Månedens Forsker Søren Sindbæk

Snart efter havde vi vores egen lille ”forskerklub”, som vi holdt sammen om de næste fem år. Vi mødtes hver uge, og vi lavede blandt andet vores eget tidsskrift Alkymisten, der udkom hver måned. Heri skrev vi artikler om alle de ting, vi gik og opdagede. Vi lavede også en masse kemieksperimenter, som vores forældre nogle gange ikke skulle høre alt for meget om. På et tidspunkt vandt vi endda en præmie i Jyllands-Postens forskerkonkurrence.

Jeg har af og til siden sagt, at det måske var dén forskergruppe, som jeg har lært mest af at være med i. For selvom vi i gruppen på mange måder var ens, var der forskellige ting, som vi tændte på. Det gav en god dynamik til gruppen, men det kunne også vælte det hele, hvis man ikke var opmærksom på alle.

Det var også herigennem, at jeg første gang rigtigt stiftede bekendtskab med arkæologien. En dag var vi blevet enige om at tage ned til museet i Holstebro. Mens vi var dernede, kom der to arkæologer ind fra felten, hvor de var ved at udgrave en stenaldergrav. Med sig havde de en kasse med en stenøkse, som vi fik lov at holde og røre ved. Så sagde den ene til mig: ”Du er nu kun det tredje menneske siden oldtiden, som har rørt ved denne her økse”. 

Det gik rent ind hos mig, og jeg kan se i min dagbog fra dengang, at jeg herefter begyndte at læse enormt meget om arkæologi. Jeg pløjede mig først igennem alt, hvad der var på børnebiblioteket, og herefter gik jeg i gang med voksenbiblioteket. Her begyndte jeg at opdage, hvor meget viden, der fandtes om bare et enkelt emne som eksempelvis Egyptens pyramidetid. 

Da jeg senere som 14-årig skulle i erhvervspraktik med skolen, fik vores bekendte fra museet arrangeret en kontakt, så jeg kom i praktik på nærorientalske studier på Københavns Universitet. Det var en helt fantastisk oplevelse, for her stødte jeg på mennesker, der forstod utrolige ting som hieroglyffer, kileskrift eller arkæologisk stratigrafi, og på instituttets bibliotek stod alle de bøger, jeg havde læst om, men aldrig havde haft mulighed for at kigge i. 

Jeg besøgte også Nationalmuseet og Glyptoteket i den forbindelse. Og det var her, det gik op for mig, at jeg måtte læse arkæologi. Jeg startede dog først på Egyptologi på Københavns Universitet i 1993. Da jeg i et år havde hørt alle sige, at der aldrig ville blive job at få inden for egyptologien, skiftede jeg til forhistorisk arkæologi. I løbet af min studietid læste jeg alle mulige andre fag også - blandt andet filosofi og antropologi. 

Jeg havde opdaget, at ingen for alvor holdt regnskab med, hvor mange fag, man havde taget. Jeg regnede ud, at jeg endte med at have taget humanistiske kurser nok til at kunne få to bachelorgrader.

Det var, mens jeg skrev min ph.d., at jeg begyndte at tænke, at der var noget forkert ved den måde, vi forstod begrebet ”centre” på. I bøgerne definerede man næsten altid fortidens centre som steder, der var centrum for et opland, underforstået inden for gå- og rideafstand. Men jeg havde en klar fornemmelse af, at mange af de centre, jeg undersøgte, i højere grad spillede en rolle som knudepunkter for fjernkontakter. Det kunne forklare, at nogle få steder fik en helt speciel betydning. 

For ville folk, der eksempelvis var rejst langt for at sælge skind, ikke snarere søge til et sted, hvor de vidste, at andre på langfart ville søge hen - fremfor til et lokalt centrum, hvor man måske ikke fandt den rigtige handelspartner? Ud fra den logik skulle et tidligt handelsnetværk ikke begynde at vokse med mange små centre, men med nogle få store.

Der var dog ikke rigtig nogen, der arbejdede i de baner på det her tidspunkt. Men omkring 2003 begyndte der at udkomme bøger om det nye forskningsfelt ”komplekse netværk”, og jeg havde på det tidspunkt selv indsamlet et stort datasæt, som kunne bruges til at undersøge de her potentielle netværksstrukturer.

Jeg lod mig inspirere af en teknik kaldet ”affiliation”, som man anvendte i netværksforskningen. Jeg blev klar over, at den kunne overføres til arkæologiske data og bruges til at omgå en af arkæologiens største udfordringer, nemlig at det ofte er svært at påvise dels, hvor en ting præcist er kommet fra, og dels hvordan den er kommet til et bestemt sted.

I 2006 begyndte jeg som postdoc at bruge netværksanalyse til at undersøge og kortlægge ligheder mellem genstande fundet forskellige steder, hvilket igen kunne anvendes til at belyse, hvordan fortidens mennesker faktisk indgik i større og mere komplekse netværk.

