Rubina Raja og Jesper Q. Svejstrup modtager Carlsbergfondets Forskningspriser 2024

Fra ventre: Majken Schultz, Rubina Raja, H.M. Dronningen, Jesper Qualmann Svejstrup, Christina Egelund og Mette Birkedal Bruun. Foto Martin Juul

Publiceret:

04.09.2024

Professor, DPhil Rubina Raja og professor, ph.d. Jesper Qualmann Svejstrup modtager Carlsbergfondets Forskningspriser 2024. Priserne er netop overrakt af H.M. Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ved fondets forskningsprisfest på Ny Carlsberg Glyptotek.

Rubina Raja modtager Carlsbergfondets Forskningspris for sine omfattende arkæologiske studier i alt fra oldtidens bysamfund og -netværk til portrætkultur i oasebyen Palmyra. Rubina Rajas forskning har blandt andet ført til nye indsigter i skelsættende verdenshistoriske begivenheder, ligesom den har banet vejen for en ny high-definition tilgang til arkæologiske udgravninger, der har ført den internationale arkæologi ud på afgørende nye veje.

Rubina Raja. Foto: OLALA

Professor Jesper Qualmann Svejstrup modtager Carlsbergfondets Forskningspris for sin banebrydende forskning i den molekylære ’maskine’, som transskriberer vores gener. Jesper Qualmann Svejstrup har blandt meget andet opdaget, at transskriptionen er en risikabel proces, der kan medføre alvorlige patologiske tilstande, hvis den – eksempelvis som følge af forskellige stressfaktorer - ikke fungerer korrekt. Han har bidraget fundamentalt til at forstå samspillet mellem molekylære processer og opretholdelsen af genomets stabilitet. 

Jesper Qualmann Svejstrup. Foto: OLALA

"Det er mig en stor glæde på vegne af hele Carlsbergfondets bestyrelse at lykønske Rubina Raja og Jesper Qualmann Svejstrup med Carlsbergfondets Forskningspris 2024. Rubina Raja står bag afgørende nybrud i vores forståelse af dynamikker mellem oldtidens bysamfund inden for en bred geografisk og kulturel kontekst. Og Jesper Qualmann Svejstrup har leveret fundamentale, nye indsigter i, hvordan vores DNA transskriberes og repareres. Jeg er glad for, at vi med tildelingen af priserne i dag kan vise vores anerkendelse og hylde to af Danmarks dygtigste forskere, som vedholdende og dedikeret arbejder i videnskabens tjeneste – til glæde og gavn for os alle,” udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesforperson, professor Majken Schultz.

Billeder fra Carlsbergfondets Forskningsprisfest 2024. Fotos: Martin Juul

H.M. Dronningen overrakte årets forskningspriser

Carlsbergfondets Forskningspriser uddeles efter indstilling fra en internationalt sammensat priskomité. Med hver pris følger 2 mio. kroner. Heraf gives 1,5 mio. kr. til forskningsaktiviteter, mens 500.000 kr. gives som en personlig hædersbevisning.

Det var H.M. Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund samt Carlsbergfondets bestyrelsesforperson Majken Schultz og priskomitéens forperson, professor Mette Birkedal Bruun, der forestod overrækkelsen af priserne til Rubina Raja og Jesper Qualmann Svejstrup.

Om Carlsbergfondets Forskningspriser

"Carlsbergfondets Forskningspriser har som formål at hylde to aktive danske forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til dansk grundforskning på højt internationalt niveau. Priserne skal opmuntre til yderligere forskning og kan bruges til udlandsophold, feltarbejde, indkøb af udstyr eller løn til videnskabeligt arbejde.

Priserne blev uddelt for første gang i 2011 i anledning af fondets grundlægger J.C. Jacobsens 200-årsfødselsdag. 

Åben proces bag prisindstilling

Carlsbergfondets Forskningspriser er i 2024 uddelt efter indstilling fra en internationalt sammensat priskomité, der på baggrund af et åbent opslag i foråret 2024 har modtaget forslag til prismodtager-kandidater fra det danske forskersamfund. Alle videnskabelige medarbejdere på mindst postdoc-niveau ansat ved danske universiteter og forskningsinstitutioner har kunnet stille en kandidat i forslag.

I priskomitéen sidder udover forperson Mette Birkedal Bruun desuden professor Gøsta Esping-Andersen fra Universitat Pompeu Fabra i Barcelona, professor Anja Groth fra Københavns Universitet, professor Peter Landrock fra University of Cambridge og professor Klaus Müller-Wille fra Universität Zürich.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.