Månedens Forsker Søren Kyllingsbæk
Søren Kyllingsbæk går på opdagelse i bevidsthedens maskinrum. Månedens Forsker #12 2024
Søren Kyllingsbæk er professor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet Uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet i 1997 samt ph.d. og dr.psych. i hhv. 2002 og 2015 samme sted Har modtaget en Semper Ardens: Advance til projektet ’Selection in cognition’
KORT OM
Søren Kyllingsbæk er professor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet Uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet i 1997 samt ph.d. og dr.psych. i hhv. 2002 og 2015 samme sted Har modtaget en Semper Ardens: Advance til projektet ’Selection in cognition’
Allerede som psykologistuderende deltog Søren Kyllingsbæk i forskellige forskningsprojekter, som åbnede hans øjne for psykologiens grundvidenskabelige og eksperimentelle dimensioner. Arbejdet gav ham lyst til at forfølge en forskerkarriere, og i dag bruger han som professor i kognitionspsykologi både matematiske modeller og hjerneskanninger til at kortlægge mekanismerne bag, hvordan vi opfatter verden, handler og træffer beslutninger.
Min forskerkarriere startede på en måde allerede i min studietid. For kun et halvt år efter, at jeg i 1991 var begyndt på psykologistudiet på Københavns Universitet, blev jeg inviteret til at deltage i et forskningsprojekt.
Jeg havde ellers kun planlagt at læse psykologi i en kort periode. For jeg havde tænkt, at jeg efterfølgende skulle studere et teknisk fag som datalogi eller IT- eller ingeniørvidenskab. Det ændrede sig dog hurtigt, da jeg fandt ud af, at psykologi ikke kun handler om klinisk praksis, men også om at udføre eksperimenter og undersøge grundvidenskabelige spørgsmål.
At jeg kom med i forskningsprojektet skyldtes blandt andet, at jeg havde erfaring med programmering fra tiden før, jeg startede på universitetet. Det viste sig at være en stor fordel i eksperimentel psykologi, hvor præcis tidslig styring af måleudstyret spiller en afgørende rolle.
Jeg ville gerne undersøge nærmere, hvordan vores opmærksomhed kan trænes samt hvor komplekse opgaver, hjernen kan bearbejde parallelt.
I et af de første eksperimenter, jeg var med i, undersøgte vi, hvordan mennesker reagerer på deres eget navn. Vi opdagede, at folk er bedre til at registrere deres navn, når de ser det, men at deres opmærksomhed ikke automatisk bliver tiltrukket af navnet, som det er tilfældet, når de hører deres eget navn.
Forskning blev hurtigt en central del af min studietid, hvor jeg også tog fag på andre fakulteter og Danmarks Tekniske Universitet. Jeg valgte kurser i matematik og statistik og fik også mulighed for at rejse til udlandet for at lave forskning. På overbygningen kunne jeg fokusere næsten udelukkende på mine egne projekter, hvilket nærmest gjorde studiet til en forlængelse af mit forskningsarbejde.
Da jeg blev kandidat i psykologi i 1997, havde jeg derfor allerede en god portion forskningserfaring. Jeg startede umiddelbart efter som forskningsassistent på Neurobiologisk Forskningsenhed ved Rigshospitalet og arbejdede der i et år, før jeg i 1999 gik i gang med et ph.d.-projekt, der byggede videre på det arbejde, jeg havde lavet som studerende.
Jeg ville gerne undersøge nærmere, hvordan vores opmærksomhed kan trænes samt hvor komplekse opgaver, hjernen kan bearbejde parallelt.
Vores studier viste, at vi kun er i stand til at holde tre-fire elementer aktivt i bevidstheden på én gang.
Under ph.d.-studiet arbejdede jeg også med hjerneskanninger. Som forskningsassistent havde jeg deltaget i PET-skanningsprojekter, hvor vi brugte radioaktivt mærket vand til at måle blodgennemstrømning i hjernen. Det arbejde fortsatte jeg som gæsteforsker på Cambridge University, hvor jeg også brugte såkaldt fMRI-skanning til at måle hjernes aktivitet ved hjælp af et stærkt magnetfelt.
