Månedens Forsker Philipp Schröder

I dag har jeg svært ved at genkalde mig, hvordan jeg egentlig fik det hele organiseret. Men jeg ved, at jeg selv stod for det meste, for det var jo før, der fandtes internet, Erasmus-programmer og den slags. Så det krævede mange ture til British Council i Berlin for at søge information om muligheder og gennemføre sprogtests og diverse optagelsesprøver. 

Det var selvfølgelig vemodigt at tage afsked med alle mine venner. Jeg mistede rigtig mange af dem, for dengang fandtes der jo ikke sociale medier, hvor man kunne holde kontakten ved lige. Men man skal huske, at de år var en opbrudstid i Tyskland. Muren var faldet, og alle levede lidt efter devisen om, at alt var muligt, og intet varer evigt.

I mine unge år havde jeg forbundet ingeniørvidenskaben med at lege med Lego. Nu oplevede jeg på mange måder den samme fornøjelse ved at arbejde med nationaløkonomiske modeller på University of Warwick. I 1993 blev jeg først bachelor i økonomi og politik, og i 1994 færdiggjorde jeg min master i økonomi samme sted. 

Under studierne tog en professor på mit institut fat i mig og spurgte, om jeg ikke burde overveje at lave en ph.d. Ganske vist et andet sted end på University of Warwick, hvor jeg jo havde taget hele min uddannelse. Men jeg var lidt i tvivl, for jeg havde også meget lyst til at komme ud og arbejde i den private sektor. Jeg havde blandt andet arbejdet i flere konsulenthuse i min studietid, så den verden lokkede lidt.

I 1994 fik jeg tilbudt et ph.d.-studium på Kiel Universitet i Tyskland. Problemet var bare, at de ikke anerkendte min kandidatgrad fra England og derfor krævede, at jeg skulle tage alle eksaminer fra første til tiende semester igen. Først når jeg havde bestået dem – og det måtte gerne være hurtigt – kunne jeg starte som ph.d.-studerende. 

Jeg var imidlertid så heldig, at jeg takket være en af mine professorer på University of Warwick, som kom fra Danmark, fik mulighed for at komme til nogle samtaler på Aarhus Universitet. Her kunne man nemlig godt finde ud af at anerkende de engelske eksamensbeviser, og det endte med, at jeg fik et ph.d.-stipendium der.

Frem til 1997 gennemførte jeg så mit ph.d.-projekt inden for transitionsøkonomi, der var ”det nye sort” i 1990erne. Det handlede om, hvordan man forandrede en østblok-økonomi til en markedsøkonomi. Men i løbet af de blot tre år, hvor jeg var i gang med min ph.d., gik feltet fra at være ”hot” til nærmest at lukke ned igen. Jeg syntes dog, at det var vildt spændende, selvom det viste sig at være en dårlig karrierebeslutning.

Heldigvis stod jeg ikke helt på bar bund, for jeg havde i alle mine ferier taget studiejobs og praktikophold i forskellige private virksomheder. Faktisk havde jeg på et tidspunkt endda taget orlov fra mit ph.d.-projekt for at gennemføre et længere praktikophold hos McKinsey&Co i København. Det forløb så godt, at de havde et jobtilbud til mig, efter at jeg havde afsluttet min ph.d.

Det sagde jeg ja tak til, og jeg kan huske, at jeg syntes det var rigtig spændende at komme ud og anvende og omsætte min viden. Knap et år efter, at jeg var faldet godt til i stillingen i København, kom der imidlertid et brev fra Syddansk Universitet med et tilbud om en adjunkturstilling, som jeg havde søgt et år tilbage. Her skulle jeg være med i en forskningsgruppe, som arbejdede med europæisk økonomi.  

Et treårigt adjunktur er jo det, som alle ph.d.er drømmer om at få tilbudt. Så jeg havde nogle trælse uger, hvor jeg skulle overveje, om jeg ville fortsætte i den private sektor eller gå forskervejen. Jeg valgte i sidste ende at tage imod adjunkturet og flytte til Odense med min kone. De tre år brugte jeg på at udvikle min forskning i retning af nye emner, blandt andet inden for handelsteori og -modeller, som afspejler nationers indbyrdes handel med hinanden.

Efter de tre år i universitetsverdenen var jeg imidlertid klar til for alvor at kaste mig over noget mere anvendt forskning igen. Så i 2001 blev jeg fastansat som seniorøkonom på ’DIW Berlin – The German Institute for Economic Research’. Her arbejdede jeg primært med international handel, som nok har været det mest gennemgående tema i min karriere. Men vi rådgav også regeringen og ministerier samt lavede konjunktur- og politikanalyser. Så vi befandt os meget i grænselandet mellem forskning og anvendelse.

