Månedens Forsker Anne Løkke

Heldigvis var det daværende sundhedsvidenskabelige forskningsråd meget generøst og positivt over for mit projekt. Så de gav mig et tre-årigt stipendium, som jeg kunne bruge til at undersøge de utallige historiske kilder og demografiske data, som jeg havde kastet mig over. På den måde fik jeg færdiggjort min disputats, som jeg gav titlen Døden i barndommen. Disputatsen handlede ikke kun om hvor, hvordan og i hvor stor udstrækning, spædbørn døde. Jeg forsøgte desuden at forstå, om de ting, der blev gjort for at sænke dødeligheden, nu også virkede eller ej.

I 1870erne og 1880erne var spædbarnsdødeligheden nogenlunde lige høj for fattige og rige i Danmark. Det skyldtes blandt andet, at man ikke var klar over, hvad hygiejne betød. Og at mange læger havde forladt den gamle nordiske konsensus om, at brystmælk var bedst. Imidlertid var der før år 1900 stor forskel i spædbarnsdødeligheden alt efter hvor, barnet var født. Eksempelvis døde syv ud af hundrede børn på Fyn, inden de fyldte ét år, mens 25 ud af 100 børn født omkring Randers døde inden for første leveår. Resten af Danmark fordelte sig herimellem.

Jeg satte mig i disputatsen for at finde en forklaring på den skæve regionale fordeling og begyndte at undersøge lægeindberetninger. Til at begynde med kunne jeg ikke i dem se, hvad der var på færde. Det ændrede sig, da jeg udvalgte beretninger fra læger, der var flyttet fra ét sted til et andet - eksempelvis fra Randers til Fyn. Så kunne jeg se, hvordan konerne på Fyn stort set altid ammede de nyfødte uden tilskud, mens konerne i Randers blev omtalt som nogen, der ikke kunne forstå, at børn ikke skulle have tyggemad straks fra fødslen. 

På Fyn fik børnene modermælk helt op til fireårsalderen, og de fik først noget andet at spise, når de selv rakte ud efter de voksnes mad. Mens nyfødte i Randers blev fodret med rugbrødsstumper vendt i sukker og tygget bløde af nabokonen, der som regel deltog ved fødsler, mens moren lå og fødte moderkagen. Der var altså fra egn til egn helt forskellige forestillinger om, hvad der var bedst for små børn. Det ændrede sig fra slutningen af 1800-tallet, hvor der kom mere og mere skriftlig rådgivning på tværs af landet.    

Da jeg havde afleveret min doktordisputats, fik jeg et adjunktur på Historisk Institut ved Københavns Universitet, hvor jeg siden er blevet professor. Jeg begyndte nu at interessere mig for fødselshjælp i Danmark i perioden fra 1600-tallet til midten af 1900-tallet. Jeg ville gerne finde ud af, hvorfor der dengang var denne her fortælling blandt humanister om, at læger stjal jordemødrenes arbejde. Nok passede det i USA, men det passede altså ikke i Danmark. Vi havde masser af jordemødre. Der var jordemoderskoler, og det var jordemødre, der stod for alle de normale fødsler.

Danmark fik allerede i slutningen af 1700-tallet en professionaliseret fødselshjælp, som, fandt jeg ud af, bidrog stærkt til at holde barselsdødeligheden virkelig langt nede. Og da vi så fik skattebetalte jordemødre ud i hvert eneste danske sogn i 1830erne - som følge af jordemoderloven af 1810 – blev overlevelsen endnu bedre.

Det viste sig at være to relativt simple ting, der fik stor betydning for den udvikling. Det ene var, at jordemødrene lærte at kende forskel på en normal fødsel og en fødsel, der krævede, at de skulle have hånden op og vende barnet i livmoderen. Det andet var, at ethvert sogn uden en uddannet jordemoder var forpligtet til at sørge for at sende en kvinde ind til uddannelse på jordemoderskolen og få hende hjem igen, så sognets fødende havde en jordemoder, de var trygge ved. Det virkede helt kolossalt godt. De to ting betød, at barselsdødeligheden i Danmark i 1800-tallet herefter faldt til et lavere niveau, end den er i dag i Afrika syd for Sahara.

I samme periode skete der desuden det, at hvis et barn var dødfødt, skulle jordemoderen sammen med konerne, der havde været med til fødslen, gå over til præsten, der ville udspørge dem om hele fødselsforløbet. Det blev så skrevet ned i kirkebogen og sendt ind til statsadministrationen. Det gav et hidtil uset godt indblik i de danske fødselsforløb og betød jo også, at den enkelte jordemoder ikke sjuskede, fordi hun skulle stå til regnskab. 

