Månedens Forsker Peter Birch Sørensen

Men jeg blev grebet af det. Det var i det hele taget en stor oplevelse at flytte fra en lille by på Nordfyn, hvor jeg var vokset op, og ind til København for at studere.

Mens jeg studerede på universitetet, havde jeg dog ingen forestillinger om, at jeg skulle ende med at blive forsker. Men det flaskede sig sådan, at jeg - samtidig med, at jeg startede på kandidatuddannelsen - blev ansat til at undervise førsteårsstuderende på faget. Og dét var med til at stimulere min interesse for at blive på universitetet, når jeg var færdig med studiet. 

Da jeg blev færdiguddannet i 1980, besluttede jeg mig derfor for at søge det, der i dag svarer til et ph.d.-stipendium. Det lykkedes, og i 1981 fik jeg tilmed et Fulbright Scholarship, hvilket bragte mig til USA i 1981-82.

I starten var jeg særligt optaget af makroøkonomi, der blandt andet handler om, hvorfor vi får økonomiske kriser. Min studietid havde jo været præget af store konjunkturudsving, så i starten af 1980erne var jeg stadig nysgerrig på, hvordan finans- og pengepolitikken kunne bruges til at stabilisere økonomien. 

Min interesse gled dog lidt efter lidt over i skattepolitiske forhold. Det hang sammen med, at jeg - efter at have været adjunkt på det daværende Landbohøjskolen i årene 1983 til 1985 - blev ansat som lektor på Københavns Universitets Økonomisk Institut, hvor de havde brug for en til at undervise i finansvidenskab og skattepolitik.

Det blev jeg grebet af, så de næste mange år specialiserede jeg mig primært i offentlig økonomi og skattepolitik. Jeg har især været optaget af, hvordan man gennem beskatningen kan sikre en mere retfærdig indkomstfordeling, uden at det går for hårdt ud over tilskyndelsen til at arbejde, opspare og investere.

Jeg har også beskæftiget mig med, hvordan vi bedst indretter beskatningen af kapitalindtægter og selskabsindkomst, så der kan skabes et provenu, uden at incitamentet til at investere svækkes for meget.

Et klassisk spørgsmål er her, hvordan man undgår den uhensigtsmæssige dobbeltbeskatning, som sker, når man både beskatter indtjeningen i selve aktieselskaberne og derefter lægger indkomstskat på det selskabsoverskud, der deles ud som aktieudbytte. I forhold til det spørgsmål har jeg haft den tilfredsstillelse, at mine forslag til lempelse af dobbeltbeskatning er blevet virkeliggjort i Norge, hvor jeg har deltaget i flere skattekommissioner.

Men det er ikke så ligetil at svare på, og der er til stadighed diskussioner blandt økonomer om, hvordan man skal agere under kriser. Sagen er jo, at man ofte famler lidt i blinde som følge af, at de økonomiske statistikker kommer med en vis forsinkelse. Samtidig er det også et vilkår, at det ofte tager tid for politikerne at reagere på en udvikling og iværksætte diverse indgreb.

I praksis kan det betyde, at når man så endelig får vedtaget et indgreb, der eksempelvis skal holde hånden under beskæftigelsen eller tage trykket af en overophedet økonomi, ja så er situationen allerede vendt. Man kan dermed risikere at gøre ondt værre ved det, man har sat i gang. Man må altså som økonom affinde sig med, at man aldrig kan komme med en fuldstændig sikker opskrift på, hvordan man klarer sig bedst igennem en krise.

De senere år er det imidlertid et ganske andet emne, der har ligget mit hjerte nærmest, nemlig miljø- og ressourceøkonomi. At jeg overhovedet kastede mig ind i det skyldes dog lidt en tilfældighed. Økonomisk Institut stod i 2012 og manglede en til at undervise i faget, efter at en af mine kolleger var gået på pension. Så de spurgte mig, om jeg ville tage opgaven. Nok fordi jeg tidligere havde været med til at grundlægge Det Miljøøkonomiske Råd og i øvrigt havde beskæftiget mig med emnet i min tid som overvismand.

Jeg blev hurtigt grebet af det, og i dag kan jeg slet ikke forestille mig at arbejde med andet. Faktisk føler jeg, at ringen er sluttet. For noget af det, der drev mig ind i økonomistudiet i 1970erne, var også, at der foregik en stor diskussion om grænser for vækst. Der kom i 1972 en meget omtalt bog med netop titlen Grænser for Vækst skrevet af forskere, der gik under navnet Romklubben. 

