Månedens Forsker Rubina Raja
Rubina Raja har altid gravet i fortiden, og lige nu befinder hun sig i centrum af den på Cæsars Forum i Rom. Månedens Forsker #10 2021.
Publiceret:
04.11.2021
Tags:
Rubina Raja, professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet Uddannet klassisk arkæolog (M.St.) i 2000 fra University of Oxford, Lincoln College, England og DPhil samme sted i 2005 Har i mange år ledet Palmyra Portræt Projektet med støtte fra Carlsbergfondet. Er p.t. desuden i gang med projektet ‘Circular economy and urban sustainability in Antiquity: Comparative perspectives from the ancient world with a point of departure in Roman Palmyra’ samt udgravningerne på Cæsars Forum i Rom
Lidt om ....
Rubina Raja, professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet Uddannet klassisk arkæolog (M.St.) i 2000 fra University of Oxford, Lincoln College, England og DPhil samme sted i 2005 Har i mange år ledet Palmyra Portræt Projektet med støtte fra Carlsbergfondet. Er p.t. desuden i gang med projektet ‘Circular economy and urban sustainability in Antiquity: Comparative perspectives from the ancient world with a point of departure in Roman Palmyra’ samt udgravningerne på Cæsars Forum i Rom
Klassisk arkæolog Rubina Raja rejste allerede som studerende til Italien for at opleve arkæologien dér, hvor den ’lever’. Siden tog hun til Oxford i England, hvor hun blev opdraget til konstant at stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor hun ville udforske præcis dét og dét. I dag arbejder hun stadig fra sin base på Aarhus Universitet på at afdække nye detaljer af fortiden. Senest bl.a. som leder af de enestående udgravninger af Cæsars Forum i Rom.
Jeg begyndte at læse klassisk arkæologi på Københavns Universitet i 1995. Jeg valgte faget, fordi det gav mulighed for at kombinere flere discipliner: den traditionelle arkæologi, antikke sprog, kunsthistorie og naturvidenskaben.
I min studietid læste jeg også italiensk, kulturformidling og journalistik som tilvalgsfag. Og jeg fandt ret hurtigt ud af, at min store interesse lå i Middelhavsregionen. Allerede på mit tredje studieår tog jeg til Rom for at studere, for jeg ville gerne ned og opleve stedet, hvor arkæologien ”var” og ”levede”. Udenfor semestrene rejste jeg i Italien, gik på museer og oplevede udgravninger og brugte tiden på de mange fantastiske biblioteker, der findes i Rom.
Efter min fireårige grunduddannelse i København tog jeg til University of Oxford for at begynde på kandidatuddannelsen i klassisk arkæologi. En stor del af studiet dér er anlagt på, at man skriver flere ugentlige essays ud fra rammesatte forskningsspørgsmål.
Det, at jeg konstant blev tvunget til at besvare spørgsmål på skrift inden for vidt forskellige områder af arkæologien, åbnede forskningen for mig på et tidligt tidspunkt. Det var både rigtig spændende og rigtig udfordrende. Men det gjorde, at jeg senere fik lysten til at kaste mig ud i en ph.d. og blive i forskningen.
Hvad ville Cæsar med Forum?
Da jeg var færdig med mit kandidatstudium, blev jeg i England. Jeg arbejdede i et år som videnskabelig assistent på Ashmolean Library i deres manuskriptsamling. Imens tænkte jeg over, hvad jeg ville skrive ph.d. om. Emnet faldt på bysamfund i det østromerske imperium, og jeg endte heldigvis med at blive optaget på DPhil.-uddannelsen, som ph.d.-uddannelsen hedder på Oxford University.
Jeg var også heldig at få et internationaliseringsstipendium, som jeg havde søgt hos det daværende Statens Humanistiske Forskningsråd. Det gjorde det muligt at påbegynde min uddannelse i efteråret 2001.
