Fra privat filantropi til offentlig socialhjælp

Forskellige moralske eliter og faglige specialer har op gennem historien bidraget til at definere, hvem der kunne findes værdige og dermed opnå ret til sociale ydelser i Danmark. Eliterne var nemlig kendetegnet ved at besidde poster og have ressourcerne til i væsentlig grad at påvirke klassificeringen af samfundsgrupper. Hermed spillede de også en vigtig rolle for, om det offentlige, det private eller civilsamfundet skulle være ansvarlige for at tage sig af en given gruppe af samfundsborgere. På den måde kom de moralske eliter også til at bygge bro over et paradoks i dansk socialpolitik, nemlig dens opdeling i to modstridende principper: velgørenhed og rettigheder.

Fra præster og læger til DJØF’ere

I en videnskabelig artikel udgivet for nylig i tidsskriftet Voluntas Journal undersøger adjunkt på Copenhagen Business School Anders Sevelsted, hvordan de moralske eliters indflydelse har ændret sig over tid fra 1849 og frem til i dag.

Ikke mindst har eliternes sammensætning ændret sig løbende. I den første del af perioden fra cirka 1849 til 1891 var det især præster, læger og jurister, der prægede socialpolitikken som led i deres standsmæssige forpligtelser og som en del af samtidens statsadministration. De skelnede skarpt mellem værdige og uværdige og agiterede for, at filantropien skulle løfte de værdigt trængende, mens de uværdigt trængende skulle henvises til den nedværdigende offentlige hjælp.

Fra 1891 og frem til 1976 blev området i højere grad præget af specialisering, og nationaløkonomer og eksperter i socialpolitik begyndte at sætte retningen. Efterhånden blev stort set ingen grupper anset for uværdige, og filantropien skulle derfor i videst mulige omfang overflødiggøres og det offentlige bære byrderne til al socialhjælp.

I tredje del af perioden - fra 1976 og frem til i dag – skete der en økonomisering af området, og nu blev der i stigende grad fokuseret på forskellen mellem aktive og passive borgere. I takt hermed blev civilsamfundet ligestillet med det offentlige og forventedes nu at bidrage til at aktivere passive borgere.

Betydelig, om end uformel rolle

For at kunne belyse, hvem der har haft serveretten til at definere værdighedskriterier gennem tiden, har Anders Sevelsted især benyttet sig af skiftende moralske eliters offentlige skrifter. Disse viser, at selvom eliterne ikke som sådan definerede socialpolitikken, havde de en afgørende stemme i forhold til at sætte de rammer, som den politiske samtale foregik – og stadig foregår - indenfor.

Studiet understreger således, at de moralske eliters rolle inden for socialpolitikken – uformel eller ej - har været og er betydelig.