Månedens Forsker Katherine Richardson

Under mit ophold i England ville skæbnen også, at jeg traf min danske mand. Så jeg kom aldrig tilbage til USA som forventet. I stedet landede jeg i Danmark i 1983, hvor jeg først blev ansat på Danmarks Fisker- og Havundersøgelser. Her arbejdede jeg med planktons fotosyntese og dens betydning for fisk og fiskeriet.

Allerede efter otte år i Danmark - i 1991 - var jeg så heldig at blive indstillet til Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd. Det gav mig et stort netværk, som jeg har haft gavn af siden. I mange år - helt frem til 2003 - var jeg engageret i de statslige forskningsråd som enten medlem eller formand.

I 1998 blev jeg så ansat som professor på Aarhus Universitet. Her var jeg i årene 2002 til 2007 også prorektor. Fra 2007 til 2012 var jeg prodekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns University. Det var også i 1990erne, at jeg kom med i den videnskabelige styringskomité for International Geosphere-Biosphere Programme. Det var utroligt spændende! Her sad en lang række meget prominente forskere, blandt andre Paul Crutzen, som havde fået Nobelprisen for at have opdaget, at ozonlaget var ved at blive nedbrudt. Og Bert Bolin, som var den første formand for IPCC - The Intergovernmental Panel on Climate Change.

Jeg kom i denne sammenhæng med i en skrivegruppe, som virkelig fik verden til at åbne sig, følte jeg. Jeg havde indtil da fokuseret på planteplankton og det kulstof, som de optager. Alt det andet kulstof, der havnede andre steder, interesserede mig ikke. Nu begyndte jeg at se på kulstofkredsløb generelt i havet og samtidig inddrage dynamikker i atmosfæren. De nye erkendelser blev startskuddet til, at jeg var med til at udvikle et helt nyt videnskabeligt felt, som i dag kaldes ’Earth System Science’. Feltet anskuer Jorden som et samlet økosystem af interaktioner mellem biologi, fysik, kemi og menneskelig aktivitet.

Når vi kigger på naturens påvirkning af klimaet, er det konkret planktonøkosystemer, vi har under lup. For det interessante ved økosystemerne i havet er, at de planktonsamfund er så forskellige. Man skulle umiddelbart tro, at vandbevægelser vil blande alle organismer i havet sammen, men det sker ikke. Der burde heller ikke være så mange arter og så stor heterogenitet i havet, som vi rent faktisk finder.

Det var, da man begyndte at undersøge livet i havet på dna-niveau, at man opdagede den store forskel på organismerne, selvom de ser ens ud på overfladen. Vi har dog haft svært ved at forklare, hvorfor de er forskellige, men vi har nu en idé om, at forskel i planteplanktons ’samfundsstruktur’ rent faktisk kan påvirke klimaforholdet! 

Er planteplankton-samfundet dominereret af store arter, vil havet optage og lagre mere CO₂ fra atmosfæren, end når små planteplankton dominerer. Så når planteplankton domineres af de store arter, vil havet trække mere CO₂ ud af atmosfæren, og Jordens temperaturer vil være lavere, end når de domineres af små.

I øjeblikket er vi ved at analysere sedimentkerner, som vi indsamlede på vores togt i Island i juli måned sidste år. Blandt andet fik vi udboret kerner, der er omkring 60.000 år gamle, som forhåbentlig kan give os et godt billede af især de seneste 12.000 år – en periode, hvor Jorden nogenlunde har været kendetegnet ved de samme miljøforhold som i dag.

Vi vil dog meget gerne undersøge forholdene længere tilbage i tiden også, så vi har adskillige ting planlagt i det kommende år. Blandt andet til efteråret, hvor vi takket være professor Eske Willerslevs gode forbindelser på Alfred Wegener Instituttet i Bremen, hvis skib er udrustet med særligt udstyr, så vi forhåbentlig kan få prøver fra sedimentkerner, der går endnu længere tilbage i tiden.

En af vores ph.d.-studerende på ROCS arbejder i øjeblikket også på at få data fra de sedimentkerner, som vi indsamlede i juni måned. Disse data afspejler fluktuationer i udbredelsen af fiskebestandene i området gennem tiden. 

