Månedens Forsker Ole Windahl Pedersen

Jeg havde allerede fattet stor interesse for miljøret under mit studium i Danmark, hvor jeg havde haft fornøjelsen af at følge kurser hos professor Peter Pagh. Under studierne stod det hurtigt klart for mig, at det var et felt med stort potentiale, selvom det dengang i 00’erne var en relativt ny disciplin sammenlignet med de mere klassiske juridiske områder.

Der var masser af spændende, ubesvarede spørgsmål og dermed mulighed for at bidrage til et felt, som udviklede sig hurtigt. Jeg blev især tiltrukket af kombinationen af kompleks juridisk regulering og det praktiske behov for løsninger på reelle miljøproblemer, som miljøretten favner.

Jeg skrev min ph.d.-afhandling inden for området environmental justice. Det omhandler, hvordan jura kan sikre ligebehandling af samfundsgrupper, der påvirkes af miljøfaktorer såsom forurening og støj.

Det er velkendt, at eksempelvis luftforurening rammer lavere socioøkonomiske grupper hårdere end højere socioøkonomiske grupper. Så jeg satte mig for at undersøge, hvordan lovgivningen kan håndtere den ulighed, der er forbundet med miljøbelastninger.

Der findes jo masser af processuelle regler i juraen, som har til formål at sikre, at alle parter høres, når eksempelvis en virksomhed ansøger en myndighed om at udvide sin produktion og dermed øger miljøbelastningen i et område.

Reglerne skal give alle mulighed for at give deres mening til kende og påvirke beslutningen, men der er flere forhold, som gør, at mindre ressourcestærke individer har dårligere adgang til og mulighed for at lave høringssvar end ressourcestærke, der generelt er mere opmærksomme på at beskytte deres rettigheder.

Efter min ph.d., som jeg færdiggjorde i 2009, flyttede vi til England, hvor jeg fik ansættelse som lektor på University of Newcastle og i de følgende 13-14 år underviste og forskede i miljøretten, især med fokus på menneskerettigheder og teoretiske begreber i disciplinen.

Jeg beskæftigede mig også med, hvordan forskningen i miljøretten adskiller sig fra andre juridiske discipliner. I slutningen af min tid i Newcastle begyndte jeg at se på miljøretten som en disciplin i sig selv og undersøgte især, hvordan forskere publicerer deres resultater, og hvordan publicering inden for området har udviklet sig.

Jeg begyndte også at interessere mig for, hvordan domstolene anvender miljøretten. Brug af den kræver nemlig, at dommere forstår en lang række bagvedliggende naturvidenskabelige fakta og argumenter og kan vurdere på baggrund af disse. Der skal måske i højere grad gøres brug af faktuelle vurderinger og informationer, der involverer evidens og værdihensyn.

Siden da har jeg primært arbejdet med folkeretten og EU-miljøretten, da disse områder både er relevante i en dansk og international sammenhæng. Inden for folkeretten arbejder jeg især med traktater og internationale aftaler som FN's klimarammeaftale fra 1992. Jeg analyserer også løbende afgørelser fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der læner sig op ad miljøretten.

Generelt er antallet af miljø- og klimaretssager stigende både nationalt og internationalt, hvilket afspejler en voksende tendens til, at borgere påberåber sig retlige interesser i miljøspørgsmål. Domstolenes rolle bliver derfor stadigt vigtigere i udviklingen af miljøretten.

Udviklingen hænger sammen med, at der er stigende opmærksomhed på klimakrisen og miljøkrisen. Det medfører, at flere tyr til domstolene for at opnå en mere effektiv retsorden, især når lovgivningen ikke lever op til folks forventninger. Dette medfører, at domstolene skal tage stilling til politisk betændte spørgsmål, som det også ses ved sager ført ved den europæiske menneskerettighedsdomstol.

I øjeblikket arbejder jeg med støtte fra Carlsbergfondet på en bog, der analyserer de retlige grundbegreber og værdier i miljøretten. For selvom området har eksisteret i over 50 år, mangler der stadig en konceptuel forståelse af dens fundamenter.

Mit argument er, at miljøretten ofte trækkes i modstridende retninger, hvilket gør at den får svært ved at opfylde sit formål. Derudover forsøger jeg at afdække sammenhængen mellem menneskeretten og miljøretten, især med udgangspunkt i en vigtig dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Schweiz, der slog fast, at den europæiske menneskerettighedskonvention omfatter klimarettigheder.

Et andet aktuelt fokus for mig er EU's nye naturgenoprettelsesforordning, der forpligter medlemsstater til aktivt at genoprette natur, for eksempel ved at plante træer og forbedre habitater. Desuden er jeg i gang med et projekt sammen med en udenlandsk kollega, hvor vi undersøger, hvordan miljørets-forskere arbejder, og om de benytter særlige juridiske metoder, som adskiller sig fra andre discipliner.

En udfordring i miljøretten er nemlig, at reglerne ændrer sig hurtigt og konstant, hvilket skaber en dynamisk disciplin. Desuden er miljøretten tæt forbundet med naturvidenskab, hvilket betyder, at forskere skal samarbejde med biologer og andre naturvidenskabeligt funderede fagfolk.

Det kan være udfordrende, men er selvfølgelig også en spændende udfordring, fordi miljøet har stor samfundsmæssig betydning.