Månedens Forsker Anders Søgaard
Anders Søgaard bygger bro mellem datalogi og filosofi for at fremme mere ansvarlig kunstig intelligens. Månedens Forsker #1 2024.
Anders Søgaard er professor på Datalogisk Institut og Institut for Kommunikation på Københavns Universitet Uddannet cand.ling.merc. i datalingvistik i 2004 på Copenhagen Business School. Ph.d. i sprogteknologi i 2007 og dr.phil. i 2014 fra Københavns Universitet. Desuden uddannet fra Forfatterskolen i 2002 Har modtaget en Semper Ardens Advance til 'Center for Philosophy of Artificial Intelligence'
KORT OM
Anders Søgaard er professor på Datalogisk Institut og Institut for Kommunikation på Københavns Universitet Uddannet cand.ling.merc. i datalingvistik i 2004 på Copenhagen Business School. Ph.d. i sprogteknologi i 2007 og dr.phil. i 2014 fra Københavns Universitet. Desuden uddannet fra Forfatterskolen i 2002 Har modtaget en Semper Ardens Advance til 'Center for Philosophy of Artificial Intelligence'
Anders Søgaard har altid foretrukket at bevæge sig i spændingsfeltet mellem naturvidenskabernes metoder og humanioras emneområder. Som ph.d. i datalingvistik har han i mange år arbejdet med at få sprogmodeller til at fungere på så mange sprog som muligt. I dag er han optaget af, hvordan udviklingen af kunstig intelligens kan gøres mere ansvarlig.
I min blå bog fra folkeskolen gættede mine klassekammerater på, at jeg ville blive filosof og forfatter. Så det var åbenbart ikke en last-minute indskydelse at ende her. Vi mennesker er mere forudsigelige, end vi har lyst til at indrømme, og jeg er ingen undtagelse.
Jeg har altid interesseret mig for spændingsfeltet mellem naturvidenskabernes metoder og humanioras emneområder. Jeg valgte matematisk linje, da jeg skulle på gymnasiet, selvom jeg interesserede mig for sprog og filosofi, måske fordi jeg følte sproget var for manipulérbart. Sprog er lidt gummiagtigt, og jeg havde for let ved at udnytte det.
Hvorfor er det svært at slukke for sin telefon?
På universitetet fremstod humaniora som en luftkastelbygnings-konkurrence, hvor bedømmelseskriterierne blev holdt hemmelige for alle. Det var på en måde lidt for let. Jeg følte, det var nødvendigt at give sproget modspil og sætte virkeligheden lidt på formel. I det mindste forsøgsvist.
Matematikken har for mig været en naturlig vej til at undersøge og tale om verden. Jeg ved godt, hvor reduktionistisk det lyder. Og hvor spraglet en virkelighed, der findes derude.
Mens jeg læste filosofi på Lunds Universitet og lingvistik på Københavns Universitet, læste jeg også på Forfatterskolen og skrev mine første digtsamlinger.
Mens jeg læste filosofi på Lunds Universitet og lingvistik på Københavns Universitet, læste jeg også på Forfatterskolen og skrev mine første digtsamlinger. Jeg pendulerede mellem det grænsenedbrydende og frihedssøgende - og så det lidt rigide og forsigtigt konstruktive.
Min kandidatgrad fik jeg i datalingvistik i 2004, og i efteråret samme år, efter et forskningsophold i Norge, begyndte jeg på min ph.d. på Center for Sprogteknologi på Københavns Universitet, hvor jeg arbejdede med at evaluere lingvistiske teorier om sprog.
Efter et postdoc-ophold i Potsdam vendte jeg tilbage til Danmark og Center for Sprogteknologi, hvor jeg var ansat i otte år og især arbejdede med at få sprogmodeller til at fungere på så mange sprog som muligt.
Kunstig intelligens har et enormt demokratisk potentiale. For tyve år siden var information forbeholdt de rige. I dag er det næsten lige tilgængeligt for alle.
