Månedens Forsker Lisbeth Imer

Jeg fandt allerede i den periode ud af, hvad tværfagligheden kan. Runologien var dengang naturligt nok hårdt besat af filologer, fordi det handler om afkodning og forståelse af et gammelt sprog. Og her skal arkæologerne selvfølgelig ikke komme og tro, at de med deres ofte beskedne sprogkundskaber kan forstå kilderne til fulde, selvom de godt kan afkode runerne.

Men arkæologien kan noget andet. Nemlig at sætte runefundene ind i den kulturhistoriske kontekst. Vi har flere tusind kilder med runeskrift i Danmark, og der kommer hele tiden nye fund ind. Det er Nationalmuseet, og dermed mig, der undersøger og vurderer alle de nye runegenstande, der løbende findes i Danmark. Og det er ikke så få, for det er en stor hobby for mange mennesker at gå rundt med en metaldetektor og lede efter gamle genstande.

Jeg elsker stadig, når der kommer nye spændende fund ind på mit bord. Og det gør der heldigvis hele tiden i en lind strøm. En særlig ting, jeg husker, var engang, hvor der pludselig dukkede en runesten op i en terrasse hos en gårdejer i Thy. 

Vi kendte godt stenen fra nogle antikvariske tegninger fra 1700- og 1800-tallet, men vi troede, den var hugget op og for længst var borte. Det var den egentlig også, men stumperne af den var blevet brugt først i en gård, der blev bygget i begyndelsen af 1800-tallet. Den blev siden revet ned, og så blev runestensstumperne brugt som materiale i en haveterrasse.

Vi opererer inden for runologien med arkæologiske, herunder naturvidenskabelige og typologiske, dateringer, samt sproghistoriske dateringer. Sidstnævnte er meget mere ”fluffy”, fordi der ikke er mange kilder at gøre godt med i dateringsarbejdet. Mange af dateringerne var baseret på netop sproghistoriske vurderinger. Så det fik jeg sat lidt skik på, og derefter kiggede jeg på hvilke sociale grupper, der havde adgang til runeskriften, og hvad den var brugt til. Det var - ikke overraskende - elitens skrift i de første mange århundreder af runeskriftens eksistens.

Under min ph.d. var jeg endvidere i en slags mesterlære hos Marie Stoklund. For det kræver for det første træning at kigge på runer i et mikroskop, og for det andet proppede hun så meget sproghistorisk viden ind i mit hoved som muligt. Ved siden af læste jeg oldislandsk for at blive stærkere i det.

Efter mit ph.d.-forløb startede jeg så i en halvtidsstilling som forsker og museumsinspektør på Nationalmuseet. De første mange år havde jeg gang i en masse projekter finansieret af eksterne midler, som udmøntede sig i et par større bøger om Danmarks runesten og så alle de runeindskrifter, der er fundet på middelalderens gårde i Grønland.

Vi har cirka 260 runesten i Danmark, hvis plads i historien vi har en forpligtelse til at formidle. Jeg har altid været meget optaget af at formidle. I den tid, jeg har været på Nationalmuseet, har mange af os kastet os ud i forskellige nye formidlingsformater, såsom produktion af podcast. I 2020 lavede jeg eksempelvis podcasten ”Magtens kvinder” om betydningsfulde dronninger i Danmarkshistorien sammen med Micha Fuglede. 

Vi prøvede at sammenligne de historiske dronninger med nutidige kvinder, som har magt og indflydelse på nutidens samfund. Det var sjovt at kunne spørge nulevende kvinder om, hvordan man kommer ind i magtens cirkler, hvordan det føles at have magt osv. Det gav på en måde lidt mere liv til de dronninger, som vi ikke mere kan spørge personligt.

Grunden til at jeg skrev den store bog Danmarks runesten – en fortælling var, at jeg syntes, der manglede en kulturhistorisk oversigt, hvor runestenenes rolle i historieskrivningen kom i fokus. Runestenene er de eneste hjemligt producerede skriftlige kilder fra vikingetiden, og jeg syntes, de fortjente mere opmærksomhed end blot at blive brugt som illustrationer i en arkæologisk eller historisk fortælling.

Det, der var så spændende ved at skrive om de grønlandske indskrifter, var muligheden for at beskrive skriftkulturen ude på de enkelte gårde, som jo i Grønland er meget bedre bevaret end hos resten af den nordiske bondebefolkning. Fx har hele Danmark været lagt under plov siden middelalderen, så hvad der måtte have været af organisk materiale, er for længst pløjet ned og rådnet væk.

