Månedens Forsker Michael Bang Petersen

På studiet fik jeg nemlig hurtigt en oplevelse af, at verden åbnede sig. Der var så mange ting, man kunne dykke ned i og prøve at forstå. Der er jo politik i alt, og på den led oplevede jeg, at statskundskaben kunne være relevant for alt. Jeg var nok en ret skizofren studerende.

Jeg læste en masse fransk filosofi om, hvorvidt verden fandtes, men jeg dykkede også ned i hardcore økonomisk videnskab, herunder brugen af økonomiske modeller, teorier om det økonomiske menneske og rationalitetsteori til at forstå politisk adfærd. Jeg kunne dog ikke umiddelbart sådan lige få de to interesser for det mere ”bløde” og ”hårde” til at mødes.

Da jeg nåede kandidatstudiet og tog et fag om evolutionspsykologi og politisk adfærd, fik jeg imidlertid det hele til at gå op i en højere enhed. Evolutionsbiologien handler om, hvordan vores hjerner og kroppe er blevet bygget op gennem historien og dermed udgør fundamentale betingelser for vores adfærd. Samtidig tilbød den mere filosofiske tilgang til mennesket, som jeg også dyrkede, en indsigt i, hvordan vi træffer beslutninger som individer. 

Megen menneskelig interaktion handler jo om at udveksle information, men også om at manipulere med den information, der er til rådighed, så man kan få andre til at opfatte tingene i overensstemmelse med ens egne interesser.

Jeg husker især, hvordan en helt særlig side i en bestemt bog indfangede præcis det, jeg gerne ville arbejde med i fremtiden, nemlig hvordan evolutionen påvirker vores politiske holdningsdannelse. Her blev det specifikt beskrevet, hvordan man kunne forstå holdninger til velfærdsmodtagere ved at forstå strukturen i de psykologiske mekanismer, vi har med os helt tilbage fra stenalderen. Jeg endte med at tage fat i præcis det emne, da jeg senere blev postdoc. Men jeg startede et andet sted: ved at skrive speciale om hvordan evolutionen påvirker vores moderne holdninger til kriminalitet og straf.

Dette emne holdt jeg mig også til i min ph.d., som jeg forsvarede i 2007. I min afhandling belyste jeg de evolutionært betingede psykologiske mekanismer, som vi i dag stadig bruger til at navigere i politik. Mere konkret undersøgte jeg, hvorfor vi mennesker har en tilbøjelighed til at skifte holdning til straf og rehabilitering alt efter, om der er tale om straf generelt eller straf af en konkret person. 

Da jeg i 2010 blev ansat som lektor på Aarhus Universitet, startede jeg med at forske i, hvordan de traditionelle medier påvirker vores psykologi. Igen arbejdede jeg med evolutionspsykologien for at forstå, hvorfor nogle historier virker særligt effektfuldt. I denne periode fik jeg erfaring med forskningsledelse og det at håndtere et større projekt, hvilket har været værdifuldt for mig sidenhen.

Da jeg seks år senere - i 2016 - blev professor, stod præsidentvalget i USA for døren, og alle begyndte at tale om fake news på sociale medier. Der skete virkelig også noget med spredningen af informationer i de år. Det havde jeg i lang tid haft et øje på, fordi jeg tidligere gennem den franske filosofi havde været optaget af, hvordan informationer kan bruges strategisk til at manipulere andres holdninger, så de passer til ens egen interesse.

Det fænomen havde været en grundlæggende interesse gennem hele min karriere, men indtil da havde jeg aldrig rigtig fået taget forskningsmæssigt hul på det. Nu så vi så Donald Trump gøre det, som vi i ti år mest havde spekuleret i ville ske, og konteksten var der for at lave konkrete empiriske undersøgelser på den form for spredning af misinformation. 

Til det fik jeg først en bevilling fra Aarhus Universitets Forskningsfond og dernæst bevillingen fra Carlsbergfondet til ”ROPH: Center for Research on Online Political Hostility”. Men inden vi rigtigt nåede at komme i gang, ramte corona-pandemien, hvor vi i regi af HOPE-projektet lige siden har undersøgt danskernes holdninger og adfærd under krisen.

Pudsigt nok havde jeg netop i tiden op til corona-krisen interesseret mig mere og mere for smittepsykologi. Altså de biologiske og psykologiske mekanismer, vi har udviklet gennem evolutionen for at undgå smitte. Så det var ikke fremmed for mig at skulle forske i, hvordan folk eksempelvis holder afstand, når de er bekymrede for smitte.

Jeg fik også brug for at trække på forskning, som jeg tidligere havde lavet om kriser. Blandt andet om Muhammed-krisen, som jeg havde skrevet bogen Paradoxes of Liberal Democracy om sammen med Paul Sniderman fra Stanford University og to kollegaer, Rune Slothuus og Rune Stubager, fra Aarhus Universitet. På den måde kan man sige, at jeg med min forskning i smittepsykologi, kriser og misinformation havde forberedt mig på corona-krisen uden at vide det.