Hvis der er et mønster mellem fiskeforekomster og klima, vil det jo være interessant at vide. På Grønlands vestkyst prøver vi også at undersøge, om planteplankton-samfundenes struktur domineres af store eller små arter og relatere dette til forskellige miljø- og klimaparametre. De data er ved at blive analyseret nu.

Noget af det vildeste, jeg har oplevet, var, da jeg i 1990erne var på et togt, hvor vi havnede midt i en orkan. Der var en fiskekutter, der var gået ned i den nordlige del af Nordsøen. Vi fandt redningsbåden, der heldigvis var tom, da besætningen allerede var blevet reddet. Men at se kutteren dér, med smadret styrehus, på et bjerg af bølger, er et billede, som jeg vil tage med mig for evigt.

En anden meget stor oplevelse var Galathea 3-ekspeditionen i 2006-2007. Der var så mange forskellige forskere og projekter med på den ekspedition, som gav enorme faglige resultater - hver for sig og tilsammen. Vi befrugtede virkelig hinanden på tværs, og der var tilmed en fantastisk dynamik med de mange mennesker fra forsvaret og mediefolk.

Jeg har et særligt minde fra dengang, vi arbejdede i Sargassohavet. Her var jeg i gang med at måle elektrontransport i det fotosyntetiske apparat hos planteplankton, som jeg havde taget op fra 130 meter under havets overflade. Der er nok ikke fem mennesker i verden, der kan få blodtrykket til at stige ved at se på resultater fra sådanne målinger, men det kunne jeg!

Det sjove var så, at samtidig med, at jeg sad der med mine analyser, var der andre forskere, som ved de samme stationer hev net op fra havet for at se, om der var ålelarver i eller ej. Hver gang der var bid, kunne jeg høre dem juble udenfor. Efter nogen tid gik det op for mig, at hver gang jeg havde høje værdier for min elektrontransport, så havde de larver i nettet. Der var altså en sammenhæng mellem de to ting. 

Det åbnede for en helt ny forståelse af sammenhæng mellem oceanografiske processer og fødekæden i Sargassohavet. Men jeg ville aldrig have opdaget den sammenhæng, hvis vi ikke havde været af sted på samme togt.

Jeg vil altid med særlig stolthed huske tilbage på dengang, jeg sammen med 14 internationale forskere blev udpeget af daværende generalsekretær for FN Ban Ki-moon til at skrive FN’s ’Global Sustainable Development Report’, der udkommer hvert fjerde år. Jeg var med til at skrive den, der udkom i 2019. At få mulighed for at arbejde med så dygtige og anerkendte forskere fra alle mulige videnskabelige felter og til sidst præsentere resultatet for FN’s generalforsamling – det var stort.

Hvis du havde spurgt mig for 5-10 år siden, ville jeg nok have sagt, at jeg gerne ville nå at lave en doktorafhandling, inden jeg stopper med at være aktiv forsker. Heldigvis fik jeg lavet og forsvaret min afhandling Using macroecological patterns in the distribution of marine phytoplankton and photosynthesis to better understand and quantify phytoplankton activity in the global ocean i 2020, der i vid udstrækning baserede sig på mine resultater fra Galathea-ekspeditionen. Den afhandling var vigtig for mig på et andet plan, da mange havde fået den opfattelse, at jeg havde forladt forskningen til fordel for ledelse, hvilket ikke var sandt.

I dag føler jeg mig egentlig bare privilegeret over, at vi takket være Carlsbergfondet har fået etableret det interdisciplinære havforskningscenter med base på Københavns Universitet og Island Universitet. Det rummer kimen til alle de muligheder, som jeg kunne drømme om at have på dette tidspunkt i min karriere.

Lige her og nu handler det for mig konkret om, at vi i projektet får ekstraheret dna ud af de sedimentkerner, som vi har indsamlet i sommer. Det er dog generelt en udfordring at ekstrahere eDNA fra meget saltholdige prøver. Indtil nu har der ikke været nogen, der har anvendt eDNA i marine sedimentkerner til at beskrive udvikling i havets natur over tid. Så hvis det lykkes, vil det være første gang nogensinde. At knække den nød vil være det perfekte sted at slutte festen, synes jeg.