Lige nu - i mit projekt støttet af Carlsbergfondet - er jeg ved at undersøge, hvordan skrift - både bogstaver og runer - blev brugt i ældre middelalder, hvem der kunne læse og skrive, og til hvilket formål. Vi kan se, at de to skriftsystemer, runerne og bogstaverne, lever side om side i omkring 400 år. Det fortæller os, at runeskriften må have haft en vigtig funktion. Men hvilken? Hvad skulle skriften bruges til?

Vi ved en masse om, hvordan den officielle brug og håndtering af skrift var. Det skyldes, at man i samtiden passede godt på disse kilder, som blev til i kongens kancelli og i klostre. Vi ved ikke så meget om almindelige menneskers håndtering af skrift, det være sig håndværkere eller bønder. Men her kan vi søge hjælp i epigrafikken, dvs. den skrift, der findes på genstande, som havde en funktion, for eksempel gravsten, kirkens mure og vægge. 

Netop kirkens rum og omgivelser har jeg valgt, fordi de mange middelalderkirker i Danmark står tilbage som en slags fossile landskaber, hvor mere skrift er bevaret end andre steder. Kirkernes indskrifter er ikke så godt belyst, så jeg prøver at samle alle de kilder, vi har. Jeg kigger både på bogstavskrift og runeskrift for at forsøge at afdække, hvordan forholdet mellem runeskriften og bogstavskriften var.

Vi ved, at håndværkerne brugte runeskriften, for der var brug for den i forbindelse med handel. Men mange andre har formentlig også lært at skrive, og en del af den læring er formentlig foregået i kirkerne, der fungerede som læringssted. Der var jo en kirke i enhver flække, men ingen skoler.

Vi kan se indskrifter med navne i kirkevæggen i rigtig mange danske kirker fra middelalderen. De findes i alle ”højder” – fra børne- til voksenhøjde. Og der er mange gentagelser, hvilket tyder på, at man har stået og øvet sig.

Jeg oplever en stor frihed ved at være forsker. Jeg er dybt taknemmelig og føler mig meget heldig at være født i et land, hvor man sætter penge af til forskning i kulturarven, fordi man oprigtigt mener, at kulturarven er en ressource. Jeg tror også, at vores samfund bliver bedre af, at vi kan spejle os i, hvordan Danmark var før os.

En personlig bagside ved det at være forsker er måske nok, at man aldrig har rigtigt fri. Men det er et vilkår, man må leve med. Man beslutter jo ikke selv, hvornår den gode ide kommer.

Men man kan jo i hvert fald lære at slukke sin mobiltelefon i sommerferien. Det hjælper. Og så hjælper det også, at vi har fonde, som støtter kulturhistorisk forskning, så man kan få arbejdsro. På Nationalmuseet søger vi altid i videst muligt omfang at få ansat vikarhjælp, så man kan få hjælp til rigtig mange opgaver.

Jeg har mange ting, jeg gerne vil nå, inden jeg stopper som forsker. Eksempelvis kunne jeg rigtig godt tænke mig at skrive en bog om vikingetidens dronningerolle, som måske var en helt anden end den, vi kender fra senere tider. Bogen skal tage udgangspunkt i Thyra Danebod, som var mindst lige så betydningsfuld for Danmarks fødsel som Gorm og Harald.

Og så glæder jeg mig til at arbejde med alle de runeindskrifter - og bogstavindskrifter - som bliver fundet af folk, som går med metaldetektor rundt om på markerne for at finde genstande fra fortiden. Det er særligt en fundgruppe, som vi kalder for blyamuletter, som er i vækst i disse år. Jeg tror nærmest, at der bliver fundet en ny blyamulet hver 14. dag i Danmark. Blyamuletter er fra middelalderen og er lavet af tynde blyplader - lige så tynde som pergament - hvor man har skrevet en kristen bøn eller en besværgelse for at overkomme sygdom eller holde onde ånder fra livet. Disse små bønner og besværgelser har man foldet tæt sammen og gået med i lommen. Og skikken har været mere udbredt, end vi lige tror. Vi ved næsten ingenting om denne fundgruppe, men vi kan takke de mange detektorentusiaster for at give os en mulighed for at blive meget klogere på middelalderens tro.

Hvis jeg skal ønske mig noget for runeforskningen i fremtiden, er det, at runologien og epigrafikken blev lidt bedre integreret i kulturhistorien, og at der kommer flere arkæologer, som interesserer sig for faget. I dag er det stadig meget enten eller. Arkæologien eller filologien. Selvom vi snakker meget om tværfaglighed, er der i praksis stadig en opdeling mellem fagene, som ikke er befordrende for at anlægge en mere helhedsorienteret tilgang til fortidens levn. Jeg vil gerne selv arbejde for, at vi ude på museerne bliver bedre til at hjælpe de lovende unge studenter, som en dag skal tage over efter os, med at læse de svære tekster, som det er nødvendigt at kende indgående for at kunne forstå fortiden i sin helhed.