Da Europas energipolitik eksploderede

Ord som “kedelig”, “niche” og “irrelevant” hang diskret i luften, når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Trine Villumsen Berling før februar 2022 nævnte sin specifikke forskningsinteresse i Østersøregionen. En forskning, der undersøger etableringen af energiinfrastruktur fra gasrørledninger til atomanlæg ud fra blandt andet et sikkerhedspolitisk perspektiv.

Det var op ad bakke at vinde genklang for emnet i den akademiske verden. Der lå bare ikke samme synlige drama i studier af forhandlinger om gasledningers placering på havbunden som i studier af brud på sikkerheden foretaget af russiske ubåde eller kampfly i og omkring Østersøen.

Altså indtil emnet og ledningerne pludselig i bogstavelig forstand eksploderede: I september 2022 blev der sprængt huller i Nord Stream-rørledningerne på havbunden ud for Bornholm. 

De ledninger, der har bragt gas direkte fra Rusland til Tyskland siden 2011.

Energisårbarhed og en ny kold krig

Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 og dens konsekvenser havde allerede fuldstændig vendt Europas energiforsyning på hovedet og sat emnet energi og sikkerhedspolitik øverst på EUs dagsorden. Sprængningen understregede dette som et blinkende neonskilt.

Trine Villumsen Berlings formodning blev i den grad også synlig og bekræftet: At den støt voksende og omfattende etablering af energiinfrastruktur i og omkring Østersøen siden 1990’erne udgør en ny kold krig, som påvirker hele områdets sikkerhed.

 “Vi har sovet i timen, mens energiinfrastrukturen simpelthen er kørt derudad. Set i det sikkerhedspolitiske bakspejl har vi truffet alle de forkerte beslutninger,” konstaterer Trine Villumsen Berling. 

Det var en brat opvågning. 40 procent af Europas gasforsyning kom i begyndelsen af 2022 fra Rusland. I takt med europæisk modstand mod invasionen reducerede Rusland sin gasforsyning til Europa, og priserne steg drastisk. Tysklands politiske satsning på, at samhandel med Rusland kunne skabe fred, lå i stumper og stykker.

Hvordan energiinfrastruktur forhandles og organiseres

I dag står interesserede i kø for at høre mere om Trine Villumsen Berlings forskning i emnet forankret i projektet ”Securitech: Energy infrastructure and the displacement of security authority in the Baltic Sea region”, som Carlsbergfondet støttede i 2019 med godt 3,6 millioner kroner. 

Sammen med to ansatte - en forskningsassistent og en postdoc fra henholdsvis Litauen og Polen -  har hun haft rygende travlt med både sin forskning, at skrive artikler og give interviews. Hun er desuden blevet inviteret til at levere sikkerhedspolitiske input til Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet og til europæiske netværk. Og der er tilbud fra flere forlag om at skrive bøger, og én er nu på tegnebrættet.

Centralt i Securitech-projektet står ønsket om at belyse, hvordan etableringen af energiinfrastruktur siden 1990erne i Østersøområdet er blevet og fortsat bliver forhandlet og organiseret. Projektet har fokus på i alt tre forskellige energiinfrastruktur-projekter i henholdsvis Danmark, Polen og Litauen for at kunne sammenligne mønstre i både forhandlingen og etableringen af anlæggene.

En hovedarbejdstese er, at diskussioner og beslutninger om disse omfangsrige anlæg undervejs er blevet så teknisk komplicerede, at selve sikkerhedsansvaret og -autoriteten stille og roligt er sivet ud af hænderne på statslige institutioner med ansvar for nationers sikkerhed. I stedet er beslutningerne landet hos forskellige aktører med specialviden lige fra private energiselskaber til ingeniører og biologer. En proces, som Trine Villumsen Berling kalder for “teknificering”.

Teknificering har udliciteret statens sikkerhedspolitiske ansvar

Der er imidlertid ikke tale om en fordækt proces med lyssky møder bag nedrullede gardiner som i spionfilm. Tværtimod. 

