Antibiotika-resistent bakterie opstod i pindsvin længe før brugen af antibiotika

Antibiotikaresistens kan opstå helt naturligt i vilde dyr. Det viser nye forskningsresultater, der netop er publiceret i tidsskriftet Nature. Bag studiet står bl.a. forskere fra Statens Serum Institut samt postdoc og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen, der i dag forsker ved Linacre College og WildCRU på Oxford Universitet med et Carlsberg Foundation Visiting Fellowship i ryggen.

I artiklen ”Emergence of methicillin resistance predates clinical use of antibiotics” dokumenterer forskerholdet, at bakterien MRSA (methicillin-resistent Staphylococcus aureus) var til stede i pindsvin, længe inden stoffet methicillin kom på markedet i 1959. Det nye fund gør op med den hidtidige antagelse, at resistens i sygdomsfremkaldende bakterier udelukkende er et moderne fænomen, der er drevet af vores brug af antibiotika. En opfattelse, der længe har været understøttet af, at bakterier hurtigt er blevet resistente, når et nyt antibiotikum er blevet taget i brug.

Gen gør resistent

Det nye studie viser konkret, at mecC-MRSA er vidt udbredt blandt pindsvin i flere vest- og centraleuropæiske lande. Det gælder blandt andet Danmark og Storbritannien samt New Zealand, hvor pindsvin kom til fra Storbritannien i sidste halvdel af 1800-tallet. Det viser sig, at bakterierne indeholder et gen kaldet mecC, der gør dem resistente overfor methicillin.

”Vi kan se, at resistensgenet for den variant, der hedder mecC-MRSA, er opstået helt naturligt i pindsvin. Det er sket som en konsekvens af, at pindsvinene har båret bakterien Staphylococcus aureus i snuderne og samtidig har været inficeret med en ringorm kaldet Trichophyton erinacei, der laver antibiotika. 

Fordi disse to organismer er kommet i tæt kontakt på pindsvinene, er der simpelthen sket en evolutionær udvikling af resistens i bakterierne mod ringormens antibiotika, som er blevet til MRSA,” forklarer Sophie Lund Rasmussen, der er medforfatter på studiet. Hun tilføjer:

”Men det allermest interessante ved resultaterne er, at vi kan spore, at dette skete for op imod 200 år siden. Altså lang tid før, vi overhovedet havde opdaget antibiotika. Det modbeviser den generelle antagelse, at antibiotikaresistens opstår, fordi der bruges så meget antibiotika i dag. Selvom denne forklaring og sammenhæng ikke er forkert, at det dog vigtig viden, at antibiotikaresistens også kan opstå tilfældigt i naturen.

Resultaterne understreger, at vi også i fremtiden bør anerkende og undersøge den rolle, som naturlig selektion i vilde dyr spiller for antibiotikaresistens. Ikke mindst når det gælder vilde dyr, der kan komme i kontakt med mennesker og produktionsdyr og dermed måske bidrage til udviklingen af antibiotikaresistente, sygdomsfremkaldende mikroorganismer.”

Pindsvin er naturligt reservoir

Siden mecC-MRSA blev beskrevet for første gang i 2011, har man troet, at bakterierne kom fra køer. Det var imidlertid et gammelt studie fra 1960’erne, der ledte forskerne på sporet af tidlig antibiotikaresistens hos pindsvin. Det viste nemlig, at en særlig svamp hos pindsvin er i stand til at producere et penicillin-lignende antibiotikum, der minder meget om methicillin.

Sophie Lund Rasmussen kom selv på sporet af den mulige naturlige antibiotikaresistens hos pindsvin i forbindelse med forskningsprojektet ”Det Danske Pindsvineprojekt” - et citizen science-projekt, der startede i 2016 med hjælp fra befolkningen, som indsamlede døde pindsvin i hele Danmark. Formålet med projektet var at bruge de døde pindsvin til at forstå de levende. Over 400 frivillige danskere fik indsamlet i alt 697 døde pindsvin fra hele landet i løbet af 2016.

”Som en del af undersøgelserne testede mine kolleger og jeg, om pindsvinene bar MRSA-bakterier. Til vores store overraskelse fandt vi, at 61 procent af de testede 188 pindsvin bar den såkaldte mecC-MRSA, som man typisk finder i vilde dyr. Man har dog aldrig fundet så høj en forekomst i andre vilde arter. Vi kunne på den baggrund konkludere, at pindsvin åbenbart er naturlige reservoirs for denne bakterie, hvilket vi publicerede i PLOS One i 2019,” siger Sophie Lund Rasmussen.