Den beskrev, hvordan stigende miljøproblemer ville blive en følge af den økonomiske vækst. I dag er jeg glad for at kunne konstatere, at min oprindelige interesse for samspillet mellem økonomi og miljø flyder naturligt sammen i det, jeg forskningsmæssigt er endt med at beskæftige mig mest med.

For at komme i dybden med det har især to store bevillinger fra Carlsbergfondet til udvikling af dels Grøn REFORM-modellen og dels en metode til at beregne et grønt BNP været afgørende. Både resultatet af arbejdet med Grøn REFORM-modellen og det grønne BNP lancerede vi for nylig på en konference på Christiansborg.

Grøn REFORM-modellen er udviklet til at beregne miljø- og klimaeffekter af den forventede økonomiske udvikling. Desuden kan den bruges til at vurdere de erhvervs- og samfundsøkonomiske konsekvenser af forskellige miljø-, energi- og klimapolitiske tiltag, eksempelvis drivhusgasafgifter. 

Modellen er resultat af flere års forskning og modelarbejde - det største, der nogensinde er gennemført af sin art i Danmark. Det ser ud til, at modellen kommer til at finde anvendelse i centraladministrationen. Blandt andre planlægger Finansministeriet og Klima- og Energiministeriet at bruge den. 

Modellen er også blevet præsenteret for Joe Bidens økonomiske rådgiver, som har vist interesse for den, ligesom den har vakt opmærksomhed i OECD, der henviser til modellen som state of the art, når det kommer til at indregne økonomiske konsekvenser af klima- og miljøtiltag. Det er jeg selvfølgelig stolt over.

Jeg er også meget glad for, at det er lykkedes os at udvikle metoder til at værdisætte miljø- og naturgoder og hermed opgøre et grønt BNP. Arbejdet med det grønne BNP har netop bygget på et ønske om at kunne inkludere værdien af en række miljø- og naturtjenester i BNP, der jo traditionelt ikke har medregnet miljø- og klimaeffekter af samfundets produktion og forbrug. 

Vores metode til at opgøre et grønt BNP tager nu hensyn til omkostningerne ved eksempelvis forurening, udledning af drivhusgasser og nedslidning af Danmarks naturkapital samt gevinsten ved at investere i forøgelse af naturkapitalen.

Undervejs i arbejdet med det grønne BNP blev jeg faktisk overrasket over, at vi tilsyneladende ikke har haft grøn vækst i Danmark igennem de senere år. Det strider med den udbredte opfattelse, at det er lykkedes at forene vækst i det traditionelle BNP med miljøforbedringer. 

Vores foreløbige tal viser, at miljøomkostningerne ved den økonomiske aktivitet er nogenlunde lige så store i dag som i 1990 – også når vi renser for inflation. Det skyldes, at selvom det er gået fremad på nogle områder, er det også gået tilbage på andre. Men det må alt i alt siges at være overraskende, at miljøomkostningerne samlet ikke er blevet lavere på trods af de miljø- og klimatiltag, som vitterlig er foretaget i perioden.

Hvis jeg skal fremhæve noget, som har haft en stor betydning for, hvor jeg som forsker står i dag, er det det Grundforskningscenter for Forskning i Økonomisk Politik, som jeg sammen med kolleger modtog en bevilling til i 1993. Centeret kørte i 12 år og gjorde, at vi virkelig fik styrket den anvendelsesorienterede økonomiske forskning i Danmark. 

Vi fik eksempelvis bygget en ny model for dansk økonomi, som kan tage højde for, at der til enhver tid lever forskellige generationer i forskellige faser af livscyklussen. Modellen blev forløberen for en større model, som senere er blevet anvendt af blandt andre Velfærdskommissionen i 2004-2006.

Jeg er i dag – når jeg ser tilbage - særligt glad for, at vi i løbet af de år på centeret fik lagt en karrierevej ud for en lang række dygtige, yngre økonomer, som i dag er nogle af de bedste inden for vores fag i Danmark. Det er også grunden til, at jeg her i de kommende år, inden jeg går på pension, vil lægge mig i selen for at skaffe flere midler til at løfte forskningen og undervisningen i miljø- og klimaøkonomi. Det er der brug for.