorligt ud, for den bredte sig jo i storbyer som København i flere verdensdele. Det var en virkelig alvorlig global trussel. Den værste vi havde – og stadig har - set i mands minde.
Jeg var med i en måneds tid, og vi knoklede 18 timer om dagen. Det var meget stressende, for vi var virkelig bange for, at 10 procent af alle skulle dø, og jeg var jo også mor og havde tre små børn hjemme i USA. Mine kolleger arbejdede hårdt i felten med at opspore tilfælde, stoppe fly og isolere sandsynlige tilfælde. Vi mistede hurtigt én kollega i Vietnam. En læge, der var ude ved smittens front.  Så det var et chokerende første møde med dødelige coronavirus-pandemitrusler, jeg fik der.
Det var meget stressende, for vi var virkelig bange for, at 10 procent af alle skulle dø, og jeg var jo også mor og havde tre små børn hjemme i USA.
Lone Simonsen
Min største erkendelse nogensinde har nok været, da jeg for nylig sammen med professor Kim Sneppen og hans kolleger på Niels Bohr Institutet (NBI) fandt ud af, hvordan superspredningsfænomenet er meget vigtigt for vores evne til at holde Covid-19 nede. Jeg har arbejdet længe nok med influenza til at vide, at vi aldrig havde kunnet kontrollere en influenza-pandemi ved at begrænse folks samvær, som vi har kunnet undertrykke corona-smitten. Vi undrede os derfor meget over, hvordan vi kunne tvinge epidemien i knæ på den måde.
Ved at bruge NBI’s agent-baserede modeller lykkedes det at vise, at det skyldes fænomenet superspredning. Vi ved om denne virus, at det kun er 10 procent af de smittede, der smitter 80 procent, mens 90 procent kun smitter ganske lidt. Vores model viste, at ved at lukke ned for aktivitet i det offentlige rum kan man – i modsætning til under en influenza-epidemi – ramme virussens superspreder-akilleshæl og derved forhindre de få, der smitter meget, i at smitte mange. Modellerne viser klart, at det kræver superspredning at få så dramatisk en effekt af social distancering. Noget som ikke var set i andre typer modeller.
Den indsigt har også været en øjenåbner for mig ift. at forklare, hvorfor det lykkedes at få SARS-coronatruslen under kontrol og udryddet i 2003. ”Aha, det var da sikkert dét, der var på spil”, kan vi nu sige til hinanden. Vi talte om superspredning dengang i 2003, men ingen havde modelleret på den smarte måde, som NBI-fysikerne kunne med deres modeller, der på meget avanceret vis kan vise de her spredningsmønstre. Jeg tænker på den baggrund, at fremtidens superspredende coronavirus-pandemi-trusler vil være nemmere at kontrollere end pandemi-influenza. Det er en vigtig erkendelse.
Engang, hvor jeg skulle give en key note-forelæsning i Thailand, var de eksempelvis i lufthavnen synligt skuffede over, at Lone var en ung kvinde og ikke en ældre mand!
Lone Simonsen

Det at være kvinde i en forskningsverden fyldt med mænd har egentlig aldrig været noget, jeg har tænkt synderligt over. Måske fordi jeg har været i USA og på en måde har været beskyttet af mit navn Lone, som ingen identificerede som kvindeligt. Men jeg husker engang, hvor jeg skulle give en key note-forelæsning i Bangkok i Thailand, at de eksempelvis i lufthavnen var synligt skuffede over at erfare, at Lone var en ung kvinde og ikke en ældre mand!