Det var en fantastisk tid i et grundlæggende stærkt interdisciplinært miljø med internationale studerende fra alle mulige fag lige fra astrofysik over medicin til klassisk arkæologi. Den periode tvang mig til noget, som jeg siden har gjort stort brug af. Nemlig at spørge: hvad er det egentlig, vi gerne vil vide om verden, sådan grundlæggende? Hvor ligger de spændende spørgsmål? Og hvad skal vi bruge for at kunne besvare dem?
Jeg blev klar over, at man som forsker skal være god til at forklare, hvorfor man gerne vil vide noget. Samt at folde ideer og argumenter ud, så andre uden for vores ofte snævre og højt specialiserede fagfællesskaber kan forstå, hvorfor vi bruger tid på det, vi gør, for offentlige kroner.
Jeg føler mig den dag i dag privilegeret over, at jeg fik mit ståsted i denne tradition og blev opdraget til ikke kun at være fagligt dygtig, men også til at kommunikere hvorfor lige præcis den forskning, vi bruger så megen tid på, er vigtig og interessant.
Jeg brugte mit DPhil-studium til at lave en komparativ analyse af udviklingen i fire byer i det romerske imperium: Athen, Ephesos, Aphrodisias og Gerasa. Byerne ser på overfladen ud til at være meget ensartede indeholdende teatre, søjlegader, templer og bygninger til det politiske liv.
Ved at grave dybere i blandt andet byernes udvikling, måder at dekorere på samt finansieringskilder til de forskellige bygningsprojekter og forskønnelser af bybilledet generelt fandt jeg imidlertid ud af, at bysamfundene ikke var så ens, som man skulle tro, når man blot betragter de synlige arkæologiske rester. Bysamfundene viste sig at være utrolig bundet op på deres stærke, lokale identiteter, mens de samtidig begik sig i det romerske imperium på meget forskellig vis.
Igennem mit forskningsemne fik jeg rejst både i Grækenland, Tyrkiet og Mellemøsten for at besøge hundredvis af antikke byer. Jeg prøvede at forstå de urbane samfund, og selvom jeg i nogle år efter skulle lægge emnet lidt på hylden, var det i den periode, at grundstenen til min senere interesse for historiske urbane bysamfund blev lagt.
Efter mit ophold i England flyttede jeg i 2005 til Hamborg, hvor jeg fik en stilling som undervisningsassistent og postdoc på klassisk arkæologi ved universitetet. Her voksede min interesse for antik religionshistorie, og jeg arbejdede med både skulptur, arkitektur og skriftlige kilder. Igen var det et meget interdisciplinært miljø, hvor vi kiggede på det lokale i en større metodisk og kildemæssig kontekst.
I 2007 var jeg så heldig at modtage en helt åben rammebevilling fra Novo Nordisk Fonden efter ansøgning. Fonden havde besluttet ikke længere at støtte den klassiske arkæologi – hvilket var ærgerligt for faget. Men den ville uddele én afsluttende bevilling til en god projektidé. Jeg havde jo været væk fra Danmark i lang tid, men alligevel besluttede jeg at søge bevillingen. Jeg fik den og tog derfor hjem til Danmark. Her valgte jeg at basere mig ved Aarhus Universitet, hvor faget klassisk arkæologi har et stærkt renommé.
Den postdoc-bevilling blev simpelthen mit livs vigtigste bevilling. Selvom den ”kun” var på 2,5 millioner kroner, gav den mig arbejdsro i tre år til at studere religiøs identitet i Nærorienten, mere præcist fund fra helligdomme i og uden for byer i 1. årh. fvt. til 3.-4. årh. evt. Samtidig fik jeg muligheden for at opbygge et stærkt internationalt netværk. Mange fra dette netværk arbejder jeg stadig sammen med den dag i dag.
Jeg kunne i de år holde de konferencer, jeg gerne ville. Jeg kunne tage ud i verden og lade mig inspirere af andre dygtige arkæologer. Jeg kunne gøre alle de ting, som mange postdocs faktisk har svært ved at gøre, fordi de kun modtager penge til løn.