“Processen med Nord Stream foregik lige foran næsen på os i fuldt dagslys. De tykke, tekniske rapporter er frit tilgængelige online, så det er ikke noget, der har udspillet sig i hemmelige rum,” understreger Trine Villumsen Berling.

I rapporterne fylder allehånde tekniske overvejelser om etableringen af infrastruktur på havbunden. Eksperter i alt fra gasrørs tykkelse og påvirkning af havbundsstrukturen til torskens gydningsmønstre har fået taletid og truffet beslutninger. Alle disse parter "taler teknik” autoritativt, og de har sat dagsordenen.

“Man kan sige, at diskussionen er blevet fuldstændig rammesat af hvilken “spilleplade”, du får udleveret. Hvis det hele handler om teknik, ja, så skal du mestre det sprog for overhovedet at blive hørt,” siger Trine Villumsen Berling.

Teknificeringen har også medvirket til at “banalisere” eller uskadeliggøre og endog afpolitisere emnet energiinfrastruktur. Den proces har som vist konsekvenser.

For med den er det sikkerhedspolitiske ansvar og overvejelser om anlæggene også blevet “udliciteret” i så stor udstrækning at rettidige og grundige demokratiske eftersyn hos staten, de folkevalgte politikere og i den brede befolkning er blevet tilsidesat.

Energisikkerhed set i et østeuropæisk perspektiv

Ikke alle europæiske stater lod sig dog lulle i søvn af den snigende teknificering. I Europa er der af historiske årsager store forskelle på, hvordan energi bliver defineret og ansvarsplaceret i det enkelte land. Landene i Øst- og Centraleuropa har en lang, levet erfaring med, hvordan det tidligere Sovjetunionen kunne bruge energi som pressionsmiddel ved at åbne og lukke for hanerne og justere prisen efter forgodtbefindende.

Det gigantiske net af rørledninger i Rusland forbundet til de nu tidligere sovjetstater var kendt som “et imperium af rørledninger”. Det var svært at gennemskue, hvor og hvordan de præcis var forbundet. Og det var dyrt at bryde ud af. Energiafhængighed betød derfor også politisk afhængighed.

Fra regionens lande skortede det bestemt ikke på advarsler mod konsekvensen af Nord Stream-projektet mellem Rusland og Tyskland. Der var ingen tiltro til det tyske ræsonnement bag Nord Stream, at samhandel kunne skabe fred og demokratisering.

Beslutninger om energiforsyning er i øst derfor i høj grad siden Sovjetunionens fald knyttet direkte til spørgsmålet om national sikkerhed.

I Polen er energi et sikkerhedsspørgsmål

Hvad angår Polen, er fokus for Securitech-projektet processen bag forhandlingen af de kommende planlagte kernekraftværker. Som en konsekvens af Sovjet-årene sorterer energi i Polen direkte under sikkerhedstjenesten, for energisikkerhed har højeste prioritet.

Securitech-projektet analyserer derfor ud over den før omtalte teknificering også tilstedeværelsen af “sikkerhedsliggørelse”. Altså en proces, hvormed al snak om energiinfrastruktur ses gennem en sikkerhedspolitisk optik, som former, hvordan der bliver talt eller ikke talt om for eksempel kernekraftværkerne i det offentlige rum.

“I Polen ser vi, at diskussionen om energi ofte bliver rammesat som et spørgsmål om at være med eller imod nationen. Hvis du for eksempel er modstander af atomkraft, ja, så er du imod nationen - anti-polsk. Det samme gælder holdningen til kul. Kul har stor følelsesmæssig betydning i Polen, blandt andet fordi kulminearbejderne var helt centrale i at mobilisere og udøve modstand under Sovjet-årene. Kul er på mange måder det fundament, landet står på,” fortæller Trine Villumsen Berling.

Hvad angår Litauen, har projektet fokus på LNG-platformen ”Independence”, der fra 2014 var klar til at modtage flydende gas fra det internationale marked uafhængigt af Rusland. LNG står for liquified natural gas.