Hvis jeg har haft udfordringer med det at være kvinde, har det været i forhold til at få arbejdslivet til at gå op med familielivet. Jeg har jo fået tre børn i et land og inden for en branche med meget høj arbejdsmoral og absolut ingen muligheder for at gå på barsel. Jeg arbejdede eksempelvis på CDC helt op til mine to første fødsler, og jeg var nødt til at vende tilbage kort tid efter og gøre brug af min mor og barnepiger, for at få børnene passet. Men det faldt mig ikke ind at se det som et problem. 
'Jeg synes, det er vigtigt, at man som forsker stiller sin viden til rådighed i en tid, hvor der er så meget på spil, og hvor der hele tiden kommer ny information, som skal forstås og formidles', siger Månedens Forsker Lone Simonsen.
Jeg var jo evigt glad for at have fået min stilling som sygdomsdetektiv på CDC, selvom det er klart, at der er store forventninger til, hvad man skal præstere og levere i den type stilling i et land som USA – uanset hvilket køn, man har.
Selvom forskellen i arbejdsmoral mellem Danmark og USA slog mig meget, da jeg kom tilbage til Danmark og blev postdoc på DTU, synes jeg dog, at vi har fat i noget vigtigt i Danmark, når vi insisterer på, at der skal være balance i vores liv og plads til, at begge køn tager barsel og har en fritid. Mine kolleger i USA tog eksempelvis ofte ikke deres ferie, mens jeg insisterede på at tage familien med til Danmark hver sommer i seks uger.
Hvad angår de kvindelige forskeres muligheder i dag, kan jeg godt se, at der mangler kvindelige mentorer på mit felt. Jeg er derfor selv meget bevidst om at hjælpe de yngre kvinder, som jeg arbejder sammen med og møder på min vej, til at blive dygtige og glade forskere.
Jeg er generelt meget glad for at arbejde interdisciplinært. Da jeg kom tilbage til Danmark, havde jeg ikke noget netværk her, men så blev jeg medlem af Videnskabernes Selskab og mødte bl.a. Kim Sneppen, som jeg har haft fornøjelsen af at lave andet spændende forskning sammen med. Også ting, der ikke er publiceret endnu.
De næste ti år skal vi jo i gang med at dissekere denne her pandemi i lyset af, hvad vi ved fra tidligere pandemier.
Lone Simonsen

Mine sidste år som forsker vil jeg gerne bruge på at bygge pandemiforskningen yderligere op og give bolden videre til den næste generation af danske forskere inden for det her vildt spændende og vidtfavnende felt, der spænder over vacciner, global sundhed, populationsbiologi, matematikmodeller og epidemiologi. Takket være vores bevilling fra Carlsbergfondet er jeg gået fra at være sådan en nicheforsker, der arbejdede med pandemier, til nu at have fået lagt grunden til et lovende interdisciplinært miljø inden for pandemiforskning.

Det har virkelig været en game changer, og jeg håber meget, at vi kan få pandemiforskning cementeret i dansk forskning. Jeg mener, at vi har mulighed for at bygge noget stort op her, ikke mindst i kraft af alle de internationale kontakter, som jeg har fået gennem tiden. De næste ti år skal vi jo i gang med at dissekere denne her pandemi i lyset af, hvad vi ved fra tidligere pandemier. Og der kommer helt sikkert nye pandemier igen i fremtiden, som vi skal være klar til at håndtere.

Jeg føler mig meget heldig at have fået muligheden for at være forsker i så mange år. Det er et stort privilegium at gå på arbejde hver dag og lære noget nyt. Det har dog også været en hård periode med corona, hvor jeg har arbejdet virkelig, virkelig meget. Men når der er rum til det, trækker jeg stikket og tager i sommerhus med familie og venner. Eller jeg tager mig en god, lang svømmetur.

Jeg har jo forsket som normalt under hele epidemien, men jeg føler også meget for denne her store kommunikationsrolle, som jeg har fået det seneste år. Jeg synes, det er vigtigt, at man som forsker stiller sin viden til rådighed i en tid, hvor der er så meget på spil, og hvor der hele tiden kommer ny information, som skal forstås og formidles. Det er jeg meget glad for at have været med til i Danmark.

PODCAST: Lone Simonsen har viet sit liv til at udrede og overvåge smitsomme sygdommes veje og vildveje

Da corona-pandemien ramte verden i 2020, kom det ikke som en overraskelse for professor Lone Simonsen, der har brugt det meste af sit arbejdsliv på at overvåge og forsøge at forstå smitsomme sygdommes veje og vildveje. Hør Lone Simonsen fortælle om det seneste års intense arbejde med at blive klogere på corona-pandemien og få et indblik i årene, hvor hun fra bl.a. WHO’s hovedkvarter i Geneve var ansat til at overvåge og bekæmpe verdensomspændende trusler som SARS. Journalist Nynne Bjerre Christensen er vært.
00.00
00.00

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.