Vi undersøgte blandt andet, hvordan folk søger efter objekter, såsom et specifikt ansigt eller en genstand med en bestemt farve og form. Det handlede om at finde grænsen for, hvornår hjernen skifter fra en parallel til en seriel proces, hvor fokus kun ligger ét sted ad gangen.
Disse eksperimenter blev vigtige for min senere forskning både i opmærksomhed og hjernens evne til at bearbejde information. De gav os en dybere forståelse af, hvordan hjernen organiserer og håndterer komplekse data.
I 2002 fik jeg en bevilling fra Carlsbergfondet, så jeg kunne begynde som postdoc på Københavns Universitets Institut for Psykologi, hvor jeg i dag er professor. I de følgende år bevægede jeg mig gradvis over i undersøgelser af korttidshukommelse med fokus på, hvor mange elementer vi kan fastholde i bevidstheden ad gangen.
Vores studier viste, at vi kun er i stand til at holde tre-fire elementer aktivt i bevidstheden på én gang, og mit arbejde gik ud på at udvikle matematiske modeller til at forstå disse processer.
Vores eksperimenter involverede et stort antal forsøgspersoner, der blev udsat for serier af stimuli med bogstaver vist på en skærm i meget korte intervaller. Deltagerne skulle efterfølgende huske og genkende så mange af bogstaverne som muligt. Ved at variere eksponeringstiden kunne vi måle, hvor hurtigt og præcist information blev opfanget og husket. Vi kunne også måle evnen til at skelne relevante objekter fra irrelevante.
Jeg har også arbejdet med såkaldt stokastiske modeller, hvor mentale udvælgelsesprocesser kan forstås som et ’hestevæddeløb’. Det indebærer, at enkelte elementer når bevidstheden først, mens andre går tabt. Disse modeller har givet os indsigt i, hvordan hjernen prioriterer information.
For at få præcise data, måtte vi teste de samme forsøgspersoner rigtig mange gange frem for at bruge et stort antal forskellige deltagere. Vi benyttede også patienter med hjerneskader, men her tilpassede vi længden af eksperimenterne, så de ikke blev overbelastede. Eksempelvis er metoden brugt i forbindelse med undersøgelser af patienter med neglect.
Graden af den kontrol, som vi anses for at have over vores handlinger, er afgørende for, hvordan vi fordeler ansvar.
Det er en tilstand, hvor der er mindsket opmærksomhed over for ens egen krop eller området omkring denne, typisk i venstre side. Ved at træne patienternes opmærksomhed mod det berørte område kan vi måle forbedringer i deres evne til at registrere og huske information. Denne forskning har kunnet bruges både diagnostisk og som et værktøj i rehabilitering.
For øjeblikket arbejder vores forskergruppe med at forstå, hvordan intentioner og beslutninger formes, prioriteres og genkaldes. I ekstreme situationer, eksempelvis når vi er i akut fare, reagerer mennesket typisk instinktivt. I kontrollerede situationer derimod har vi mere frihed til at træffe bevidste valg.
Graden af den kontrol, som vi anses for at have over vores handlinger, er afgørende for, hvordan vi fordeler ansvar. Vi holder eksempelvis ikke børn ansvarlige for deres handlinger på samme måde, som vi holder voksne ansvarlige, og det samme gælder ofte ældre eller personer med udfordringer.
Vores forskning på dette område kan hjælpe med at klarlægge, hvordan alder og specifikke forhold påvirker de valg, som hjernen træffer.
På jagt efter opmærksomhed
I dag er jeg også i gang med et stort Semper Ardens-projekt, der undersøger, hvordan vi planlægger og håndterer komplekse intentioner på flere niveauer, der typisk rækker et stykke ud i fremtiden. Når vi eksempelvis planlægger weekendens aktiviteter, lagrer vi intentioner i langtidshukommelsen, så vi ikke konstant skal have dem i tankerne.