Selvom vi i HOPE-projektet har brugt meget tid på at formidle om og forske i den almindelige danskers vaner og adfærd, er det, der nok har interesseret mig mest det seneste halvandet år, de mere mørke sider af pandemien. Nemlig hvordan det virker på befolkningen, når staten holder borgerne i en skruetvinge. Hvad er det, der gør, at nogen protesterer med voldelige midler, mens andre reagerer med accept? 

Der har vi så fundet ud af, at mennesker faktisk er villige til at lytte til og rette sig efter myndighederne, hvis bare kommunikationen er klar og giver mening for den enkelte. I Danmark har vi ikke set den store modstand mod restriktioner, som vi har i andre lande. Det hænger også sammen med, at der er en meget høj tillid til myndigheder i Danmark.

Det har under corona-krisen været meget givende at opleve, at der er brug for og lydhørhed over for det, man laver. At man er med til at løse et problem, som andre også finder væsentligt. Både helt konkret at understøtte håndteringen og hjælpe til med at forstå den situation, vi har været i. Men også det, at folk har sagt til mig, at vi nu endelig ser, hvad samfundsvidenskaben kan bruges til.

At være en del af corona-beredskabet og samtidig have haft pressens store bevågenhed har i praksis lært mig at holde tungen lige i munden i forhold til at skille faglighed og holdninger ad. Jeg har også nøje overvejet balancen mellem det sundhedsfaglige og samfundsfaglige. Det er man nødt til, når de to måder at anskue pandemien på er viklet så tæt sammen, som tilfældet har været. Det gælder om at holde sig på sin egen banehalvdel, selvom man undervejs har tilegnet sig en masse viden om forhold, som falder uden for eget kompetenceområde. 

Man skal selvfølgelig også holde sin egen private holdning ude af ligningen. Jeg har i højere grad set min rolle som at påpege hvilke omkostninger og fordele, der er ved bestemte beslutninger. I sidste ende er langt de fleste beslutninger politiske, og det er op til politikerne at foretage den endelige afvejning af omkostningerne og fordelene.

Det vildeste, jeg har oplevet, er helt sikkert de ti dage i marts, hvor corona-krisen tog fart. Det startede med, at jeg brokkede mig til min hustru over kommunikationen på et af regeringens pressemøder. Og endte med, at jeg skrev et tweet om krisekommunikation og den 11. marts blev inviteret til møde med sundhedsminister Magnus Heunicke. Få dage efter modtog jeg bevillingen til HOPE-projektet fra Carlsbergfondet, og så har vi ellers knoklet lige siden.

Det har overrasket mig, at krisen ville vare så lang tid. Det forudså jeg ikke dengang. Jeg var jo vant til, at der kunne være en presseopmærksomhed i forbindelse med, at vi havde publiceret eksempelvis en artikel. 

Nu var der pludselig en konstant presseopmærksomhed, ikke mindst fordi vi jo løbende har udgivet vores målinger og rapporter om, hvordan det stod til med befolkningens holdninger og adfærd. At opleve det her mediepres gennem snart to år har været ret vildt.

Det bliver interessant at arbejde med den næste fase af pandemien. Det glæder jeg mig til. For hvor ender det? Hvis man slår op på side 1 i statskundskabens grundbog, står der, at hvis politikerne er uenige, så bliver borgerne det også. Og på side 2 står der så, at når man først har indført værktøjer til at kontrollere borgerne, så forbliver de der. Det har vi set mange gange, senest med terrorlovgivningen. Det fortæller, at man skal tænke sig grundigt om, før man indfører tiltag, for med tiden kan de blive brugt til andet end det, de oprindeligt var tænkt til.

Jeg håber, at vi i fremtiden kan få undersøgt mekanismer og strukturer i ustabile samfund nærmere. På samme måde som når man studerer jordskælv, kan vi ikke kun fokusere på overfladefænomener, men må se på de dybe strukturer, der skaber spændingerne. På den baggrund vil vi også bedre kunne udvikle varslingssystemer, der kan gøre os i stand til at forebygge jordskælv, der måtte være på vej.

Hvis jeg skal se tilbage på den relativ korte tid, jeg har været i universitetsverdenen, er der sket noget med både fordybelsen og tempoet for såvel ansatte som studerende. Det kan godt bekymre mig. Min ph.d.-afhandling var på 400 sider på dansk, og selvom der formentlig aldrig er andre end bedømmelsesudvalget, der har læst den, ville jeg ikke være de år, hvor jeg kunne sidde i min lænestol og tænke og fordybe mig i det teoretiske stof, foruden.

Det er kommet mig meget til gavn sidenhen, og jeg vil gå så vidt som til at sige, at uden den tid havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag i min karriere. Jeg fik en dyb forståelse af en række problemstillinger, som jeg senere kunne omsætte i artikler under mit postdoc-forløb, hvor jeg også begyndte at publicere internationalt.

Heroverfor mødes unge forskere i dag med stigende krav til at publicere artikler i en lind strøm. Det giver ikke meget tid til fordybelse, for presset for at publicere starter allerede fra første arbejdsdag. Det vil formentlig betyde, at vi kommer til at se mindre innovative forskere, fordi der ikke er tid til at lave det grundige tænkearbejde, der kræves for at levere videnskabelige nybrud.