Det kulminerede i, at jeg i 2007 publicerede en række artikler, som indtil videre stadig er mine mest citerede. Artiklerne beskrev en ny metode til at studere de her netværk. I starten var der nogle kolleger, der gik i rette med metoden. Den blev eksempelvis beskyldt for at være naiv og forsimplet. Men fem år senere arbejdede de selvsamme kollegers ph.d.-studerende med mine modeller og metoderne for netværksanalyse.

Der skete så det, at jeg midt under en konference blev inviteret til at søge en stilling ved University of York, som er en højborg for international arkæologi. Det kunne jeg jo ikke sige nej til, så ved årsskiftet 2009 tiltrådte jeg som lektor der. Det var en helt anden verden - og megahårdt. I modsætning til i Danmark, hvor arkæologer ikke blander sig meget på tværs af fagskel, forventedes det i England, at man mestrede det hele. Og hvis man ikke gjorde, måtte man bare læse op. Det gjorde jeg så.

Jeg endte med at være på University of York i tre år og vendte først hjem til Danmark og Aarhus Universitet i 2012, da jeg fik et Sapere Aude-stipendium fra Det Frie Forskningsråd til at starte min egen forskergruppe. På det tidspunkt var jeg meget opsat på at udbrede netværksperspektivet globalt, for vi manglede i høj grad at få knyttet regionerne sammen. 

I områderne omkring Det Indiske Ocean var der gjort nye fund, som tydede på, at der her parallelt med vikingetidens handelsboom i Skandinavien foregik lignende forandringer. Jeg var nysgerrig på, om det var et sammentræf eller udtryk for en global bevægelse.

Sammen med professor Rubina Raja startede jeg så i 2015 grundforskningscenteret UrbNet, som stadig eksisterer. Fra Carlsbergfondet fik jeg nogenlunde samtidig midler til at påbegynde projektet ’Nordens emporium. Netværkets arkæologi i det ældste Ribe’, som skulle bruges på at udgrave og analysere det enorme og vigtige arkæologiske materiale, der befinder sig i Nordens ældste by, men som aldrig er blevet undersøgt og udnyttet til fulde. 

Projektet er endt med at blive løftestang for udvikling af en mere tværvidenskabelig tilgang til arkæologiske udgravninger i byers kulturlag. Vi har udgravet en del af Ribes hovedgade og dens huse og kan gennem de mere end 100.000 genstandsfund se, hvordan byen og dens netværk har forandret sig fra omkring år 700 og to hundrede år frem. Altså gennem starten af det, vi kalder vikingetiden. 

Lige nu er det andet og sidste bind af det store tobindsværk Northern Emporium om udgravningen i trykken, og på museet i Ribe kan man se en stor særudstilling om resultaterne. Det har været et kæmpemæssigt arbejde at holde sammen på, og resultaterne har mange gange virkelig overrasket os. 

En af de største erkendelser, jeg har gjort som arkæolog, er kommet ud af projektet i Ribe. Baggrunden var, at et japansk forskerhold et par år forinden havde koblet kulstof-14-niveauer til solens aktivitet. Forskerne havde fundet ud af, at der lige præcis i året 775 havde været en kæmpe solstorm, som havde forårsaget høje mængder af kulstof-14 i luften. Mængder der ville kunne spores med de kulstof-14-analysemetoder, man har til rådighed.

Det var enormt interessant i forhold til udgravningen i Ribe, hvor vi havde vanskeligt ved at få præcise dateringer omkring netop det tidspunkt. Så jeg begyndte sammen med kolleger at kigge på, om vi kunne bruge den her nye viden til at forstå vores materiale på en ny måde. Og her fik vi virkelig et heureka. For pludselig kunne vi datere et bestemt jordlag meget præcist til år 775 og herudfra fastslå en meget skarp datering af jordlag fra før og efter.

Det betyder, at vi nu med afsæt i Ribe kan se præcis, hvornår vikingetidens handelsnetværk voksede frem. Vi kan også dermed fastslå, at kontakterne til den islamiske verden, som var det, min interesse var blevet fanget af i studieårene, slog igennem omkring år 790 plus-minus ti år. På det tidspunkt, viser fundene, havde sejlads fra Norge til Ribe fundet sted i mindst 30-40 år, så det var med andre ord ikke kaliffernes sølv, der kickstartede vikingetidens søfart. Den var allerede i gang. 

Der stod vi så pludseligt med et klart svar på det spørgsmål, der i sin tid startede mit speciale. Vi publicerede de her resultater i Nature tidlige i år – de kom endda på forsiden af tidsskriftet. Det var stort at opleve, at forskning, der dybest set var humaniora, kunne få så prominent en plads i naturvidenskabernes store blad.

Når jeg ser tilbage, er jeg mest stolt af at have været en stor drivkraft bag arkæologiens nye syn på globale netværk. Men det har også været stort at nå til konkret at bruge arkæologiske data til at kortlægge, hvordan folk – og dermed genstande - har interageret i netværk. 

Det er de ting, som jeg arbejder videre med nu. Blandt andet er jeg i gang med at skrive en bog, hvor jeg forsøger at blive klogere på, hvad interaktion mellem fremmede har betydet i menneskets historie. Det er et stort spørgsmål, og sikkert for stort til én enkelt bog – måske bliver det mit næste store forskningsprojekt.