Noget af det, vi kan se, er, at vi ikke behøver at frygte robotternes komme i fremtiden. Ganske vist har virksomheder, der indfører robotter i deres produktion, i princippet mindre brug for at ansætte medarbejdere. Men samtidig kan vi se, at disse virksomheder faktisk vækster og derfor ansætter flere medarbejdere, end de ville have gjort, hvis de ikke havde taget robotter i brug. 

Der er godt nok tale om en anden type medarbejdere. Men dybest set kan vi se, at det er dem, der ikke indfører robotter, som går fallit. Det gælder også, hvis vi kigger på virksomheder, der flytter produktionen ud af landet. Eller virksomheder, der ansætter megen udenlandsk arbejdskraft. Disse virksomheder lever også længere og vækster typisk mere end virksomheder, der fastholder produktionen ”hjemme” eller udelukkende ansætter ”hjemlig” arbejdskraft.

De her sammenhænge ser man netop ikke, hvis man kun kigger på antallet af medarbejdere og robotter i en virksomhed. Man er nødt til at se på dynamikkerne i en større sammenhæng og over en længere periode. Det er netop det, vi med vores modelleringsmetoder kan i FIND.

Selv om forskningen i FIND-projektet i udgangspunkt retter sig mod fagfæller og ikke mindst indebærer metodeudvikling, er jeg stadig meget optaget af at få bragt vores viden i spil i et anvendelsesøjemed. Senest har det været meget interessant at få lov til at være med til at vurdere effekten af hjælpepakker og nedlukninger under coronakrisen for den danske regering. 

Et af vores input har blandt andet været, at hjælpepakker har god effekt over en kort periode, fordi de medvirker til bevarelsen af industristruktur. Men samtidig kan hjælpepakker også være farlige, hvis de bruges for længe, fordi de ødelægger markedets egne selektionsmekanismer. Det går i sidste ende ud over den generelle økonomiske velstand.

Man kan for eksemplet stille spørgsmålet, om antallet af konkurser var for lavt under coronakrisen. Under kriser skal virksomheder faktisk gå fallit. For når de svage frasorteres, skaber det ekstra plads til de dygtigste, hvilket gavner økonomien. Men under coronakrisen har vi delvist holdt virksomheder kunstigt i live. Hjælpepakker kan også have negativ effekt på arbejdsmarkedet som helhed, fordi man risikerer for megen ophobning af arbejdskraften i dårligt drevne virksomheder, mens konkurrencedygtige virksomheder ikke kan skaffe de medarbejdere, de har haft brug for.

Det vildeste, jeg nok har gjort gennem tiden, var, da jeg på en konference i 2007 sagde den berømte Havard-økonom Marc Melitz imod. Det kom sig af, at han mente, at vi havde regnet forkert i en model, som byggede på hans arbejde. Efter en lang nat foran computeren, hvor jeg regnede det hele igennem med alverdens nye antagelser, tog jeg fat i ham næste morgen og fremlagde alle de matematiske beviser for ham. Han måtte så indrømme, at vores resultat holdt.

En anden ting, som jeg også særligt husker, var da jeg under en familiemiddag i 2012 blev ringet op af Margrethe Vestager, der ville have mig med i den nye Produktivitetskommission. Det var første gang, at jeg blev inviteret med i en kommission, og det var selvfølgelig et enormt skulderklap, at min forskning og værktøjer til at se på makroøkonomien gennem virksomhederne også kunne bringes i spil i det arbejde.

Det har også været kendetegnende for min forskning og de miljøer, jeg har været i, at de har været meget internationale. På FIND-centeret har vi ansatte fra store dele af verden, og faktisk har vi kun én med dansk statsborgerskab ud af 12 medarbejdere.

Jeg tror, at både min oprindelige interesse for det praktiske, ingeniøren i mig og det internationale udsyn og ståsted, jeg har haft, har bidraget til, at jeg altid har haft trang til prøve nye ting. Og at det er en af grundene til, at jeg måske har haft sværere end normalt ved at beslutte mig for, om jeg skulle arbejde i den private sektor eller forske på universitetet.

Min løbebane har nok været ret usædvanlig, og jeg vil ikke i dag anbefale den til mine ph.d.-studerende. For selvom det kan lyde som en god kombination at have et ben inden for både anvendelse og i akademia, bliver det i praksis meget svært, fordi fokus ikke holdes ét sted. For mig selv personligt er det dog lykken at få lov til at bruge min forskning. For det tilfører ekstra perspektiver, som jeg ikke havde fået, hvis jeg ”kun” havde valgt at forske.