Børnegrave, luksusglas og kloaker gravet frem af jorden under Cæsars Forum i Rom

Neden under de tre børnegrave fandt arkæologerne endnu en grav - en såkaldt jordfæstegrav med et skelet af en dreng på 3-4 år.

Publiceret:

18.05.2022

Tags:

En lang række enestående genstande gravet frem af jorden under Cæsars Forum kaster nyt lys over Roms fortid fra Antikken og helt op i 1900-tallet. Foreløbig er der fundet alt fra tallerkener, lysekroner, legetøj og medicinflasker til granitsøjler og dræningskanaler. De kommende måneder vil flere nye områder blive genstand for omfattende undersøgelser, der vil kaste yderligere lys over liv og skikke i Roms fortid.

Siden 2019 har danske og italienske arkæologer med støtte fra Carlsbergfondet og Aarhus Universitets Forskningsfond gennemført en omfattende arkæologisk udgravning af et af Roms fem repræsentative fora fra Antikken, Cæsars Forum. Fra dansk side ledes udgravningen af ph.d. Jan Kindberg Jacobsen tilknyttet Det Danske Institut i Rom og professor og centerleder Rubina Raja fra Centre for Urban Network Evolutions (UrbNet) på Aarhus Universitet.

Et af de områder, som arkæologerne har været i gang med at undersøge, er det såkaldte Alessandrino-kvarter, der blev udlagt i anden halvdel af 1500-tallet og eksisterede frem til begyndelsen af 1930’erne, hvor det blev nedrevet på ordre fra? Benito Mussolini (premierminister i Italien i årene 1922 til 1943).  

’Urinari’ og dyreknogler fundet i kloaker i Alessandrino-kvarteret

Inden nedrivningen strakte kvarteret sig over et stort område helt fra det moderne Piazza Venezia til det antikke Colosseum. Her har arkæologerne nu detaljeret kunnet kortlægge arkitekturens udvikling over en periode på omkring 400 år. Samtidig er de nu i stand til at give præcise beskrivelser af aktiviteten i husene på baggrund af fund fra kloaker og brønde.

”Vi har eksempelvis udgravet kloaker fra begyndelsen af 1900-tallet. Indholdet fra disse er de eneste materielle levn, der i dag er bevaret fra de 4000 indbyggere. Vi har fundet mønter, smykker, knapper, dele af lysekroner, glasflasker og tallerkner, der samlet set giver et indblik i livet i Alessandrino-kvarterets allersidste fase”, fortæller Jan Kindberg Jacobsen. Han tilføjer:

”En række sensationelle genstande er desuden fremkommet i en kloak fra Alessandrino-kvarterets tidligste fase. Genstandene, hvoraf mange stadig er intakte og i brugbar stand, kan dateres til anden halvdel af 1500-tallet. Der er tale om alt fra mønter og fint bemalede tallerkener til lerfigurer brugt som legetøj, små medicinbeholdere i keramik, glasflasker til medicin og masser af såkaldte ’urinari’. Altså brede glaskolber, som læger i middelalderen og renæssancen brugte til at studere menneskelig urin som led i diagnosticering af sygdomme. Vi har også fundet forkullede rester af møbler samt dyreknogler og plantefrø.”

Video

Bronzemønter og knogler pibler op fra kloakken

Dyreknogler fra hvidt kød

Netop dyreknogler og plantefrø giver arkæologerne et helt nyt og detaljeret indblik i datidens patientpleje. Dyreknoglerne stammer næsten alle fra hvidt kød – det vil sige kyllinger og andet fjerkræ. Det er opsigtsvækkende, da man i en ’normal’ renæssancekontekst typisk ville finde masser af knogler fra grise og køer, som er stort set fraværende her. Det tyder ifølge Jan Kindberg Jacobsen på, at knoglerne kan forbindes med en særlig let kost til patienter. Hvad frøene angår, tyder en foreløbig gennemgang på, at der er tale om frø, som har været benyttet til at lave forskellige medicinske salver.

”Vi ved, at det moderne hospitalsvæsen opstod i renæssancens Italien. Og at lægerne allerede på det tidspunkt havde en forholdsvis god forståelse af, hvorledes eksempelvis smittekæder skulle brydes ved epidemier. Man vidste blandt andet, at smitte kunne foregå ved berøring af genstande. Samtidig ved vi fra skriftlige kilder, at genstande, der tilhørte patienter eller var blevet benyttet til pleje under sygdomsforløb, bliv smidt væk efter patientens død. Møbler, som havde været i nærheden af smittede, skulle ligeledes brændes. Disse forholdsregler har været i brug regelmæssigt op gennem renæssancen, men det er helt unikt, at vi nu har kunnet dokumentere dem i en arkæologiske sammenhæng”, fortæller Jan Kindberg Jacobsen.

Tre unikke børnegrave

Arkæologerne har også gravet i lagene fra både arkaisk tid og den romerske kejsertid. Et af de mest ekstraordinære fund har været tre børnegrave fra arkaisk tid mellem 7. årh. og 6. årh. f.v.t. Gravene er opsigtsvækkende, fordi romerne ikke normalt på den tid begravede de døde i de områder, hvor de selv boede. Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at gravene ligger tæt sammen, da grave oftest var placeret separat.