Denne evne gør det muligt også at fokusere på andre ting inden weekenden. Men forskellige situationer vil i tiden frem mod weekenden aktivere den lagrede intention – for eksempel når et besøg i et supermarked minder os om, at vi skal købe ind til en middag i den pågældende weekend.
Vi har gennem eksperimenter undersøgt, hvornår folk har let eller svært ved at håndtere intentioner, især når de er optaget af andre ting. Vores forskning viser, at intentioner lagret i langtidshukommelsen konkurrerer om opmærksomhed trigget af vores omgivelser eller tanker.
Denne proces kan betegnes som en slags kamp mellem intentionerne om at komme højt op i bevidstheden.
Vores forskning viser, at intentioner lagret i langtidshukommelsen konkurrerer om opmærksomhed trigget af vores omgivelser eller tanker.
To faktorer er afgørende for, hvad der vinder kampen. Den ene er, hvor godt intentionen er lagret. Jo stærkere hukommelsessporet er, desto lettere aktiveres intentionen. Den anden er sammenhængen mellem intentionen og omgivelserne.
Når man for eksempel ser supermarkedet, genkaldes intentionen om at handle ind. Vigtigheden af en intention spiller også en rolle. Hvis man for eksempel skal til OL, får alt, hvad der vedrører denne aktivitet, automatisk høj prioritet og lettere adgang til bevidstheden.
Vores forskning viser generelt, at vi mennesker er gode til selv at prioritere mellem intentioner alt efter hvor relevante og vigtige, de er. De biologiske faktorer, der styrer hukommelse og opmærksomhed, er altså yderst effektive selv under pres.
Hvis jeg i dag skal pege på en rød tråd i mit liv som forsker, må det være lysten til gennem eksperimenter og brug af matematiske modeller at forstå de psykologiske processer, der ligger bag den måde, hvorpå vi opfatter verden, træffer beslutninger og styrer vores handlinger.
Min kerneinteresse har altid været grundforskningen. Altså undersøgelse af de grundliggende kognitive processer, som er fælles for alle mennesker. Jeg motiveres i høj grad af samarbejdet med mine dygtige kolleger og af den frihed til at fordybe mig, som jeg har som forsker.
Vores forskning viser generelt, at vi mennesker er gode til selv at prioritere mellem intentioner alt efter hvor relevante og vigtige, de er.
Jeg føler mig privilegeret over at kunne arbejde med meget meningsfulde projekter, der både er udfordrende og inspirerende, og hvor jeg også har ressourcerne til at tage undersøgelserne til et højt niveau.
Jeg har været heldig, at gode vejledere og et støttende miljø gav mig en stærk start. Det har haft stor betydning for min lyst til at blive i forskningsverdenen og holde fast i min karriere.
Det er ikke mindst det fundament, som har givet mig både teoretisk og praktisk ballast, som også kan bære mig videre i årene fremover.
Podcast
Hvordan fungerer vores hukommelse?
Grundvidenskabelige studier af opmærksomhed og informationslagring i hjernen kan gennemføres ved hjælp af forskellige former for laboratorietests, hvor man udsætter forsøgspersoner for en række stimuli, som de i højt tempo skal reagere på.
I sin forskning arbejder kognitionspsykolog Søren Kyllingsbæk netop med sådanne tests for at blive klogere på, hvad der styrer vores opmærksomhed, når den bliver udsat for forskellige påvirkninger og indtryk. Han undersøger også mekanismerne bag vores evne til at planlægge og håndtere komplekse intentioner på flere niveauer, der kan række et stykke ud i fremtiden.
Søren Kyllingsbæks forskning viser overordnet, at vores kognitive apparat er godt gearet til at sortere i og lagre information og indtryk alt efter hvor relevante og vigtige, de er i bestemte situationer.
Vært er Nynne Bjerre Christensen
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.