Så jeg vil gerne slå et slag for, at de bevillinger, der rummer midler til lidt mere end bare løn, er meget vigtige for yngre forskere. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at hvis jeg ikke havde fået den bevilling, ville jeg højst sandsynligt ikke have været, hvor jeg er i dag.
Det var også i løbet af mit postdocforløb, at jeg tog mit adjunktpædagogikum. Og umiddelbart efter - i 2009 - var jeg heldig at blive ansat som lektor på Aarhus Universitet, hvor jeg har været lige siden. Først som lektor, siden 2012 som professor mso og fra 2015 som professor i faget. Det var også i 2015, at jeg sammen med professor i middelalderarkæologi Søren Sindbæk åbnede grundforskningscenteret Center for Urban Network Evolutions, som har dannet ramme om en stor del af min forskning i fortidens urbane samfund lige siden.
I den periode, fra jeg startede på universitetet, og til vi åbnede grundforskningscenteret, er der sket uendelig meget med de metoder, vi benytter i arkæologien. Mange af de ting, jeg gerne ville finde ud af allerede tilbage i 90erne, kunne jeg ikke afdække, fordi vi ikke havde de naturvidenskabelige metoder, som vi benytter i dag. De begyndte først at komme i 00erne.
For eksempel kan vi i dag arbejde med kulstof 14- dateringer, OSL-dateringer og Isotop- og DNA-analyser på en hel anden måde, end det var muligt for 20 år siden.
Mange af disse metoder har pludselig givet helt nye muligheder for at sige noget om bysamfundene på en større, global skala. Vi kan eksempelvis bedre undersøge, hvordan samfund over årtusinder var i kontakt med hinanden. Men vi kan også bedre forstå materialer og det kredsløb, de er indgået i.
Vi har eksempelvis lavet rigtig meget arbejde på glas, herunder analyseret hvordan glas har bevæget sig rundt i verden. Fordi det kan fortælle meget om, hvem folk i forskellige områder har været i kontakt med.
Vi har blandt andet kigget på glas fra byen Jerash i Jordan. Og vi har været på jagt efter svar på, om glasset blev importeret op gennem århundreder? Hvor kom det fra? Og blev det måske indimellem genbrugt?
Vi har blandt andet kunnet konkludere, at mange samfund blev ved med at importere glas meget længere frem i tiden, end vi tidligere har troet. Helt frem til det 8. århundrede faktisk, hvilket bekræfter, at de romerske byer ikke var gået ’bag om dansen’ på dette tidspunkt som følge af den arabiske invasion. Det har mange ellers gået og troet gennem flere år.
Man kan sige, at de nye metoder har givet muligheder for at løfte sløret for hidtil mere usynlige dele af fortiden. De dele, der ikke kan ses med det blotte øje, men kræver teknologi for at blotlægges. At tage de nye metoder i brug har været en fantastisk rejse at være med på.
Noget af det største og vildeste, jeg har oplevet i min karriere, er siden 2018 at have fået mulighed for at være med til at udgrave Cæsars Forum i Rom. Den mulighed er ikke kommet af sig selv, men er opstået ud af det fantastiske samarbejde, vi i Danmark gennem årene har haft med italienske arkæologer. For det er jo ikke givet, at samarbejder fungerer.
Man skal kunne tale et fælles sprog og enes om vejen frem. Og være ret enige om, hvordan man griber det omfattende arbejde, som en udgravning er, an. Det kan indimellem være svært, fordi vi jo er opvokset i forskellige traditioner og ofte kommer med forskellige fagligheder.
Lige med Cæsars Forum er det sådan, at selvom al arkæologi jo giver indblik i verdenshistorien, så føles det alligevel nærmest som om, at man står i centrum af historien, når man får lov at grave efter genstande gemt i jorden midt i det hedengangne romerske imperium. Ja faktisk præcis dér, hvor vejen for det romerske imperium – med en kejser i spidsen – blev banet.