Jeg var tidligt optaget af, at søgemaskiner, taleteknologi og den slags skulle fungere og tilbydes på så mange sprog som muligt, så alle mennesker havde adgang til at bruge dem.
Selv store sprog, som bliver talt af millioner af mennesker, var dengang hvide prikker på den kunstige intelligens’ verdenskort.
Siden er det blevet bedre, og flere og flere sprog understøttes nu i de sprogteknologiske løsninger. Men det har krævet udvikling af helt nye sprogteknologiske metoder at nå hertil.
I 2016 flyttede jeg min forskergruppe til Datalogisk Institut på Københavns Universitet. På nogenlunde samme tid begyndte vi at se, at alt det, vi havde arbejdet med de seneste otte år – altså at få computere til at forstå sprog – ville komme til at lykkes.
Vi blev klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, før ChatGPT og den slags var muligt. Og vi begyndte derfor at interessere os mere for de udfordringer, modellerne bringer med sig.
Vi snakker i dag om, hvordan sprogmodeller som ChatGPT hallucinerer. Og hvordan den slags modeller er biased og bedre for nogen end for andre. Den slags emner blev vigtigere og vigtigere at håndtere, men viste sig også filosofisk interessante.
I ’Center for Philosophy of Artificial Intelligence’, som jeg er leder af, forsøger vi at bygge bro mellem datalogi og filosofi i et forsøg på at gøre udviklingen af kunstig intelligens mere ansvarlig. Vi undersøger også, hvad kunstig intelligens kan lære os om os selv. De sprogmodeller, vi i dag benytter os af, kræver næsten ingen menneskelige eller lingvistiske ressourcer at udvikle.
De kræver blot tekst og nogle brugere, der giver automatisk feedback over tid. Og vi arbejder løbende med at gøre denne her afhængighed endnu mindre ved blandt andet at træne på syntetisk tekst. Altså tekst, der produceres af modellerne selv i takt med, at de bliver trænet.
Kunstig intelligens har et enormt demokratisk potentiale. For tyve år siden var information forbeholdt de rige. I dag er det næsten lige tilgængeligt for alle.
Sprogmodeller kan altså stilles til rådighed på tværs af sprog og kulturer. Og deres demokratiske potentiale kan dermed forløses. Det gør allerede livet lettere for verdens ordblinde, blinde og alle andre, der af forskellige grunde har svært ved at tilgå information.
Der er et kæmpe ligestillingspotentiale her. Sprogmodeller og lignende teknologier kan bidrage til, at alle får lige muligheder for at skaffe sig information og fremsætte synspunkter. Allerede nu kan sprogmodeller gøre videnskabelig litteratur forståelig for alle. Og de kan hjælpe mennesker, der ikke er vant til at skrive, med at formulere tekst.
Omvendt er sprogmodeller naturligvis også et tveægget sværd. De kan hjælpe os med at blive bedre til alle de ting, vi gerne vil bruge tid på, men de kan også få os til at bruge mere tid på alle de ting, vi egentlig gerne ville være foruden.
For sprogmodeller bruges også i underholdningsindustrien til at trække vores opmærksomhed i retninger, der ikke nødvendigvis er i vores egen interesse. Og så er det jo ikke kun virksomheder og politikere, der har opdaget, at de her teknologier findes, men også cyberkriminelle og lande i krig.
At have haft mulighed for at bevæge mig imellem det videnskabelige og det kunstneriske har været et stort privilegium. Jeg har aldrig oplevet den der frygt for at fejle, som kan følge med det at satse det hele på én hest. Jeg har udgivet seks skønlitterære bøger. De første tre skrev jeg i starten af 00’erne. De sidste har jeg skrevet inden for de seneste tre år. Selvom jeg - målt i arbejdstimer, i hvert fald - i dag primært er forsker, hænger den anden kasket der stadig i mit garderobeskab hver morgen.
PODCAST: Kunstig intelligens som demokratisk løftestang
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.