Det er en meget dyr og omdiskuteret energiløsning, som i bakspejlet dog har vist sig klog. For allerede fra det øjeblik, hvor landet i 1990 erklærede sig uafhængigt af Rusland, blev Litauen presset på energiforsyningen fra Rusland. Både med hensyn til pris og tilgængelighed. Litauen betalte slet og ret en af de højeste priser i Europa for gas fra Gazprom, det russiske energiselskab.

Så også her bliver energiforsyning talt om og forstået som et spørgsmål om landets sikkerhed.

Danmarks energiforsyning og energisikkerhed - nye roller

Sammenfaldet mellem energipolitik og sikkerhedspolitik skabte i Danmark også overskrifter efter Ruslands invasion af Ukraine: “Energipolitik er sikkerhedspolitik,” udtalte statsminister Mette Frederiksen.

“Det er en ny udmelding i dansk politik. Men det betyder ikke, at diskussionen om energiinfrastruktur dermed automatisk kommer ud i den demokratiske offentlighed. Nu er den i færd med blive ”sikkerhedsliggjort”, og man kan igen ende med at ekskludere alle andre stemmer end dem, der mestrer netop dette fagfelt, fra den politiske samtale. Ganske som med teknificering,” understreger Trine Villumsen Berling.

I Danmark har energisikkerhed siden oliekrisen i 1970’erne ellers primært handlet om forsyningssikkerhed: Fund af olie og gas i Nordsøen og udvikling af bæredygtige energikilder som vindmøller har understøttet dette.

“Danmark har længe været selvforsynende med olie og gas fra blandt andet Tyra-feltet i Nordsøen, hvilket mange danskere ikke vidste før Ruslands krig i Ukraine. Til sammenligning er borgerne i Norge meget mere bevidste om både energiforsyningen og oliens betydning. Enhver kan gå ind på hjemmesiden Oljefondet og se betydningen af oliepengene for eksempelvis deres pension. I Danmark er der ikke samme transparens eller opmærksomhed på energien,” fortæller Trine Villumsen Berling.

Når Danmark har importeret for eksempel russisk gas via Nord Stream i en periode fra 2020, skyldes det, at Tyra-feltet i 2019 blev lukket for at udskifte platformen. Med udvindingen af gas og olie er havbunden simpelthen sunket mange meter over årene, og det kunne blive katastrofalt med for lave platforme i en storm. Efter planen genåbner feltet i vinteren 2023-2024.

Er grøn energiomstilling presset af sikkerhedshensyn?

Krigen i Ukraine og Nord Stream-krisen har sat ekstra turbo på at udbrede og udvikle alternative energiplaner i Danmark. Vores land har længe før kriserne og af klimahensyn været i gang med en bred grøn omstilling på energifronten. Der er blandt andet planer om havvindmølleparker, energiøer og grøn brint.

Men, som Trine Villumsen Berling påpeger, så kan presset på selvstændig energiforsyning i kølvandet på de akutte kriser betyde, at man i sikkerhedens navn kan komme til at tage nogle meget hurtige beslutninger uden om en demokratisk efterprøvning.

“Nu holder vi i Danmark øje med især sikkerhedsliggørelsen af energiinfrastruktur. Hvordan bliver for eksempel vindmølleudbud påvirket, og hvilke stemmer får plads i disse processer? Det betyder alt, hvordan spillepladen er sat. Hvis rammerne for eksempel er sikkerhed eller naturvidenskab, jamen, så kan det nemt udelukke andre argumenter og stemmer uden for de fagområder, og så er der ikke nogen fælles politisk samtale,” siger Trine Villumsen Berling.

Set i lyset af Securitech-projektets analyser kan man også spørge: Er der anden vigtig infrastruktur derude i vores liv, som er blevet udliciteret, teknificeret eller “uskadeliggjorte”, og som pludselig får uventet ubehagelige konsekvenser for vores liv?

Videnskabshistorier er udarbejdet af Videnskab.dk for Carlsbergfondet.