
Elitefodbold- spillere er kognitivt overlegne
Fodboldspillere fra den øverste liga i Brasilien har deltaget som testpersoner i nyt studie. Her spillere i opgør mellem Flamengo og São Paulo.
Ny forskning viser, at elitefodboldspillere har bemærkelsesværdigt bedre kognitive evner end den generelle befolkning. Dermed deler de en særlig personlighedsprofil, som er afgørende for at udvikle centrale fodboldfærdigheder som at score mål, lave assists og udføre succesfulde driblinger. Forskningen har været støttet af Carlsbergfondet.
Dygtige fodboldspillere er ikke bare fysisk overlegne, men overgår gennemsnittet på en lang række parametre. Det viser en undersøgelse, som forskere fra Aarhus Universitet og en række samarbejdsuniversiteter for nylig har gennemført med støtte fra blandt andre Carlsbergfondet.
Studiet, der for nylig blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift PNAS, har undersøgt 204 spillere fra fodboldhold i den øverste liga i Brasilien og Sverige og sammenlignet resultaterne med en kontrolgruppe på 124 personer. Ved at udsætte spillerne for forskellige tests, der blandt andet vedrører hukommelse, planlægning og personlighedstræk, har forskerne afsløret markante forskelle i kognitive evner sammenlignet med kontrolgruppen.
Forskerne fandt, at elitespillerne konsekvent overgår gennemsnitsbefolkningen, når det gælder kognitiv fleksibilitet, evne til planlægning og arbejdshukommelse. Undersøgelsen afslører også en særlig personlighedsprofil, der gør fodboldspillerne mere samvittighedsfulde, udadvendte og åbne for nye oplevelser. Derudover kunne forskerne konstatere, at spillerne er mindre tilbøjelige til at være medgørlige, og at de har mindre anlæg for nervøsitet.
AI med høj præcision
Ifølge forskerne er disse kognitive evner og personlighedstræk afgørende for centrale fodboldfærdigheder som at score mål, lave assists og udføre succesfulde driblinger.
"Vi ville finde ud af, hvad der gør elitespillere så specielle, og hvad der driver deres succes. Historisk set er fysiske træk og spiltekniske færdigheder blevet betragtet som de eneste faktorer, der afgør en fodboldspillers præstation. Men i de seneste år er kognitive evner blevet anerkendt som en afgørende faktor. Vores undersøgelse bekræfter dette,” fortæller Leonardo Bonetti, der er lektor på Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet og førsteforfatter på studiet.
Ved brug af kunstig intelligens kunne Leonardo Bonetti og hans forskerkolleger skelne elitespillere fra kontrolpersoner med 97 procents nøjagtighed alene baseret på de kognitive og personlighedsmæssige karakteristika. Så høj præcision er banebrydende og kan potentielt ændre, hvordan talent identificeres i fodbold, pointerer Leonardo Bonetti:
”Studiet viser, at det at være elitespiller ikke kun handler om fysisk form eller tekniske færdigheder, men også om at have en skarp og tilpasningsdygtig hjerne. Træk som hurtig tænkning og evnen til at planlægge og samarbejde på et hold spiller en stor rolle for succes. Det understreger også, at personlighedstræk – som evne til disciplin, udadvendthed og nysgerrighed – er vigtige,” siger han og understreger samtidig, at andre psykologiske faktorer som mental robusthed og gruppekoordinering også kan have en væsentlig betydning for succes i fodbold.
Den første undersøgelse i stor skala
Leonardo Bonetti håber, at studiet især kan inspirere unge talenter og deres forældre ved at vise, at mentale færdigheder og karakterudvikling er lige så vigtigt som fysisk træning.
”Det er den første storskala-undersøgelse, der kombinerer kognitive og personlighedsmæssige vurderinger med faktiske præstationsdata fra fodbold. Den demonstrerer en klar forbindelse mellem mentale egenskaber og sportslig succes,” siger Leonardo Bonetti.
Undersøgelsen åbner flere muligheder for fremtidig forskning. Eksempelvis større studier, der undersøger, hvordan kognitive og personlighedsmæssige træk udvikler sig gennem en spillers karriere.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.