Og man kan godt ligge søvnløs, for det er et meget stort ansvar. Vi skal jo dokumentere fra A-Z, og når vi først har udgravet et område, er det jo ”væk” og kan ikke udgraves igen. Men det er først og fremmest helt fantastisk spændende. Senest har vi fundet fire tæt beliggende børnegrave, som kommer til at ændre på, hvordan vi ser på begravelsestraditioner i det arkaiske Rom.
Hidtil har vi kun fundet børnegrave som enkeltgrave i direkte forbindelse med husanlæg, eksempelvis under husgulvene eller lige uden for husene. Nu står vi med dokumentation for, at børn blev begravet sammen side om side. Det er ikke set før og vil ændre på, hvordan vi ser kulturen i det arkaiske Rom. Jeg kan dog på nuværende tidspunkt ikke sige mere præcist hvordan, for vi skal først i gang med at fortolke vores fund ind i den ramme af data, som vi allerede har om kulturen og samfundet dengang.
Det er jo et vilkår for arkæologer, at vi kun kan stykke fortiden sammen ud fra de fragmenter, vi finder. Vi kan ikke benytte alle de ting, vi ikke har fundet, selvom de måtte være der. Vi har som forskere derfor pligt til at være grundige, når vi fremsætter hypoteser.
For de skal jo helst modsvare den virkelighed, der var. Man kan selvfølgelig aldrig vide, om der dukker et fund op et andet sted, som modsiger det, man lige har konkluderet. Men man kan sikre sig, at man har den fornødne baggrundsviden og holder sig opdateret på nye fund og fortolkninger, så man ikke konkluderer mere, end fundene kan bære.
På papiret ser det måske ud som om, at alt har flasket sig for mig. Når jeg ser tilbage, har det da også været en fantastisk rejse, hvor jeg har grebet en masse muligheder, når de viste sig. Men der skal også en portion held til. Og man ved jo ikke, hvordan udviklingen kommer til at gå, når man er midt i den. Da jeg fik bevillingen fra Novo Nordisk Fonden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle tilbage til Danmark. Men jeg satsede og vendte hjem, og det skulle vise sig at være det rigtige for mig.
Er der noget, jeg i tilbageblik er glad for, er det, at jeg har valgt at bruge meget af min tid på at formidle min forskning og de projekter, som jeg har været en del af. Jeg har jo opdaget, at rigtig mange mennesker gerne vil sætte tid af til at høre om eksempelvis portrætter af afdøde mennesker i fortidens Syrien.
Jeg har jo både været involveret i podcasts, udstillinger og senest en fransk dokumentarfilm. Det er alt sammen meget berigende og gør også mig selv klogere på det, jeg beskæftiger mig med. Jeg tænker også meget over, hvordan vi kan komme bredere ud med vores formidling. Og hvordan vi når unge mennesker og skolebørn.
Jeg har altid ment, at man gerne må give noget igen af det, man får. Som forskere skylder vi samfundet at formidle den viden, vi indsamler, fordi det bidrager til den overordnede dannelse i samfundet. Måske er det naivt, men jeg har en forestilling om, at nogen bliver klogere, når jeg stiller mig op og fortæller om gravportrætter i Palmyra.
At jo mere man præsenteres for data og viden, jo mere kritisk kan man være over for sin omverden. Det kan måske lyde lidt gammeldags, men hvis man ikke ved noget, er det meget svært at have en kvalificeret mening. Det, synes jeg, desværre vi ser alt for mange eksempler på.
Inden jeg stopper, vil jeg gerne nå at skrive flere bøger om, hvordan verden hang sammen på mange forskellige måder. Om nogle måneder udkommer min Palmyra-bog ved Oxford University Press. Den er et skridt på vejen. Og til næste år står den på en bog om Gerasa og dernæst om lokale religiøse netværk i byer i det østromerske imperium. Der er nok at tage fat på.
PODCAST: Gravportrætter fra Palmyra og danske udgravninger i Rom
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.