”Gravene har været brugt til børn i 1 til 2-års alderen. Når de har været placeret inden for bebyggelsen, skyldes det formentlig, at børn dengang ikke blev anset for at være ”rigtige” mennesker, før de nåede en vis alder. Det skyldes, at der dengang var en meget høj børnedødelighed, og man ventede derfor med at betragte dem som medlemmer af samfundet, indtil de havde nået en vis alder. Konkret er børnene blev lagt ind i to lerkar, der bagefter er blevet lagt ned rand mod rand og således har fungeret som en slags kiste”, siger Jan Kindberg Jacobsen og tilføjer:

”Vi spekulerer selvfølgelig over hvorfor, vi finder tre grave, der er placeret i sammenhæng. Det kan skyldes indførelsen af et begravelsessystem, som vi hidtil ikke har kendt til. Men det kan også skyldes, at der har været en voldsom udefrakommende begivenhed såsom sygdom, som har forårsaget tre børns død på samme tid, hvorfor de er begravet sammen”.

Neden under de tre grave fandt arkæologerne endnu en grav - en såkaldt jordfæstegrav med et skelet af en dreng på 3-4 år, som var blevet nedlagt noget tidligere. Der er imidlertid indikationer på, at der findes flere grave i området, så arkæologerne vil i den kommende tid udvide undersøgelsesområdet for at kaste mere lys over baggrunden for de opsigtsvækkende fund.

Video

Tre børnegrave i et beboelsesområde er dukket op under udgravningen af Cæsars Forum

Luksusglas og søjler

Fremme i romersk senrepublikansk og tidlig kejsertid fra omkring 50 f.v.t. til 100 e.v.t. har arkæologerne også gjort vigtige fund. Således er der i den østlige del af Cæsars Forum fundet en række drænings- og kloakkanaler under jorden. Opdagelsen skete i efteråret 2021, og i februar 2022 gennemførtes en udgravning af en af disse kanaler.

”Her ramte vi arkæologisk jackpot. Kanalen var fyldt med genstande fra perioden 50 f.v.t. til 100 e.v.t. Blandt andet fandt vi omkring 1500 skår fra romerske luksusglas foruden et par hele kar. Vi fandt også fine genstande i halvædelsten og ben såsom terninger, knapper og smykker samt flere hele vaser og en stor mængde af skår fra dekorerede romerske olielamper og keramikkar. Samlet set giver fundene et indblik i det liv, der er blevet levet i området på Cæsars tid og fremefter. Og det er første gang, at vi kan beskrive det i så detaljeret grad”, fortæller Jan Kindberg Jacobsen.

Også fra Romersk kejsertid op til 3. årh. e.v.t. er der fundet nye genstande. I perioden juni til oktober 2021 blev den østvendte del af Cæsars Forum udgravet. Her har arkæologerne fundet forummets østlige søjlegang samt flere store granitsøjler. Desuden er der fundet adskillige marmorelementer fra udsmykningen af Cæsars Forum, herunder rester af romerske marmorstatuer.

”Cæsars Forum er hermed nu det første forum, som er afdækket i dets fulde længde og bredde,” lyder det fra Jan Kindberg Jacobsen.

Video

Hvad gemmer der sig 8 meter under gadeniveau på Cæsars Forum i Rom?

Udgravning med høj detaljeringsgrad

Udgravningen af Cæsars Forum har også resulteret i nye fund fra middelalderen i 9. og 10. årh. e.v.t. I denne periode havde Rom været i forfald gennem flere århundrede. Cæsars Forum fungerede ikke længere som ’forum’, og landbruget var i stedet rykket inden for bymurene. På selve Cæsars Forum var der blevet opført bondegårde og anlagt marker.

”I perioden april til juli 2021 udgravede vi resterne af en af disse gårde. Udgravningen har givet et indblik i gårdenes arkitektoniske udtryk, den materielle kultur tilknyttet gårdene, landbrugsvæsenet samt bøndernes ændringer af landskabet”.

Jan Kindberg Jacobsen tilføjer sammenfattende, at udgravningen af Cæsars Forum overordnet set er den mest videnskabeligt avancerede udgravning, der hidtil er gennemført i det centrale Rom:

”Den fint detaljerede udgravningsteknik, nye registreringsmetoder samt en lang række naturvidenskabelige metoder, som vi har anvendt i arbejdet på Cæsars Forum, har gjort det muligt at komme helt ned i detaljen. Hermed har vi kunnet beskrive den lange kulturudvikling som en samlet historie, hvor de tidligste og seneste fund bliver behandlet indenfor samme metodiske og fortolkningsmæssige ramme. Denne opgave er løftet af UrbNet ved Aarhus Universitet, der råder over førende specialister på det naturvidenskabelige område - dels i centerregi og dels gennem UrbNets enorme internationale forskningsnetværk”.  

Frem til 1. juli fortsætter arkæologerne udgravningen i området, hvor børnegravene blev fundet.

”Vi har udvidet udgravningsområdet og er nu på vej nedad. Vi er dog stadig to meter over niveauet, hvor vi fandt gravene, så mere end 1000 års kulturlag skal stadig udgraves og registreres. Vi regner med, at de arkæologiske udgravninger vil være afsluttet i sommeren 2023,” slutter Jan Kindberg Jacobsen.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.