Vi har vidunderlige kilder, der blandt andet beretter om, hvordan præsten indimellem blev konsulteret, når fødsler var ved at gå galt, og hvordan han anbefalede at hente en ekstra jordemoder, hvis der var for langt til en læge. Når jeg en dag får tid, vil jeg skrive en bog om dette fantastiske kapitel i dansk fødselshjælps historie.

Hvis jeg i tilbageblik skal give mit arbejdsliv en overskrift, må det være ’kroppens historicitet’. Det har altid fascineret mig, hvor indlejret i historien menneskekroppen er. Selvom vi får vores krop ved fødslen, afspejler den ikke kun biologi, men også hvordan vi agerer og fortolker dens behov. Tag bare vuggedød, der øgedes markant, da man fik den idé, at børn skulle sove på maven. Det kunne ligne en uskyldig ting, men det var det bestemt ikke.

Derfor var det også fantastisk, da jeg i 2019 sammen med Barbara Revuelta-Eugercios fra Rigsarkivet kunne starte projektet Link-Lives på baggrund af en stor Semper Ardens-bevilling fra Carlsbergfondet. Link-Lives er en forskningsinfrastruktur, der etablerer historiske livsforløb og familieforbindelser ved at forbinde oplysninger om den samme person i forskellige kilder som folketællinger, kirkebøger og begravelsesprotokoller. 

Efter to års hårdt indledende arbejde med at samle og koble data kunne vi sidste år lancere første version af en forskningsinfrastruktur, der på sigt skal fortælle livshistorier om alle danskere, der har levet i perioden 1787 til 1968. Lige nu taler vi om ikke mindre end 64 millioner personregistreringer og 3 millioner livsforløb, der er tilgængelige for både forskere og offentligheden. Det er den hidtil største kortlægning af et lands historiske befolkning.

Link-Lives-forskningsinfrastrukturen kan eksempelvis bruges til at forske i alt fra uddannelsespræferencer til sygdomsforekomster på tværs af generationer. Man kan zoome ind på befolkningsgrupper, som vi næsten ikke ved noget om, for eksempel kokkepiger, ammer og kvinder i traditionelle mandejob. 

Ligesom man kan finde svar på, hvordan det gik fattige børn, som flyttede hjemmefra, før de fyldte 10 år sammenlignet med børn af forældre, der havde råd til at beholde dem hjemme til konfirmationen. Man vil også kunne blive klogere på, om smede levede kortere tid end tømrere, præster og værtshusholdere, og om bestemte dødsårsager var hyppigere i nogle erhverv end i andre.

I dag kan jeg uden at blinke sige, at Link-Lives er kronen på mit værk og dét, jeg altid har drømt om at lave. Det er selvsagt et kæmpe projekt, og det var virkelig stort at opleve, at Carlsbergfondet og Innovationsfonden, som også har støttet projektet, stolede på, at vi kunne løfte opgaven.

Når jeg ser tilbage, var det arbejdet med min disputats, som blev bestemmende for, hvordan jeg sidenhen har arbejdet som historiker. Den historisk-demografiske gren af historievidenskaben har ikke blomstret så meget i Danmark, som vores helt fantastiske kilder til hvert enkelt menneskes liv giver mulighed for. Jeg måtte lære mig metoderne fra bunden under mit disputatsarbejde. 

Heldigvis fik jeg god sparring hos professor på Syddansk Universitet Hans Chr. Johansen, i internationale netværk og hos mine nordiske kolleger. I både Sverige og Norge har der heldigvis gennem årene været stærke forskningsmiljøer inden for historisk demografi. De lukkede mig ind, som var jeg del af deres egne forskningsgrupper.

Noget, jeg også har sat meget stor pris på gennem tiden, har været mit samarbejde med læger og jordemødre. De har ud over historikere været de faggrupper, som jeg har haft mest med at gøre. Jeg var meget glad, da jeg i 2007 som den første ikke-overlæge nogensinde holdt festtalen ved et Rigshospitals-jubilæum. Jeg har virkelig nydt at kunne være med til at imødekomme sundhedsvidenskabernes store efterspørgsel på solid, velfunderet historisk viden om sundhed og sygdom i fortiden.

Og er der én stor erkendelse, jeg har gjort mig gennem årene, er det, at historien jo ikke skriver sig selv. Tiden skal nok gå selvfølgelig. Og det lyder måske banalt, at den ikke skriver sig selv. Men at få overblik på både makro- og mikroniveau og skabe fortællinger, der giver os ny erkendelse, er faktisk benhårdt metodisk arbejde. Det glemmer vi historikere ofte at fortælle, fordi der er en tendens til at betragte historiske forskningsresultater som selvfølgelige, når først de er skrevet ned.